19-årig stukket med kniv på åben gade i Herning – politiet leder efter Moussa Habib Jensen

Moussa Habib Jensen (Foto: Politiet)
Getting your Trinity Audio player ready...

Natten til søndag blev en 19-årig mand stukket med kniv i Smallegade i Herning. Han er uden for livsfare.

Politiet mistænkte 20-årige Moussa Habib Jensen. Men de har uden held ledt intensivt efter ham.
Derfor efterlyste politiet Moussa Habib Jensen med navn og foto som mistænkt for at stå bag knivstikkeriet i Herning.
Han beskrives som mand, 20 år, 192 cm høj, kraftig af bygning, han er lys i huden og har mørkt kort hår og mørkt fuldskæg. Kontakt politiet på tlf. 114, hvis du har set Moussa eller ved, hvor han opholder sig.

“Allerede i løbet af natten til mandag gjorde vi de første forsøg på at få den mistænkte anholdt, desværre uden held. Derfor offentliggjorde vi i går navn og billede af manden i håb om, at offentligheden kan hjælpe os på sporet af ham. Efterlysningen har ind til videre ikke ført til anholdelse af den mistænkte, så vi er fortsat interesseret i at høre fra folk, der har oplysninger om hans opholdssted”, fortæller efterforskningsleder Susanne Kiel Nielsen.

Det er endnu uklart, hvad motivet til knivstikkeriet er, men det er politiets umiddelbare formodning, at der opstod en uoverensstemmelse mellem den 19-årige og gerningsmanden i nattelivet.

Hele søndag formiddag var politiet talstærkt til stede i Smallegade med henblik på gerningsstedsundersøgelser, og havde i den forbindelse afspærret området. Søndag ved middagstid var politiet færdige med undersøgelserne på stedet, og afspærringerne blev ophævet.

“Vi vil fortsat gerne høre fra personer, der måtte vide, hvor den mistænkte opholder sig, og ikke mindst fra vidner til episoden”, slutter Susanne Kiel Nielsen.

Del på Facebook