|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Der er gået ”Kejserens nye klæder” i Trumps og Bibis plan for fred i Mellemøsten. Alle steder fra roser man deres forslag til fred som værende den nyskabelse, som vi årevis har håbet på og længtes efter. Takket være dem er der nu skabt en model, så vi nu kan håbe på fred.
Men inden vi nu sammen med de toneangivende meningsdannere i Vesten og Mellemøsten lader os forføre til at prise planen, så må vi i al ædruelighed vedgå, at et centralt forhold som gidslernes frigivelse ikke er kommet et skridt nærmere.
Hamas siger ganske vist, at gidslerne skal frigives, men der er den ikke ubetydelige hage ved det, at Hamas forud for deres frigivelse kræver en lang række uopfyldelige krav opfyldt såsom at Hamas skal have deres frihed, og at Hamas krigerne ikke må straffes. Hamas ved udmærket godt, at disse krav hverken kan eller vil Israel opfylde. Og det er derfor varm luft, når Hamas siger, at de vil frigive gidslerne. For Israel vil aldrig nikke ja til deres krav.
Så ja, vi vil frigive dem, men det skal foregå på betingelser, som I (Israel) aldrig vil gå med til. Hamas semantiske bedrag er helt bevidst. Hvis Hamas havde ment noget med gidslernes frigivelse, kunne de jo blot have skrevet: Først frigives samtlige gidsler betingelsesløst. Derefter kan egentlige fredsforhandlinger gå i gang. Så kunne ingen være i tvivl om, at de mente det seriøst med gidslernes frigivelse.
Men sådan faldt ordene ikke, for Hamas kunne ikke drømme om at frigive gidslerne. De ønsker at stalle processen, så parterne kan blive opslugt i lange og udsigtsløse forhandlinger, og gidslerne skal så bare blive siddende under jorden i Hamas´ tunneller nu på andet år.
Vi er deltagere i et narrespil, hvor vi lader os trække os rundt i manegen af Hamas. Det giver mindelser om H. C. Andersens eventyr ”Kejserens nye klæder”, hvor de deltagende pga manglende mod foregiver, at de kan se kejserens nye fine klæder, selv om han intet har på.
I vores situation gælder det, at vi skal foregive at tro på, at Hamas fører realitetsforhandlinger om gidslernes frigivelse, selv om vi godt ved, at de ikke kunne drømme om at frigive dem.
Konfronteret med presset fra Hamas skal vi sige fra. Vi ved udmærket godt, at I aldrig frigiver de gidsler. Vi skal være som H.C. Andersens små frække gadedrenge, der med foragt piftede i fingrene og grinte af de korrekte, der lod sig tryne af løgnen og fejt foregav, at de skam sagtens kunne se kejserens nye klæder.
Hvad er nyt i planen?
Bibis og Trumps plan har dog et betydningsfuldt nyt punkt, og det er, at de har fået de toneangivende arabiske stater til at nikke ja til, at Hamas skal ud af Gaza, og at palæstinenserne ikke skal have nogen veto ret, hvad angår ordningen på det palæstinensiske spørgsmål. Det er af stor betydning, for det kan være, at vi så endelig kan realisere en løsning på palæstinaspørgsmålet, hvor Hamas og FN bliver holdt uden for.
Men derudover er vi ikke kommet freden et skridt nærmere. Alt er blot blevet sat i stå af Hamas. Og det ved Bibi så udmærket godt. Og han gør ikke nogen røverkule af, at der nu ikke er mere at forhandle om. Enten frigiver Hamas gidslerne og lader sig afvæbne, eller også går krigen mod Hamas i gang igen med fuld styrke.
Trump ved det også godt, men han holder alligevel fast i sin udsigtsløse fredsplan. Forklaringen er den meget enkle, at for Trump drejer alting sig om Trump og hans forfængelige ønsker om at gå over i Verdenshistorien som fredsmægleren og fredsfyrsten. Og det er sikkert hans plan, at den urealiserbare fredsplan skal sikre ham, at han bliver nomineret til Nobels Fredspris. Trumps narcissisme kender ingen grænser.
Svend Lindhardt
