|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
To-statsløsningen fra 1993 lider under den massive svaghed, at hverken Hamas, Gazas befolkning eller Israel vil den.
Men hvorfor vælger vi så lallegladt at gå videre med forhandlingerne, som kunne man lave en aftale, der omfattede Gaza? Vores helt igennem fejlslagne rationale har været, at vi i vores ønsketænkning har formået at bilde os selv ind, at Gazas befolkning i modsætning til Hamas ønsker to-statsløsningen. Men intet kunne være mere forkert. Gazas befolkning vil ikke indgå aftaler med Israel, som de ønsker smidt i havet. De nærer derimod den fulde tillid til Hamas, der med rødder i Det Muslimske Broderskab har forestået opbygningen af Gazas civilsamfund i form af hospitaler, skolevæsen, veje mm.
Der findes ikke nogen uvildig undersøgelse, der kan godtgøre den påstand, at den civile befolkning i Gaza er imod Hamas. Tværtimod har de aktivt stemt for Hamas, hver eneste gang de er blevet spurgt. Forestillingen om, at Gazas befolkning er imod Hamas er vores ønsketænkning. Hvorfor kender vi ikke til nogen som helst form for folkelig opstand mod Hamas? Der er masser af angreb på Israel, men Hamas er totalt fredet.
Det er derfor lallegladt vanvid at forestille sig en to-statsløsning, hvor Gazas befolkning har valgt Hamas og dets allierede i Det Muslimske Broderskab fra. Den ubehagelige sandhed er, at en sådan to-statsløsning ganske enkelt ikke kan lade sig gøre, for den vil hverken gazanerne, Hamas eller Det Muslimske Broderskab. Man skal hedde Lars Løkke Rasmussen for at kunne bilde sig selv ind, at Hamas kan indgå i en to-statsløsning sammen med Israel. Det kommer ALDRIG til at ske.
To-statsløsningen har været en farce i de mere end 30 år den har eksisteret. Men det har ikke afholdt os i vesten fra sammen med FN at udtale vores tillid til to-statsløsningen som fredens eneste mulighed. Hamas vil den ikke, Israel vil den ikke og Gazas befolkning vil den ikke, så vores insisteren på en to-statsløsning har blot sat situationen skakmat.
Abraham aftalerne 2020
Men nu tyder meget tyder på, at der med Abraham aftalerne fra 2020 er kommet nye boller på suppen. Den helt store nyhed i aftalegrundlaget mellem Israel, USA og de arabiske kongedømmer er, at palæstinenserne i dette aftalekompleks er blevet frataget enhver ret at nedlægge veto, hvis de mener, at deres krav på et nationalt hjemland i Palæstina ikke er tilstrækkeligt højt prioriteret.
Abraham-aftalerne har skabt forandring på den måde, at USA de konservative arabiske kongedømmer i skikkelse af Saudi-Arabien, Emiraterne og Qatar har søgt tilnærmelse til USA og Israel. De har fået nok af palæstinenserne og Det Muslimske Broderskab, hvis vision for den arabiske verden er baseret på Koranen og et anakronistisk islamisk kalifat.
De ønsker at udvikle et hyper moderne higtech samfund baseret på uddannelse, industri og produktion. De ved nemlig godt, at der kommer en dag, hvor de skal kunne klare sig uden olien. Og der er der ikke megen hjælp at hente hos Broderskabet og med dets forvrøvlede insisteren på den islamiske tradition.
Indholdet af Abraham-aftalerne
Abraham aftalernes plan for fred i Mellemøsten tager sig nogenlunde ud som skitseret nedenfor.
- Oslo-aftalerne fra 1993 er endegyldigt døde. Palæstinensernes ønske om selvstændighed på Vestbredden og i Gaza vil sandsynligvis blive søgt imødekommet ved at give palæstinensiske områder lokalt selvstyre. En sognerådsmodel.
- Vestbredden vil blive integreret i Israel. De jødiske bosættelser vil blive permanente. Også her vil det sandsynligvis gælde, at nogle palæstinensiske byer vil kunne få en form for lokalt selvstyre.
- Gaza vil sandsynligvis blive en del af Israel. Hamas tid og indflydelse vil for altid være forbi.
- I Jerusalem vil palæstinenserne sandsynligvis få tildelt et område, hvor de ligeledes vil blive givet en form for lokalt selvstyre, så de kan få en form for ejendomsforhold til i al fald en del af Jerusalem.
Det politiske establishments tonedøvhed
Men denne nye udvikling har Lars Løkke og resten af det politiske establishment valgt at ignorere. De taler sammen med FN uanfægtede videre om Oslo-aftalernes to-statsløsning som eneste mulighed for fred i Mellemøsten. Det er tonedøvt. Oslo- aftalernes tid er forbi, og det er bare godt det samme, for de har aldrig hjulpet nogle, mindst af alle palæstinenserne.
Med Abraham aftalerne får vi et Mellemøsten, hvor de arabiske stater sammen med Israel kan indlede en udvikling af området, hvor palæstinensernes forhold kan normaliseres, så de kan blive erhvervsmæssigt aktive og ophøre med deres af FN indstuderede rolle som bistandsklienter, og hvor de konservative arabiske stater sammen med Israel kan bringe truslen fra Iran til et ophør.
