|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Under sin åbningstale til den socialdemokratiske kongres i Aalborg i weekend lød det fra partiformand Mette Frederiksen, at partiets stramninger af asylpolitikken har givet megen kritik.
Også internt i partiet, fastslog hun, og fortsatte:
”Jeg er stolt over, at vi turde tænke nyt og gå forrest. Der er nu historisk få, der får asyl i Danmark.”
Korrekt – men asylpolitikken er ikke ændret
Mette Frederiksen har fuldstændig ret i, at det nu er historisk få, der får asyl i Danmark, men det har intet med regeringens asylpolitik at gøre.
Den er uændret sådan at forstå, at det fortsat er halvdelen af asylansøgerne, der får asyl i Danmark.
I 2018 under Lars Løkke Rasmussen var det 56 procent af asylansøgerne, der slap igennem nåleøjet.
Sidste år var det 55 procent.
Inger Støjbergs smykkelov
Til gengæld er antallet af asylansøgere faldet, men det skyldes nok snarere tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs såkaldte smykkelov, og andre initiativer der har gjort det uatraktivt at komme til Danmark.
Den trådte i kraft i 2016, hvor 6.266 personer søgte asyl i Danmark, og den blev i udlandet under stor forargelse blæst op som en lov, der plyndrede flygtninge for alle deres værdigenstande inklusive smykker og penge.
Året efter faldt antallet af asylansøgere i 2017 til næsten det halve, nemlig 3.500.
Sidste år søgte i alt 2.333 personer asyl i Danmark.
Faldet på de lidt over 1.000 asylansøgere i forhold til 2017 kan blandt andet skyldes rige flygtninge, som holder sig langt væk på grund af det ry, Inger Støjberg har givet Danmark, og som Mette Frederiksen nu bryster sig af.
Familiesammenføringer og lønforhøjelser til ikke-vestlige arbejdsløse
Medens Inger Støjberg bistået af støttepartiet Dansk Folkeparti gjorde, hvad hun kunne, for at skræmme flygtninge fra at søge asyl i Danmark, er Mette Frederiksens regering gået den modsatte vej.
I maj sidste år gennemførte regeringen således en række lempelser på familiesammenføringsområdet.
Blandt andet blev sprogkravene lempet og beløbet for sikkerhedsstillelse nedsat til det halve.
Læg så der til, at den forenkling af kontanthjælpssystemet, som regeringen gennemførte i oktober 2023 ifølge Arbejdsministeriet nu vil give en klækkelig lønforhøjelse til 42.100 arbejdsløse ikke-vestlige familier, hvilket primært vil sige muslimske.
Det antal forventes at stige til 53.400 i 2045.
Muslimerne strømmer ind i landet og de får dansk statsborgerskab
Samtidig med, at Mette Frederiksens regering har gjort det attraktivt at være arbejdsløs indvandrer i Danmark, er indvandrere fra de muslimske lande i Mellemøsten, Afrika, Pakistan og Tyrkiet (Menapt-lande) begyndt at strømme ind i landet.
Efter at Mette Frederiksen i juni 2019 overtog nøglerne til Statsministeriet, er antallet af migranter fra muslimske lande, der er strømmet til Danmark steget fra 4.527 i 2019 til i alt 8.346 i 2024, fremgår det af tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriet.
Det sker samtidig med, at Mette Frederiksens regering i uskøn forening med Folketingets slapperpartier alene i år har uddelt statsborgerskaber til 359 indvandrere og efterkommere fra de 24 muslimske Menapt-lande.
I løbet af Mette Frederiksens to regeringsperioder har således blandt andre 2.032 pakistanere og 891 tyrkere for slet ikke at tale om 735 afghanere og 432 somaliere ifølge Danmarks Statistik fået dansk statsborgerskab i perioden 2014 – 2024.
Læg så der til, at syrerne nu også for alvor er kommet med på listen med tildeling af ikke færre end 255 danske statsborgerskaber alene sidste år.
Kun historisk få venter på at blive sendt ud af landet, lød det
Medens Mette Frederiksen i sin kongrestale brystede sig af stramninger, der er svære at få øje på, lød det i den forbindelse også, at:
”Og hvor der tidligere var mange, der ventede på at blive sendt ud af landet, så er der nu historisk få.”
Hvad der menes med historisk få, er mildt sagt lidt uklart.
Ifølge en aktindsigt, som TV 2 har fået hos Rigspolitiet, fik i alt 7.082 kriminelle en udvisningsdom i perioden 2019 – 2024 og af dem er i alt 5.774 påset udrejst, som det hedder.
Hvad der er blevet af de resterende cirka 1.300 udenlandske kriminelle, som ikke er påset udrejst, aner myndighederne intet om, har udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) tidligere erkendt i et svar til Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg.
Selvom en del af dem formentlig stadig opholder sig i landet, er de i hvert fald ikke blandt ”de få”, der venter på at blive udsendt.
Når uddelinger af statsborgerskaber spænder ben
”Mennesker på flugt skal hjælpes. Men mennesker, der misbruger vores tillid, ødelægger vores fællesskab, spreder utryghed og begår vold, overgreb og kriminalitet. Ja, de skal ikke være her,” lød det også fra Mette Frederiksen.
Flotte ord, der klinger hult på den baggrund, at der i danske retssale næsten dagligt afsiges domme over indvandrere og efterkommere, der ikke kan udvises, fordi Mette Frederiksen og Socialdemokraterne i samarbejde med Folketingets øvrige slapperpartier har givet dem dansk statsborgerskab.
Tågesnak uden hold i virkeligheden
Målt i realiteternes verden er Mette Frederiksens festtaler om udlændingestramninger stort set ikke andet end tågesnak uden hold i virkeligheden.
Og det gælder i øvrigt al snak om udlændingestramninger i og med, at Folketinget for længst har afskrevet sig retten til at føre en selvstændig dansk udlændingepolitik.
Den er blandt andet blevet overdraget til 46 udenlandske dommere plus en enkelt dansk ved en domstol i Strasbourg, som nu rangerer over den danske Højesteret.
De politikere, der ikke vil frigøre Danmark fra den spændetrøje, som både Menneskerettighedskonventionen, FN’s Flygtningekonvention Fædrelandskonventionen og Statsløsekonventionen udgør for dansk udlændingepolitik, stikker vælgerne blår i øjnene, når de taler om stramninger.
Længere er den ikke.
Kilder til denne artikel:
https://www.ft.dk/ripdf/samling/20231/lovforslag/l157/20231_l157_som_vedtaget.pdf
https://www.ft.dk/samling/20231/almdel/beu/spm/290/svar/2053581/2876361.pdf
https://us.dk/media/hgqjyqlv/seneste-tal-paa-opholdsomraadet-juli-2025.pdf
https://us.dk/publikationer/2020/maj/tal-og-fakta-paa-udlaendingeomraadet-2019/