Nethanyahu vil nedkæmpe terrororganisationen Hamas, men han gør det på en måde, der skaber store problemer for Israel

Jeg er en af dem, der mener, at Israel skal bestå i overensstemmelse med FNs Generalforsamlings løfte fra 1947 om oprettelsen af et jødisk hjemland på Palæstinas jord, dvs en to-statsløsning.

Men det betyder, at jeg så støder frontalt sammen med det palæstinensiske krav om, at Israel skal smides i havet – som det hedder ”from the river to the sea, Palestine will be free”. Det betyder, at det områder der omfatter Israel skal være palæstinensisk.

Der er ingen palæstinensiske grupperinger, der de facto anerkender Israel og en to-statsløsning.

Og den ubehagelige sandhed er, at ingen islamisk gruppering kan anerkende en to-statsløsning, fordi den er uforenelig med islams religiøse autoriteter i form af sharia, Koranen eller profeten.

 Der findes derfor heller ikke nogen islamisk gruppering, der har det som sit erklærede mål at nå til en forsoning med Israel.

Og man kan derfor heller ikke finde et eneste officielt kort, hverken fra PLO eller Hamas, der skitserer, hvorledes man nærmere har forestillet sig, at Israel skal deles mellem jøder og palæstinensere.

Sådan et kort findes ikke, for jøderne vil snart være smidt i havet eller på møddingen, eller hvor de nu skal smides hen, når palæstinenserne engang får magt, som de har agt i Palæstina.

Men desværre kan man ikke sige, at Israel har et meget mere afklaret forhold til den to-statsløsning, som begge parter ellers nikkede ja til, da den blev vedtaget i Oslo så tidligt som i 1993.

Men alligevel er der en gradsforskel i fornægtelsen. I Israel har man trods alt en åben debat om en to-statsløsning kørende i det offentlige rum. Israel er i modsætning til Hamas og PA (Palestinian Authority på Vestbredden) en demokratisk stat, der kan rumme folkelig uenighed, og hvor forskellige meninger frit kan brydes.

Men israelerne er langt fra at stå samlet om en løsning.

Mange israelere ser i dag premierminister Benjamin Nethahyahu som den, der har skæmmet Israels navn og historie.

Nethanyahu (med tilnavnet Bibi) har været Israels premierminister igennem mange år. Bibi, der er gift med Sara, er en kontroversiel figur, der er under anklage for korruption og anden svindel. Men han har i kraft af premierministerembedet kunnet undgå domfældelse og evt fængsel.

Derfor vil partier, der er enige med Netanyahus parti, kun støtte en regering, hvis det bliver med en anden premierminister.

Men Bibi vil ikke træde til side, fordi det vil betyde en retsag mod ham.

I stedet har han dannet en regering baseret på bosættere og ultrareligiøse haredcore grupper, som andre sekulære partier i Israel altid har skyet som pesten.

Men Bibi har ikke udvist spisevægring, for disse ekstreme grupper har gjort det muligt for ham at smyge sig uden om dom og fængsling.

For venner af Israel har det naturligvis været en ubehagelig forestilling at opleve, hvordan Israels ekstremister med Nethanyahu som premierminister er kommet til ære og værdighed.

Da Hamas fra Gaza foretog et terrorangreb på en israelsk musikfestival, mistede ca 1200 jøder livet og omkring 240 blev som gidsler af den islamistiske terrororganisation Hamas tvunget med tilbage til Gaza, hvor de siden har siddet i Hamas tunneller eller virket som levende skjolde.

Ansvaret for angrebet falder imidlertid tilbage på Bibi, for det var på hans vagt, at Israels efterretningsvæsen blev stadigt mere efterladende overfor Hamas.

Holdningen var, at man efterhånden mente at have styr på dem. Det var ganske vist indimellem nødvendigt ”at slå græsset”, som man formulerede det, dvs angribe Hamas, men når det så var sket, sænkede roen sig atter over Gaza. Bibi skønnede, at Hamas simpelthen var for udmattede til at kunne gå i gang med større operationer. Men heri tog han altså grundigt fejl.

Efter Hamas terrorangrebet den 7. oktober reagerede Netanyahu med en massiv mobilisering, og et hurtigt angreb ind i Gaza. Men hvad var egentlig aktionens primære mål? Bibi mente, at det vigtigste var at eliminere Hamas, mens gidslernes familier ikke underligt havde gidslernes frigivelse, som deres 1. prioritet.

Bibis krig mod Hamas blev vanskeliggjort af, at Hamas gemte sig blandt Gazas civilbefolkning på hospitaler og skoler mm.

Derfor medførte Bibis krigsførelse massive tab blandt Gazas civilbefolkning. Og i takt med at Hamas fodrede verdenspressen med billeder af lidende og døende palæstinensiske kvinder og børn, føjede Israel spot til skade ved at blokere for nødhjælp til Gazas civile befolkning.

Kritikken mod den israelske krigsførelse har siden 7.10.2023 været stadigt stigende. Og det samme gælder også for den hungernødssituation, som Israel krig mod Hamas har skabt blandt kvinder og børn i Gaza. Men intet af det har tilsyneladende bidt på Bibi, der bare har kørt på.

Men nu har kritikken af Bibis krigsførelse både nationalt og internationalt nået nye højder:

Nationalt er vreden mod Bibi er stor, fordi det bliver stadigt tydeligere, at gidslernes frigivelse er mindre vigtig for Bibi end den fuldstændige nedkæmpelse af Hamas. Dette har udløst en kæmpe vrede mod ham hjemmefra.

Men også internationalt er Bibi ved at have brugt Israels goodwill op. F.eks kan Danmark sammen med andre nationer, der ser sig selv som Israles venner, ikke mere leve med det grusomme folkemord på Gazas befolkning som Bibi er i gang med.

Palæstinenserne er med deres støtte til den islamistiske terrororganisation Hamas i et vist omfang selv er ansvarlige for deres situation. Men det kan aldrig retfærdiggøre det massive angreb på palæstinensiske kvinder og børn, som Bibi for indeværende praktiserer.

Umenneskeligheden er af en sådan karakter, at mange af Israels venner nu mener, at de er nødt til at sige fra overfor Israel:

Bibis grusomheder har for det første kraftigt forstærket en ubehagelig antisemitisme både i Europa og USA.

Dertil kommer, at mange nu som en anerkendelse af Gazas lidelse kræver, at FN udråber Palæstina som en selvstændig stat, selv om Palæstina ikke kan siges at kvalificere sig som en stat. Det er et problematisk træk og det er slet ikke klart, hvad Gaza og Palæstina egentlig vinder derved. Det er en symbolpolitik, men det ændrer ikke ved, at stadigt flere støtter et sådant initiativ.

Afgørende for kritikkerne er, at sende et stærkt signal til Israel og Bibi om, at man skønt venner af Israel ikke mere vil være tavse vidner til den sum af rædsler, som Bibi har udløst over Gaza.

Ubehageligt i denne forbindelse er det, at forløbet har ført til, at forståelsen for de jødiske gidsler og deres ufattelige lidelser har måttet vige pladsen for Gazas kvinder og børn.

Forklaringen er måske, at mange føler, at Bibi og Israel i realiteten selv bærer ansvaret for de jødiske gidslers skæbne. Anskuet på den måde kan man sige, at de jødiske gidsler nu betaler prisen for de jødiske bosættelser og Bibis rædselsregimente overfor Gazas kvinder og børn.

Nethanyahu har dæmoniseret sig selv, men derved har han også dæmoniseret Israel.

Hans tid må snart være forbi!!!

Tilbage står det uløste problem: Hvad skal der ske med Gaza? Og med terrororganisationen Hamas, som fortsat ser ud til at have en betydelig opbakning i Gazas befolkning.

Svend Lindhardt