|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Af Flemming Jansen, fhv. borgmester i Pandrup Kommune (V) og fhv. lektor på Aalborg Handelsgymnasium. Debattør og freelance journalist
I de efterhånden betragteligt mange år, jeg kan huske tilbage, har der ind imellem været trusler imod verdensfreden, selv om jeg som efterkrigsbarn tilhører en heldig generation, der aldrig har oplevet krig tæt på. Situationen i øjeblikket giver imidlertid desværre en klar og trist fornemmelse af, at en altødelæggende katastrofe igen truer civilisationen og menneskeheden. I hvert fald er det en kendsgerning, at ekstra mørke skyer trækker sig sammen over den frie vestlige verden, som vores lille Danmark er en levende del af. Jeg tænker på den grusomme krig i vores geografiske nabolag, nemlig den russiske erobringskrig i Ukraine, som nu har kørt i mere end tre år. Det har indtil nu betydet ofring af masser af uskyldige menneskers liv, ligesom de efterladte står tilbage med en tilværelse slået i tusind stykker som borgere i et land præget også af massive materielle ødelæggelser. Og hvad er svaret på denne meningsløse og modbydelige krig: Massiv militær oprustning. Endnu mere krudt og endnu flere dødbringende våben.
Krige og lidelser er i bund og grund menneskeskabte
Også i Mellemøsten raser krigen – her mellem Israel og palæstinenserne. Ligesom i Ukraine med masser af død, lidelser og ødelæggelser hver eneste dag. Og vores bolværk mod alle disse trusler, forsvarsalliancen Nato, som i masser af år har været den frie verdens garant, er nu begyndt at slå revner. En utilregnelig amerikansk præsident og et Europa , der står i en rådvild situation, som kontinentet har været totalt uforberedt på. Hvor må magthaverne i Kreml fryde sig ved at være vidne til alle de problemer, den vestlige alliance står til halsen i. Forhåbentlig er vi ikke på vej hen imod en altødelæggende konfrontation mellem verdens supermagter, som får de nuværende krige til at blegne. Vi balancerer i disse år konstant på randen af en katastrofe for hele den menneskelige civilisation. Om klimaforandringerne er menneskeskabte kan diskuteres – men derimod er det helt evident, at de ødelæggende krige og de mange lidelser og katastrofer, der følger med, i bund og grund er menneskeskabte.
Lad håbet være vores åndelige styrke
Men ligesom vi her ved overgangen fra sommer til efterår og vinter ved, at kulden og mørket igen bliver efterfulgt af lyset, varmen og masser af liv og fuglesang, så må vi ikke møde tidens mange trusler og tragedier med at overgive os til mørket og håbløsheden, men i stedet byde mørket og håbløsheden trods. Det kan vi gøre ved at kæmpe for og tro på, at den gode vin er gemt til os til sidst, ligesom det var tilfældet for gæsterne i Bibelens fortælling om brylluppet i Kana. Lad os håbe og tro på, at der altid i sidste ende er noget godt i vente for os. Det kan se ud, som om vores liv og alt det, vi har bygget op af værdier, er ved at falde sammen som ved den bryllupsfest, hvor vinen var sluppet op. Det kan se ud, som om alt håb er ude. – I den kristne tro, som de fleste i vores del af verden bekender sig til, ligger der imidlertid gemt bag alle fortrædeligheder et håb om, at der altid er noget godt i vente.
Der skinner et lys i mørket – det skal vi holde fast i
Troen, håbet og kærligheden må vi aldrig opgive. Vi må ikke lade os opsluge af mørket, pessimismen og håbløsheden. Der skinner et lys i mørket, og det skal vi holde fast i. Det kan give os et indre lys, som giver os en dyb skønhed, som hverken ældes eller forgår. Tillad mig at slutte disse betragtninger med at citere fra et digt, ”Håbet”. Det er skrevet af min lillebror, der bor ved Vesterhavet, nærmere betegnet Hirtshals. Det kom til ham under en af mange traveture med hunden på stranden: ”Det ligger derude og vugger/ som om det er drevet til havs / det ligger derude og slumrer / og synes så underlig tavs / selv står jeg på stranden og venter / på et enkelt ord eller to / blot et tegn på at håbet det lever / så min sjæl kan falde til ro // Da høres en stemme fra havet / ret svag men alligevel klar / og lige med et jeg fornemmer / den kræver mit ærlige svar / det stammer fra hjertet i brystet / et råb fra den ensomme strand / og da ser jeg at håbet det svømmer / for at mødes med mig her på land.”
Eller som tidligere minister og nuværende sognepræst Mette Bock har skrevet i en landsdækkende avis: ”Mennesket har altid været spændt ud mellem frygt og håb. Fjerner vi håbet fra mennesker, er der intet liv, ingen retning og ingen handling. Det sidste, men må tage fra et menneske – og et samfund – er håbet. Efter et år, der flyder over med bekymrende begivenheder, er den vigtigste politiske opgave at pege på håbet, så håbets styrke kan sejre over fortvivlelsens sortsyn. Derfor er det sandt, at vi ikke skal lade os lamme af klimakrisen, men i stedet synge ”Dejlig er Jorden”. Med blik for den dejlige jord næres håbet om, at vi kan finde en vej ud af problemerne, som vi har gjort så mange gange før i historien. Pest, naturkatastrofer og krige er blevet overvundet, for alle storme lægger sig.”
Må de kommende tider og det kommende år blive tiden, hvor troen, håbet, kærligheden og lyset byder håbløsheden, mørket, ondskaben og verdens tyranner trods….! Vi nægter at overgive os til det meningsløse vanvid, som verdens tyranner lige nu serverer for sagesløse mennesker, der bare ønsker et fredeligt liv med deres kære….(!).
