Getting your Trinity Audio player ready...
|
En nyindkøbt fastvinget drone har siden mandag supplere politiets indsats ved den dansk-tyske grænse.
Den nye drone bliver en del af den midlertidige grænsekontrol, der blev omlagt i 2023 med fokusering på grænseoverskridende kriminalitet,
Syd- & Sønderjyllands Politi er således den første politikreds i Danmark, der har anskaffet en fastvinget drone.
Skal supplere politiets patruljering
Dronen vil være et vigtigt bidrag til den patruljering, der i forvejen sker langs den dansk-tyske landegrænse.
”Vores ny drone kommer ikke til at erstatte de patruljer, der gør et godt stykke arbejde med at bekæmpe kriminalitet og skabe tryghed i det grænsenære område,” oplyser politidirektør Frits Kjeldsen fra Syd- & Sønderjyllands Politi og fortsætter:
”Men dronen vil være et værdifuldt supplement til vores eksisterende indsats, fordi vi får en ekstra dimension til vores patruljevirksomhed.”
Bliver koblet tæt på den daglige politiindsats
Den nye luftbårne teknologi bliver koblet tæt til den daglige politiindsats ved grænsen, herunder patruljering, stikprøvevis indrejsekontrol samt analyser og efterretninger, der understøtter efterforskningen.
”Med dronens kraftige kameraer og hastighed får vi et redskab i værktøjskassen, vi ikke havde tidligere. Vi vil få mulig for hurtigt at hurtigt at rykke ud, og samtidig se, hvad der foregår på landjorden af grænseoverskridende kriminalitet, siger Frits Kjeldsen.
Indkøbet og planlægningen er sket igennem længere tid og er således uafhængig af den seneste tids dronehændelser.
Trygge rammer for både droner og den øvrige lufttrafik
Trafikstyrelsen har været medspiller hele vejen, da styrelsen har det overordnede ansvar for rammerne af luftrummet over Danmark.
Styrelsen har udarbejdet nogle restriktionsområder, som skal sikre, at dronen og andre brugere af luftrummet kan flyve langs grænsen på sikker vis.
”Vores opgave har været at sørge for, at luftfartssikkerheden er i orden, når politiet skal gennemføre patruljeringer med dronen. Samtidig har det været vigtigt at sikre, at droneflyvningerne bliver til mindst mulig gene for flyvepladserne i området,” fortæller kontorchef Signe Finderup Slot og fortsætter:
”Restriktionsområderne sikrer en vigtig adskillelse mellem dronen og andre brugere af luftrummet. På den måde får både politiet og den øvrige lufttrafik klare rammer for afviklingen af lufttrafikken.”
Portræt af dronen:
- Der er tale om en fastvinget drone, leveret af den tyske producent Globe.
- Dronen har et vingefang på tre meter og vejer knap 25 kg.
- Dronen får fast base i Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) i Padborg, hvor betjente er særligt uddannede i at betjene dronen og kameraet.
- Dronen er støjsvag, da den flyver på elektriske motorer.
- Dronen har indbygget en række sikkerhedssystemer i tilfælde af tekniske problemer.
- Dronen bliver udstyret med samme tydelige politi-staffering som politiets patruljekøretøjer, ligesom dronen vil have et blåt blink på undersiden. Blinket kan aktiveres, hvis der er behov for yderligere at synliggøre, at der er tale om politiets drone.