|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Lars Løkkes tvetungede Julefrokostudtalelser
Af Visti Christensen
Hvis det står til troende, hvad Ekstrabladet skriver, så er det lige før Lars Løkke Rasmussen var i færd med at tale over sig ved en julefrokostsammenkomst med et par journalister, og som efterfølgende blev til en podcast. Han mener stadig, at dansk politik ikke kan undvære ham. Han er brobygger, men vil ikke være med i en kommende rød regering. Men på vanlig vis, redder han altid sig selv på målstregen, og slipper ud af fangegarnet. Smart som en fisk, shinende som en sild og glat som en ål.
Valg i sigte
At Lars Løkke ikke er noget stor fan af Mette Frederiksen, har han til dato kunnet skjule på ypperlig vis. Men nu, hvor det lakker mod enden for ham og hans parti, og der ikke er ret meget tilbage at tabe, så er tiden vel moden til ærlig snak og sandheder på bordet.
Overvindelse
Uden omsvøb udtaler Moderaternes leder og stifter, Lars Løkke Rasmussen, at det i sin tid var noget af en kamel for ham at skulle sluge, at Mette Frederiksen igen skulle være landets Statsminister i den nye SVM-regering. Og at han måtte overvinde sig selv ved at skulle gøre hende til det.
Udenrigsminister
Men der var jo andre ministerier ledige. Og efter flere småbump på vejen mht. Udenrigsministerposten, så man gerne en mand på posten, der havde nogle års erfaring i det politiske skuespil. Så det krævede ikke den helt store overvindelse for ham at springe til. Og hvem vovede at anfægte Lars Løkkes evner?
Fans og følgere
På den mondæne Restaurant Møntergade i København vedgår Lars Løkke Rasmussen overfor Anders Breinholt og Anders Lund Madsen, at han ikke er ‘fan’ af sin chef, Mette Frederiksen. For efter et par øl kommer tungen lettere på gled. Og det gælder altså også for landets Udenrigsminister.
Næste Statsminister
Nu er der for tiden megen snak om, hvorvidt Troels Lund Poulsen vil vende tilbage som bud på en blå statsministerkandidat. Men det spørgsmål vil Løkke klogelig ikke gå ind på. Derfor bedyrer han senere, at han fortsat ser Mette Frederiksen som det bedste bud på en dansk Statsminister efter næste valg.
Alle veje er åbne
Og med et helgarderet udsagn kender vi alle Lars Løkke igen. En regering hen over midten giver også fremover et hensygnende parti gode chancer for maximal indflydelse. Selvom så det ved Moderaternes fødsel var et hovedpunkt, at landets politik ikke længere skulle bestemmes af små fløjpartier.
Brug for Løkke
Med sædvanlig selvsikkerhed, og demagogisk sans, udtaler Lars Løkke, at der også fremover er brug for ham i dansk politik. Også selvom der i de seneste politiske meningsmålinger er enkelte, der sender hans parti ned under spærregrænsen. ”Vi er jo dem, der bygger bro!” fastslår han.
Ukuelighed
På Christiansborg hænger der portrætter af tidligere statsministre. De males, når en statsminister går af og gør det klart, at vedkommende ikke vil være statsminister igen. Lars Løkke Rasmussen hænger der ikke endnu. Måske fordi han stadig drømmer om at opnå posten endnu en gang.