Getting your Trinity Audio player ready...
|
Kirken skal samle – ikke splitte
Michael B. Hansen, Byrådskandidat i Horsens for Dansk Folkeparti
Kirken og præster har en grundlæggende opgave: at samle mennesker om tro, håb og kærlighed. Evangeliet handler om tilgivelse, barmhjertighed og næstekærlighed – aldrig om had eller opfordringer til vold. Derfor er det dybt bekymrende, når en præst offentligt hylder drabet på en person, som tilfældet har været med ytringen om Charlie Kirk.
En sådan udtalelse overskrider klart rammerne for præstens hverv. Ifølge Lov om folkekirkens præster, kapitel 1 (§ 2), skal præsten forkynde evangeliet i overensstemmelse med kirkens kald og stand, og samtidig afholde sig fra politiske udmeldinger, der kan skade tilliden til embedet. Når en præst i stedet bidrager til at sprede had og politisere kirken på en måde, der er ødelæggende for dens omdømme, bør det have konsekvenser – herunder en disciplinærsag.
Det er vigtigt at understrege, at langt de fleste præster i Danmark udfører deres hverv med stor seriøsitet og værdighed. De samler menigheder, yder sjælesorg og skaber tryghed i sorg og glæde. De fortjener ros og anerkendelse. Netop derfor er det afgørende, at enkeltstående præsters grænseoverskridende udtalelser ikke får lov til at smitte af på helheden.
Kirken har en samfundsopgave, der er større end politik og dagsaktuelle kampe: den skal minde os om de værdier, der holder mennesker sammen – kærlighed, tilgivelse og håb. Når præster taler i den ånd, er de med til at bygge broer. Når de gør det modsatte, er det kirkens ansvar at reagere.