|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Socialdemokratiet i København støtter SFs, Enhedslistens og Alternativets forslag om, at Københavns Kommune skal tage imod syge børn og deres familier fra det krigshærgede Gaza.
Der er ikke noget nyt i, at SF, Enhedslisten og Alternativet løfter fanen så højt, at fødderne ikke kan nå jorden. Det er bare, hvad man kan forvente fra den idealistisk selvforgabte venstrefløj, der igen og igen overtrumfer Gud selv i godhed. De skulle tage og gå i kloster!
Men det burde kalde på højlydt undren, at Socialdemokratiet i København synger med på denne falske melodi. Den oplagte forklaring er jo nok, at de til det kommende kommunalvalg 18.11 er så pressede af den godhedsforgabte venstrefløjs ideale krav, så de ikke kan se anden udvej end at gøre venstrefløjens politik til deres egen. Der er ikke meget strategi i det. Hvor principløs og slap kan egentlig man være?
Strategien må også kalde på undren, fordi det ikke er længere siden end september 2025, at Socialdemokratiet ved Mette Frederiksen klart undsagde det selvsamme forslag om at hente syge og traumatiserede børn fra Gaza til Danmark. Det skete bl.a med henvisning til Palæstinenserloven af 1992, hvor Danmark mod alle gældende regler alligevel gav asyl til palæstinensere med henvisning til bl.a vores forpligtelse på noget så luftigt som det bibelske krav om næstekærlighed.
Asylet udviklede sig til en total fiasko, som Mette Frederiksen åbenbart ikke her i 2025 har lyst til at gentage. Men hendes afvisning afficerer åbenbart ikke Socialdemokratiet i København. De går kækt mod deres partiformand med henvisning til, at det skylder vi skylder Gazas børn en undskyldning for vores venskab med Israel.
Modsætningen mellem Socialdemokratiet og Socialdemokratiet i København
Hvorfor er der ingen der reagerer på, at Socialdemokratiet i spørgsmålet om asyl til palæstinensiske børn og deres familier er et hus i splid med sig selv? Hvor det landsdækkende parti siger et, mens Socialdemokratiet i København siger det stik modsatte
Hvorfor er der ikke nogen, der beder Mette Frederiksen forklare, hvad der helt præcist er Socialdemokratiets politik i spørgsmålet om at lade palæstinensiske børn fra Gaza komme til Danmark og blive indlagt på hospitaler i København?
Mette Frederiksens tavsheden er påfaldende, men den understøtter jo bare mistanken om, at Socialdemokratiet på landsplan og i København helt bevidst foretrækker at leve med denne tvetydighed. Det kan man så forstå, at Socialdemokratiet kan se sin fordel i, men det er da ufatteligt, at hun hverken fra politisk eller journalistisk hold er blevet bedt om en forklaring.
Svend Lindhardt
