Gravide Louise blev dræbt med elleve knivstik, da hun luftede hund – nu er den 32-årige Alexander Toro Møllmann idømt fængsel på livstid

Getting your Trinity Audio player ready...

Østre Landsret har tirsdag idømt 32-årige Alexander Toro Møllmann fængsel på livstid for drabet i november 2016 på den gravide Louise Borglit.

 

”Landsretten har nu slået fast at det var den 32-årige, der var drabsmanden. Jeg håber, at dommen kan blive et slags punktum for den dræbte kvindes pårørende,“ siger specialanklager Bo Bjerregaard fra Statsadvokaten i København i en kort pressemeddelelse om den ni år gamle drabssag.

 

Bo Bjerregaard har ført sagen på vegne af Statsadvokaten i København.

 

Ved tirsdagens retsmøde oplyste retsformanden, at de tre juridiske dommere og de ni nævninger var nået frem til en enstemmig afgørelse hvad angår både skyld og strafudmåling, skriver Ritzau.

 

En aften i Elverparken den 4. november 2016

Det var ved 19-tiden om aftenen den 4. november 2016, at 32-årige Louise Borglit var gået en tur ind i Elverparken i Herlev for at lufte sin søsters hund, Maggie.

 

 

Louise var på det tidspunkt gravid i syvende måned.

 

 

Ifølge vidner blev aftenstilheden i parken klokken lidt over syv pludselig revet i stykker af to skrig, og nogle minutter senere fandt man Louise.

 

 

Hun lå bevidstløs på jorden.

 

 

Dræbt af, hvad der senere viste sig at være elleve knivstik.

 

 

Også det syv måneder gamle barn i hendes mave mistede livet.

 

 

Ingen af parterne kendte hinanden, og drabet var således helt umotiveret, men under retssagen kom det frem, at Alexander Toro Møllmann havde et stort forbrug af kokain og hash.

 

 

Muldvarpen ”Frank”

 

Selvom politiet længe stod på bar bund i sagen, havde man Alexander Toro Møllmann i kikkerten og endte med at anholde og sigte ham i 2022.

 

 

Han afsonede på det tidspunkt en dom for drabsforsøg på sin kæreste, som han havde forsøgt at slå ihjel året efter drabet på Louise Borglit og var i øvrigt en kendt voldsmand.

 

 

Det lykkedes for politiet at få en muldvarp, der senere blev kendt under dæknavnet ”Frank”, placeret hos ham i fængslet.

 

 

Her fortalte han under flere samtaler med ”Frank”, som i virkeligheden var PET-agent, at han havde begået drabet og berettede om detaljer, som kun drabsmanden kunne vide noget om.

 

 

Så selvom der ikke forelå nogle tekniske spor i sagen, der kunne placere Alexander Toro Møllmann på gerningsstedet, var de detaljer omkring drabet, som han indviede ”Frank” i, tilstrækkelige til at få ham dømt.

 

 

Da det var første gang, politiet havde anvendt en muldvarp til at trække en tilståelse ud af en tiltalt, opstod der en strid i byretten om, hvorvidt oplysningerne kunne bruges som bevismateriale, hvilket medførte flere måneders forsinkelser.

 

 

Striden endte i Højesteret, der blåstemplede metoden.

 

 

Skærpede byrettens dom

 

Det var Alexander Toro Møllmann selv, der havde anket byrettens afgørelse med påstand om frifindelse og dermed også den forvaringsdom på ubestemt tid, som Retten i Glostrup havde idømt ham.

 

 

Som nævnt stadfæstede landsretten ikke blot byrettens afgørelse i skyldspørgsmålet, men skærpede også dommen til fængsel på livstid.

 

 

Ved fængsel på livstid skal der gå mindst tolv år, før en eventuel prøveløsladelse kan komme på tale.

 

 

Ved en forvaringsdom på ubestemt tid, kan en person løslades, når psykiatere skønner, at det vil være forsvarligt, og en dommer efterfølgende godkender det.

Del på Facebook