|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Den hollandske sociolog Ruud Koopmans er en førende europæiske forsker inden for islam, indvandring og integration. Han er professor ved universitetet i Berlin.
I sin bog “The Fall of the Halvmåne” beskriver undersøger han de omfattende og negative konsekvenser islam har for Europa.
Det faktum, at så mange muslimer ikke bliver en del af den danske samfundskulturen i Danmark eller andre europæiske lande burde bekymrer alle politikere, medier og forskere dybt.
når så mange muslimer vender det nationale værdifællesskab ryggen, burde det bekymrer dem dybt.
Når så stor en del af befolkningen er ligeglade med eller direkte bekæmper det samfund, de er en del af så truer det sammenhængskraften i de europæiske nationalstater.
Den hollandske forsker Ruud Koopmans er i øjeblikket i Sverige med bogen Halvmånens fall, der handler om, at muslimer ikke integrerer sig i Europa. Han forklarer også, hvorfor muslimer ikke integrere sig. Hvorfor de ikke er assimilerede i den europæiske kultur men lever i parallelsmfund med egne love og regler. (rights.no)
I den anledning er Koopman blevet interviewet af den svenske avis Fokus:
Her opfordrer Koopman til, at vi holder op med at bilde os selv ind, at muslimer ikke er integrerede, fordi de har det svært økonomisk.
Sammenhængen er nærmest den modsatte.
Migranterne lever højt på de europæiske samfunds velfærdssystemer.
Sammenhængen mellem stærke velfærdsstater og manglende assimilation er slående. Koopmans forskning viser, at stærke velfærdsstater har sværere ved at assimilere grupper med store værdiforskelle.
De sociale sikkerhedssystemer gør det muligt at leve et liv i et parallelsamfund. Man kan leve godt og trygt uden at være en del af samfundet fællesskab – sprog og normer.
“Multikulturalisme er ikke forenelig med en stærk velfærdsstat,”. Han mener, at det er Danmark og nu også Sverige ved at forstå. De skærer ned på ydelserne og strammer kravene til indvandrere.
Koopmans’ konklusion er, at manglen på assimilering af en meget stor del af den muslimske befolkning i Vesteuropa handler om medbragt kultur og religion, ikke økonomisk marginalisering. Manglen på bidrag til nationalstaterne udgør en risiko for at underminere demokratiske normer.
“Jeg indså, at det ikke var sociale og økonomiske faktorer, der gjorde det vanskeligt for muslimer at integrere sig,” siger han og peger i stedet på værdiforskelle mellem Europa og mange oprindelseslande i Mellemøsten og Nordafrika. I lande, hvor familie, kønsroller og religion styrer det sociale liv, skabes der mønstre, der vanskeliggør blandede ægteskaber, naboskabsdannelse og daglig kontakt – nøgler til integration.”
Og det bliver kun værre med de generationer, der er født i Europa. De er generelt mindre integrerede en dem, der indvandrerede til Europa.
Demokrati og ytringsfrihed
For Koopman er det helt afgørende, at vi forstår, at forskellene i grundværdier er en trusler mod selve d europæiske demokratier.
“Muslimer truer allerede det svenske demokrati,” siger Koopman til den svenske avis.
Det er ikke så meget de mange bandeopgør og mord. Det er truslen mod ytringsfriheden, der er den største trussel mod demokratiet. Vi tier og underkaster os af frygt.
Og frygten er reel, siger han og henviser til mordet på Theo van Gogh og angrebet på Charlie Hebdo. Nogle af de mange forfærdelige hændelser, der har skræmt kritikere til tavshed.
Han kunne også have nævnt skolelæreren Samuel Paty, der blev halshugget på åben gade, fordi han havde vist tegninger af Muhammed i sin undervisning.
Frygten for islamisters gengældelse har en lammende effekt.
Lukkede grænser
Ruud Koopmans tøver ikke med at kalde det europæiske asylsystem både moralsk forkert og direkte ondt.
“Inden for Europas grænser har vi et humant system med juridisk beskyttelse, klager og så videre. Men man kan kun få adgang til det system ved at betale menneskesmuglere og overleve rejsen gennem Sahara, over Middelhavet, risikoen for voldtægt, død, tortur og slaveri. Det er ret dårligt, for hvis man beder folk om at risikere deres liv og give hele deres familieformue til en kriminel industri for at få adgang til Europa, er det moralsk forkert,” siger han.
Derfor mener Koopmans, at det er moralsk rigtigt at lukke grænserne.
Stop islamiseringen
Koopman mener også, at man skal sige fra overfor muslimsk betingede særkrav.
“Det ville også være godt at forbyde burka og niqab og kræve, at alle viser deres ansigt offentligt.”
Forslaget viser forskellene mellem de forskellige europæiske lande. Danmark har for længst forbudt niqab og burka i det offentlige rum.
Men i andre lande kan forslagene opfattes som kontroversielle, siger Koopmans, men ifølge ham er de nødvendige for at forsvare demokratier og åbne samfund.
At opnå integration/assimilation kræver ifølge Koopmans en fælles hilsekultur, lighed for loven og fuld ytringsfrihed – uanset om sidstnævnte kan forårsage sårede følelser.
Bogens hovedteser er (gengivet efter rights.no):
For det første:
Sammenligninger mellem grupper med samme oprindelsesland viser store forskelle.
Kristne libanesere klarer sig betydeligt bedre end muslimske libanesere i Vesten, selv når der kontrolleres for uddannelse og sprog.
I Storbritannien viser hinduer fra Indien betydeligt bedre resultater på arbejdsmarkedet end muslimer fra Pakistan og Bangladesh. Dette skyldes ikke mindst, at hinduer og sikher tillader kvinder at komme ind på arbejdsmarkedet, hvilket styrker deres børns chancer for succes her i Europa.
For det andet:
I muslimske lande – og blandt muslimske immigrantgrupper i Vesten – er kvinders arbejdsstyrkedeltagelse lavest, hvilket hæmmer vækst og integration over tid.
For det tredje:
I den islamisk dominerede verden bruges der relativt få ressourcer på sekulær uddannelse, skolefrafald er højere, og internationale faglitterære og litterære værker oversættes mindre. Ifølge Koopmans afspejler dette en svagere vidensproduktion.
For det fjerde:
Mange muslimske lande kriminaliserer blasfemi og det at forlade islam; dette former holdninger, der også ledsager migration, som f.eks. i Danmark, hvor tre ud af fire muslimer lovligt ville forbyde kritik af islam.
For det femte:
I europæiske undersøgelser finder Koopmans, at et betydeligt mindretal af muslimer sætter religiøse regler over national lov og udtrykker intolerance over for jøder og homoseksuelle. Han anslår andelen af religiøse fundamentalister til omkring 40-45 procent – langt højere end den tilsvarende andel blandt kristne i Europa, som er omkring 4 procent.
Islam er problemet
Samlet set danner dette billede ifølge Koopmans en forklaring på, hvorfor integrationen af muslimer er langsom, og hvorfor reformer skal begynde i normer, retsstatsprincipper og uddannelse, ikke i mere individuelle løsninger.
Koopmans mener, at integration/assimilation fungerer bedst, når modtagersamfundet sætter klare rammer, som alle skal følge: Samme sprog, lighed mellem individer herunder kvinders ligestilling, individuel frihed og legitimiteten af (religions)kritik.
Samtidig er han pessimistisk med hensyn til hurtige gennembrud.
Uden teologisk og kulturel modernisering af islam, der accepterer en klar adskillelse mellem religion og stat, vil konflikten mellem islamiske normer og vestligt demokrati fortsætte, mener han.
Her er den grundlæggende forhindring, at selve fundament for islam er, at der ikke er en adskillelse mellem religion og stat: Islam er love og regler for samfundet og menneskers adfærd givet af Allah. Dem der sætter sig op mod det betragtes som frafaldne muslimer. De udstødes og i værste fald bliver de slået ihjel.
Groft sagt, så er en integreret muslim ikke længere muslim.
Derfor går så få muslimer op mod islam, og derfor er integration så uendelig svær.
