I takt med masseindvandringen fra Mellemøsten og Nordafrika har Europa importeret en kultur, hvor fjendtlighed mod jøder er dybt rodfæstet

Når magten frygter gerningsmanden mere end offeret, er den moralske kapitulation total.

Antisemitismen ikke længere et marginalt råb fra udkanten – den er ved at blive en del af Europas nye normal. Jødiske borgere, børn og kulturinstitutioner udsættes for chikane, trusler og intimidering, og myndighedernes svar er ikke beskyttelse, men forsigtighed. En forsigtighed, der hurtigt bliver et andet ord for moralsk kapitulation. Vi er vidner til en sekulær dhimmitude – et kontinent, der frivilligt bøjer nakken for den trussel, det ikke tør konfrontere.

Birmingham: når magten bøjer sig

Det mest groteske eksempel finder vi i Birmingham. Her besluttede myndighederne, at fans fra det israelske fodboldhold Maccabi Tel Aviv ikke måtte møde op til kampen mod Aston Villa – af hensyn til deres egen sikkerhed. West Midlands Police kaldte det “risikostyring”, men i praksis var det en erklæring: jøder frarådes adgang, fordi andre ikke kan opføre sig ordentligt.

Byens politiske landskab gør beslutningen endnu mere sigende: Englands næststørste by har allerede rundet over 30% muslimer, og det kan aflæses direkte – både elektoralt og i beslutningen om at forbyde israelere adgang til fodboldkampen: Birminghams borgmester, Zafar Iqbal, og fremtrædende byrådsmedlemmer som Waseem Zaffar og Mumtaz Hussain – alle med muslimsk baggrund – støttede tiltaget, mens det var det nyvalgte, muslimske parlamentsmedlem for Birmingham Perry Barr, Ayoub Khan, der fremsatte og fik tilslutning til borgerforslaget om at forbyde israelske spillere og fans “af moralske grunde”.

Det kræver en særlig form for moralsk relativisme at kalde diskrimination moral. Regeringen i London forsøgte efterfølgende at trække beslutningen tilbage, men skaden var sket: når jødiske fans forbydes adgang ”for deres egen sikkerheds skyld”, er antisemitismen allerede blevet en administrativ rutine – et led i kommunal “krisestyring”, hvormed Birmingham blev et lærestykke i, hvordan man bøjer sig for voldsmandens veto.

Sverige: forsigtighed som dyd

Nordpå gentager mønstret sig:  I Sverige blev en jødisk filmfestival i september aflyst, fordi ingen biografer ville huse den. Officielt handlede det om sikkerhed, uofficielt om frygt og svensk tolerance er dermed endt som sekulær dhimmitude: jødisk kultur kan kun finde sted, hvis ingen føler sig krænket af den. “Ingen biograf tør vise jødiske film” – sætningen kunne have stået i en avis fra 1930’erne.

Man kalder det hensyn. Men hensyn, der gives til dem, der truer, og ikke til dem, der trues, er ikke tolerance. Det er underkastelse forklædt som civiliseret overvejelse.

Danmark: rundbordsmøder som erstatning for mod

Heller ikke Danmark er uberørt. Da drengeholdet fra den jødiske forening JIF Hakoah skulle spille mod Brønshøj Boldklub, blev kampen aflyst. Først sagde man, at forældre ikke ville lade deres børn møde “et jødisk hold”; siden hen, at man frygtede propalæstinensiske protester.

Københavns Kommune indkaldte efterfølgende til et rundbordsmøde om antisemitisme i idrætten – en særlig dansk disciplin: vi taler om problemet, når skaden allerede er sket og Rundbordet er for længst blevet symbol på et samfund, der hellere modererer tonen end forsvarer princippet.

Det er et mildere udtryk for samme sygdom som i Birmingham og Stockholm: den moralske kapitulation. Myndighederne ved godt, hvad der er rigtigt – men de vælger det forkerte, fordi det føles mindre farligt.

Importen af jødehad – og venstrefløjens nyttige idioter

Den voksende antisemitisme har flere kilder, men den mest åbenlyse viger man stadig tilbage for at sætte navn på: importen af islam. I takt med masseindvandringen fra Mellemøsten og Nordafrika har Europa importeret en kultur, hvor fjendtlighed mod jøder er dybt rodfæstet.

Og konflikten mellem Israel og Hamas har sat turbo på antisemitismen i Paris, Berlin, London – og København. De endeløse pro-Palæstina/Hamas-demoer glider ubesværet over i hadefulde slagord mod jøder, og venstrefløjens aktivister stiller sig loyalt til rådighed som mikrofonholdere. Selv kalder de det solidaritet, men i praksis fungerer de som nyttige idioter for et had, de enten ikke forstår – eller ikke tør konfrontere. At de skulle billige og tilslutte sig det, er for grum en tanke for en vesterlænding.

Det er netop denne alliance mellem islamiske miljøer og den sekulære venstrefløj, der skaber Europas nye dobbeltmoral: Man prædiker antiracisme, men ser passivt til, når jødiske børn ikke kan spille fodbold i fred. Man taler om tolerance, men accepterer, at tolerance kræver jøders usynlighed. Det er den moderne, sekulære form for dhimmitude – frivillig underkastelse af frygt for at blive kaldt intolerant.

Europa bøjer sig

Når myndigheder, regeringer og medier hellere vil administrere frygten end konfrontere den, betyder det, at antisemitismen allerede er integreret i systemet. Det sker sjældent med store fanfarer. Det sker med små justeringer, forsigtighedserklæringer, aflysninger og rundbordsmøder. Det sker, når man frygter gerningsmandens vrede mere end offerets rettigheder.

Det er ikke modstand, det er forvaltet kapitulation. Og jo længere Europa bliver ved at bøje sig, desto sværere bliver det at rejse sig igen.