|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Hvis man som jeg udtrykker forståelse for Israels angreb på Gaza, bliver man betragtet som karakterafviger. Hvad i alverden er der dog galt med dig, spørger familie og venner med lige dele af skuffelse, raseri og bekymring? Vi har fejlagtigt troet, at du var et ordentligt menneske, ligesom os, men nu er skellene faldet fra vores øjne.
Og når man så i den anspændte stemning skal gå planken ud i en byge af vrede og hidsige spørgsmål, bliver man alt for ofte fanget i skænderier om detaljer vedrørende historien mm.
Så derfor dette skriv, hvor jeg vil prøve at forklare, hvorfor jeg så åbenbart i spørgsmålet om Gaza har meldt mig ud af pæne og ordentlige menneskers selskab.
Israel er for mig uopgivelig
FNs beslutning fra 1948 om oprettelsen af et jødisk hjemland på Palæstinas jord, efter det jødiske folks lidelser i koncentrationslejrene, er for mig helt grundlæggende.
Israelere er så åbenlyst ikke helgener, og jeg vil til hver en tid være med til at kritisere Israel for dets bosættelsespolitik på Vestbredden og i Jerusalem. Ligesom jeg også føler væmmelse ved både bosættere og ultraortodokse jøder og deres nærmest racistiske had til arabere.
MEN når det er sagt, så er jeg altså mur og nagelfast i min støtte til staten Israel og dens fortsatte beståen. Så ja, jeg vil gerne være med til at kritisere Israel, men jeg vil ikke være med til at Israels ca 9 millioner jøder skal smides i havet. Og det er lige præcis det, som islams fundamentalister i skikkelse af Hamas, islamisk Jihad og Fatah kræver. Nogle er mere hard core end andre, men at the end of the day er der ingen arabere, der virkeligt anerkender legitimiteten af en jødisk stat.
For Hamas, Islamisk Jihad og alle øvrige muslimer er det iflg Koranen og profetens sædvane simpelthen religiøs pligt for muslimer at føre væbnet jihad mod jøder og Israel. Forklaringen herpå er, at området med byen Jerusalem (som de kalder al-Quds, den hellige) er skænket til islams umma af Allah i forbindelse med profetens natterejse. For os er det vrøvl, men for muslimer er det en del af deres DNA. Det er et helt centralt element i deres fælles narrativ, så det er ikke til diskussion.
Anerkendelse af staten Israel er derfor for muslimer forræderi overfor Allah, Koranen og profeten Muhammed.
Israel kan man altså derfor ikke slutte fred med, for Israel skal nedkæmpes. ”From the river to the sea, Palestine will be free”.
Det undrer mig ..
Det undrer mig, at vi sammen med resten af vesten sværger til en to-statsløsning, når nu vi ved, at ingen af parterne vil den, hverken jøderne eller muslimerne.
Det undrer mig, at vi så ukritisk viderebringer Hamas dækning af Gazakrigens begivenheder. Døende børn og grædende kvinder og mænd. Det er en iscenesættelse, der ville have været nazisterne værdig, men vi takker gladelig ja til at kolportere disse fuldstændigt uvederhæftige partsindlæg.
Det undrer mig, at mediebilledet generelt er så gennemsyret af den danske venstrefløjs dæmonisering af staten Israel, parret med en næsten total blindhed overfor Hamas grusomheder overfor de jødiske gidsler.
Det undrer mig, at vi så beredvilligt bagatelliserer og bortforklarer Hamas grusomheder med henvisning til at det er pay back for jødiske ditto.
Og endelig undrer det mig, at vi fastholder vores forestilling om, at Gazas befolkning er uskyldige ofre. Vi agerer som om vi er helt ubekendte med, at Hamas som en gren af Det Muslimske Broderskab nyder Gazas befolknings tillid, hvilket klart er blevet demonstreret ved alle folkeafstemninger.
Svend Lindhardt
