|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Det er lidt vemodigt at skrive en overskrift som denne, når man i en menneskealder har tjent til livets ophold som sognepræst i Folkekirken. Men sandheden er jo, at virkeligheden i længden er svær at skjule. Både for borger og bonde, høj og lav, præst og degn, minister og politiker.
Kirken i Glemmebogen
Folkekirken har i to menneskealdre været under pres. Så stort, at biskopperne inviterer imamer indenfor til et ’fredens samarbejde’. Og for nylig har 9 af ti bisper foreslået ’dobbelt medlemskab’, så folk med anden tro end den Evangelisk-lutherske, samtidig kan blive medlemmer af Folkekirken. Endnu et tegn på, at ligegyldigheden over for kirken, søges udfyldt med noget nyt, der kan udfylde de tomme rammer.
Godkendte trossamfund
I de seneste årtier har nyreligiøse, humanistiske og ateistiske foreninger fået statsanerkendelse. Et tegn på, at kirken vil imødekomme dem, der mener, at rettroenhed er et grimt ord, selvom Grundlovens § 4 siger, at Den evangelisk-lutherske Kristendomsopfattelse er det danske folks, og understøttes af staten. Men det er glemt, i takt med, at kristen børnelærdom, moral og etik, er borte fra danskernes rygmarvsoplagring.
Officiel ateisme
I 1970erne fik daværende undervisningsminister Ritt Bjerregaard afskaffet det i folkeskoleloven lovfæstede krav om kristendomsundervisning. Hun udtalte, at Jesus kun rangerede på højde med trolde og julenisser. Alligevel foreslår kulturministeren nu, at der rejses en statue af Ritt Bjerregaard. I 1980erne tillod kirkeminister Bertel Haarder, at folkeskolen kunne se bort fra kravet om, at elever på 7. eller 8. klassetrin skulle kunne frigives til konfirmandundervisning i præsternes konfirmandstuer i skoletiden.
På afveje
Det er nok forkert at påstå, at folkekirken er ved at begå selvmord. Men meget afslører, at en afsporing er i gang, og at kirken – i sin overlevelseskamp for at bevare bare lidt status og indflydelse – er begyndt at godtage og velsigne ukristelige ting og aktiviteter, der intet har at gøre med det, som Kristus lærte og sagde, befalede og anbefalede, og som i århundreder har været grundlag for sand kristendom og kultur.
Drop-in dåb og vielse
I dag inviteres folk direkte ind fra gaden for at blive døbt. Uden betingelser om at tro på Gud. En såre ukristelig invitation, da der jo efter trosbekendelsen spørges: ”Vi du døbes på denne tro?” Også vielser er der gået inflation i. Tv viser folk, der bliver gift ved første blik, så moderne kirkebryllupper bør vel ligne rådhuset og Las Vegas? Og yderligere tilbyder kirken jo ’Fader Vor’, Guds velsignelse og efterfølgende ’nadvervin’ og kransekage.
Kirkens fjender
Angrebene på kirken begyndte i 1960erne. Moralnivellerende kulturfolk tiltvang sig mediepladser, hvorfra de reklamerede for selvbestemmelse, fri hash, ægteskabelig løsdrift og socialrealistiske børneudsendelser, hvor nye og skiftende forældre lavede grin med hævdvunden etik. Kristne lejre påtalte forgæves det nye, som var kemisk renset for kristen moral, og radiotransmitterede gudstjenester blev ofte afbrudt af ’arrangerede kabelnedbrud’. Forfatter Anders Bodelsen forlangte klokkeringningsforbud, så man kunne sove søndag formiddag, og Kristelig Lytterforening og Erhard Jacobsens Aktive Lyttere og Seere blev overhørt af kulturradikal missionsvirksomhed.
Tomme kirker
I et halvt århundrede har der været få kirkegængere. Bortset fra juleaften. I Påsken holder folk ferie, og glemmer alt om ham, der kaldte sig Vejen, Sandheden og Livet. Under 2 % af sognet deltager i søndagens gudsdyrkelse. Lidt flere, når der er dåb. I Præsteløftet lover man at forkynde Evangeliet ud fra kirkens Bekendelsesskrifter. Det er kirkens eksistensberettigelse. Men kniber med kunder, lefles for ’engangskirkegængere’.
Fokusflytning
I Påsken reklamerer man nu med præstegøgl og æselskryden. Det dyr, Jesus red ind i byen på, til sin sidste uge i denne verden. Levende æsler venter udenfor på gulerødder og rideture, og indenfor opfører konfirmander f.eks. ”Kejserens nye Klæ’r”. Men underholdning er jo ikke tro på Kristus. Og faktisk er det kun halvkristelig fernis, at præsten lover at ville fortælle, at Jesus hyldedes som en konge, der dog ikke ligner vor nye kong Frederik. Og påskeæg, påskeharer og påskesange kan jo ikke erstatte påskesalmer. Og når en præst red rundt i kirken på en ”æselkæphest”, kan det da ikke udelukkes, at noget sådant med tiden kan lokke flere folk og æsler i kirke. Men indtil videre lader biskopperne tingene passere. De har travlt med at påpege uretfærdighederne i denne verden.
