Russiske droner trænger ind i NATOs luftrum – Putins grove provokationer skal teste Vestens evne til at forsvare sig

En af de russiske droner, der er skudt ned i Polen
Getting your Trinity Audio player ready...

Rusland har sendt droner ind over Polen – et NATO-land.

 

Det er en optrapning af Ruslands krig mod Ukraine og en provokation af Vesten..

 

“Vi er tættere på krig end nogensinde før Anden Verdens Krig”, siger Polens premierminister Donald Tusk.

 

Natten til onsdag fløj 25 russiske droner ind i det polske luftrum.

 

Det er sket før. Men angrebet i nat var større og mere planlagt.

 

For første gang skød polsk militær mod dronerne. Fire droner blev skudt ned. En af dem ramte et hus.

 

En anden drone fløj halvvejs gennem Polen og blev skudt ned kun 300 km fra Bornholm.

 

Onsdag morgen offentliggjorde polske medier billeder af det sønderbombede hus i Lublin-området i Polen.

 

Donald Tusk var i øjeblikkelig kontakt med NATOs generalsekretær, Mark Rutte.

 

Onsdag morgen samlede Tusk sine krisestab.

 

Senere i dag samles EU-landene for at drøfte den grove krænkelse af Polen og NATOs luftrum.

 

Senere onsdag formiddag bad han om støtte fra sine allierede i NATO. Tusk ønskede at artikel 4 blev aktiveret. Artikel 4 siger, at en land, der føler sg truet, kan anmode om at få samlet NATO-landene til et møde.

 

EU’s udenrigskommissær, Kaja Kallas fra Estland, skrev på X: I den forgangne nat blev Polen ramt af den værste krænkelse af polsk territorium fra russisk side siden krigens begyndelse. Kallas fortsætter: “Der er indicier for, at disse angreb var bevidste – der var ikke tale om tilfældige fejltagelser.”

 

Kallas  er ikke alene om at se denne voldsomme aggression som en helt bevidst handling. Et forsøg på at intimidere (skræmme) NATO-landene, så de bøjer sig for den russiske aggression.

 

Ruslands sværm af droner mod Polen er et fuldstændig åbenlyst forsøg på at tvinge ukrainerne og Vesten til at makke ret og indordne sig under diktatoren Vladimir Putins dagsorden.

 

De polske styrkers overkommando slår fast: “Dette er en aggressiv handling, der udgør en reel  trussel mod befolkningens sikkerhed.”

 

Polakkerne følger disse ildevarslende begivenheder med særlig skarp opmærksomhed. De har særdeles alvorlige erfaringer med aggressioner østfra. Og nu er de så endnu engang i konfrontation med en russisk diktator – Vladimir Putin.

 

De polske styrkers overkommando lægger ikke skjul på situationens alvor. I en erklæring på X skriver forsvarsminister Wladyslaw Kosniak-Kamysz: “Vores fly har sat deres våben ind mod fjendtlige objekter. Udover det polske luftvåben er der også F-35 kampfly fra Holland i luften.

 

Polens regeringsleder, Donald Tusk, skriver, at man har givet et væbnet svar  på den fjendtlige luftaktivitet, herunder sværmen af droner. Polakkerne efterlader ingen tvivl om, at man betragter Ruslands massive indsats med droner som en særdeles fjendtlig handling. Men foreløbig forholder de polske myndigheder sig afventende og iagttagende – og advarende.

 

Polakkernes historiske erfaringer gør dem ekstremt agtpågivende over for de russiske intentioner. Man kan på ingen måde udelukke, at polakkerne forbereder sig på væbnede sammenstød, hvis Putin begynder at eskalere sine aggressioner.

 

Under alle omstændigheder er der tale om en særdeles alvorlig situation, som kan udvikle sig til alvorlige konfrontationer mellem det russiske diktatur og det frie Vesten i NATO.

 

Der er absolut ingen grund til at tro, at Putin frivilligt vil dæmpe sine magtambitioner.

 

Tværtimod har han de seneste uger intensiveret sine angreb på Ukraine.  Og nu kommer dette angreb på Polen.

 

Rusland optrapper krigen for at udnytte Europas militære og politiske svaghed, samt Trumps fortsatte tøven med at sætte hårdt ind overfor Rusland med sanktioner og militærhjælp til Ukraine.

 

Men man er nødt til for alvor at sætte Putin stolen for døren, hvis man skal undgå en stigende russisk indflydelse i Europa.

 

Det kræver viljen til at tage et opgør med Putin. Har Trump den? Det har længe været uklart. Men det er da muligt, at Trump er på vej i en mere Putin-kritisk retning. Det må han i givet fald vise ved at tage et åbent opgør med den russiske diktator og hans dybt demokratifjendtlige verdensbillede.

 

Det kræver en markant oprustning i NATO-landene og en dertil hørende vilje til at sætte Rusland og dets aggressive provokationer stolen for døren – blandt andet ved en fuldtonende krig mod de russiske droner.  Den aktuelle krig på droner, som Putin har sat fornyet gang i, vil vise, hvad Vesten kan forvente fra det russiske diktaturs side.

 

Vesten må føre en fuldtonende kamp mod den russiske aggression, der betjener sig af dronerne som et afgørende våben. Denne kamp på droner må gå hånd i hånd med en kamp på missiler – en kamp, hvor Europa – herunder i høj grad Ukraine – har hårdt brug for støtte fra USA, specielt når det gælder langtrækkende missiler.

 

Her og nu vil dronekrigen rase videre. Den skal fra vestlig side føres med maksimal hårdhed og konsekvens.

DailyMail  DailyMail

Del på Facebook