|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Under en stikprøvekontrol af grænsekrydsende pakker hos en post- og kurervirksomhed i København stod tolderne i efterårsferien pludselig med to farlige pakker.
Pakker, der indeholdt intet mindre end 36 kilo kanonslag.
Sagen er overdraget til Københavns Vestegns Politi, som nu efterforsker den.
”Det er meget farligt, når der bliver smuglet ulovligt fyrværkeri til Danmark i pakker, og heller ikke modtagerne kan vide sig sikre på kvaliteten af ulovligt fyrværkeri,” siger kontroldirektør i Toldstyrelsen, Jeppe Kjærgaard og fortsætter:
”Dette fund understreger, at vores stikprøvekontroller af grænsekrydsende pakker er vigtige, når vi som her kan finde så mange stykker fyrværkeri i en forsendelse.
Sætter både sit eget og andres liv i fare
Jeppe Kjærgaard understreger, at ved at købe ulovligt fyrværkeri sætter man sit eget og ikke mindst andre menneskers helbred i fare.
Fyrværkeriet kan være produceret uden hensyn til almindelige regler for produktsikkerhed.
”Så vores opfordring er, at man bør vente med at købe fyrværkeri, indtil de godkendte salgssteder åbner,” lyder anbefalingen fra Jeppe Kjærgaard.
Også hos Københavns Vestegns Politi ser de med alvor på sagen:
”Ulovligt fyrværkeri er ikke bare strafbart at importere – det er også farligt at håndtere. Sagen her giver endnu en gang grund til at opfordre borgerne til at holde sig fra at købe fyrværkeri gennem uautoriserede kanaler, siger politikommissær Kristian Broch, Københavns Vestegns Politi.
Tilbageholdt over to tons fyrværkeri i 2023
I 2023 tilbageholdt Toldstyrelsen 2.375 kilo fyrværkeri.
Går vi længere tilbage har Toldstyrelsen fra 2018 til 2022 registreret knap en femdobling i mængden af tilbageholdt fyrværkeri fra 321 kilo 2018 til 1.859 kilo i 2922.
Som forbruger er det ulovligt at indføre fyrværkeri til Danmark. Man må hverken tage fyrværkeri, man har købt i udlandet, med hjem til Danmark eller bestille fyrværkeri fra udenlandske eller ikke-godkendte hjemmesider.
Når Toldstyrelsen tilbageholder ulovligt fyrværkeri, der forsøges indført til Danmark og overdrager det til politiet, kan sagerne ende med bødestraf og i yderste tilfælde fængselsstraf til modtageren.