Getting your Trinity Audio player ready...
|
Det kan ikke være rigtigt, at man som ældre borger i Danmark skal gå 11 uger uden at få et bad.
Holger Hansen, en dement ældre mand på et plejehjem i Korsør, havde ikke været i bad i næsten 11 uger. Hans datter, Mette, opdagede det ved et tilfælde, da hun så et badeskema. Holger havde lange, beskidte negle, rifter i ansigtet og hår, der bar præg af mange ugers forsømmelse.
Det er dybt uværdigt. Og desværre er det ikke en enlig svale. Det er et billede på et ældreområde, hvor varme hænder er blevet til kolde hænder, og hvor Excel-ark og budgetter ofte vejer tungere end mennesker.
Jeg nægter at acceptere, at den generation, der byggede Danmark op, nu bliver svigtet på deres gamle dage. Mænd og kvinder, der har arbejdet hele livet, betalt deres skat og gjort deres pligt, fortjener omsorg, respekt og værdighed. Ikke at blive reduceret til en plejeopgave på et overfyldt skema.
Derfor siger jeg, og Dansk Folkeparti: Vi vil have en ældreombudsmand, der kan sikre, at ingen ældre bliver overset eller svigtet. Vi kræver flere varme hænder i plejen, så personalet får tid til omsorg og nærvær. Vi vil indføre et værdighedstjek på alle plejehjem, så hver eneste ældre får den pleje, de fortjener.
Det handler om at give vores ældre, mennesker som Holger, den tryghed, omsorg og respekt, de har fortjent gennem et langt liv.
Vi vil sætte Danmark og danskerne først. Det gælder også for vores ældre, og jeg er taknemmelig for, at du står sammen med os i den kamp.