Canada

Canada er i mange år gået under radaren med hensyn til den brede diskussion om, hvor den vestlige verden er på vej hen i disse årtier som følge af årtiers massiv indvandring fra Den Tredje Verden.

Det er for så vidt mærkeligt, men kan bl.a. forklares ved, at landet trods alt har afvist en stor del af indvandrerne. Gennem et pointsystem er ansøgere blevet bedømt efter især to kriterier, nemlig graden af uddannelse kombineret med graden af uddannelsens anvendelighed på det canadiske arbejdsmarked.

En højtuddannet inden for naturvidenskab kunne således være temmelig sikker på at på opholdstilladelse. Det samme gælder mange faglærte håndværkere, mens humanistisk uddannede og dem uden nævneværdig uddannelse har større sandsynlighed for at få et nej.

Canada omkalfatret
I dag er knap 25 pct. af Canadas befolkning født i udlandet. I Danmark er den tilsvarende andel på otte procent. Forskellen er til at tage og føle på. Et spørgsmål er så, om Canadas oprindelige befolkning af europæiske kolonialister har haft gavn af den store indvandring.

Det mest korrekte svar er, at de oprindelige englændere, franskmænd og andre fra Nordeuropa i det mindste ikke har betalt nær den samme høje pris som USA og en stribe vesteuropæiske lande i form af ringere velstand og kulturel og etnisk fremmedgørelse. Her ser flere og flere af de oprindelige indbyggere deres lokalområder forvandle sig markant i løbet af en kortere årrække.

Ny erkendelse
Nu har selv den politisk korrekte premierminister i Canada, Justin Trudeau, imidlertid indset, at det kan være en skidt idé at åbne grænserne for millioner udefra, også selvom disse er bedre uddannet end andre steder i den vestlige verden.

Der har især været kritik af, at den canadiske boligsituation slet ikke kan følge med det konstant høje indtag af fremmede fra hele verden.

Det er så desværre symptomatisk for den canadiske ”debat” på dette område, at den sjældent når dybere end til, om der er tilstrækkeligt med sengepladser på sygehusene og skoler nok, når befolkningen vokser hurtigt. Allerede i begyndelsen af 2010’erne kom det frem, at mennesker fremmedgøres i deres lokalområder, når disse bliver mere diverse. I den canadiske storby Vancouver og omegn kan man ”prale” af at være hyperdivers.

Allerede i 2014 var 45 pct. af befolkningen født i udlandet. Og ligesom i Robert Putnams berømte studie fra 41 amerikanske lokaliteter (udgivet i 2007 efter nervøs tilbageholdelse fra den politisk korrekte sociolog), viser det sig, at tilliden falder både til andre grupper, men sandelig også til medlemmerne af egen etnisk gruppe, når “mangfoldigheden” realiseres.

Canada på ny kurs?
Samtidig er det så godt som umuligt at finde større grupper af indvandrere med ikke-europæisk afstamning, der hen over generationerne klarer sig på niveau med europæerne i disses lande, herunder Canada, om end de er på et pænere niveau her.

Et hurtigt fiks i form af arbejdskraftindvandring bliver på længere sigt til en alvorlig minusforretning, når familiesammenføring og permanent ophold i det vestlige land finder sted. Hvilket som bekendt næsten altid sker.

Masseindvandring fra lande uden for den vestlige verden til vores verden er på alle niveauer, økonomisk, kulturelt og etnisk, en dårlig idé og vil vedblive at være det. Det er virkeligt ikke svært at forstå. Desuagtet fortsætter vi dødemandskursen, både her og der.

Lad os håbe, at Canadas ledere snarest slår ind på en ny kurs.