|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Sidste år gjorde de ukrainske styrker en række hurtige fremskridt på slagmarken. Den russiske hær blev flere steder presset tilbage, specielt i Kharkiv-regionen.
Mange i Ukraine og Vesten havde formentlig en forventning om, at denne udvikling kunne følges op med nye landvindinger her i foråret og sommeren.
Fra den ukrainske ledelses side lagde man op til en ny offensiv. Dens første store mål skulle være at indtage byen Melitopol ved Det Azovske Hav.
Denne by betragtes som porten til Krim-halvøen og for ukrainerne er det et hovedmål at få Krim generobret og isoleret fra fastlandet. Det ville da også rette et hårdt slag mod Putin.
Men det har vist sig, at de ukrainske styrker indtil videre ikke er i stand til at indtage Melitopol. Dermed falder ambitionen om at få kontrol med Krim til jorden i denne omgang.
Et smerteligt nederlag for præsident Zelenskyj og de hårdt kæmpende ukrainere. Og et varsel om, at krigen er trådt ind i en ny fase, hvor det er blevet langt sværere – eller snarere umuligt – for de ukrainske styrker at levere en ny offensiv i lyntempo.
Russernes dødsensfarlige minefelter
Som Den Korte Avis tidligere har omtalt, bliver de ukrainske styrker nu konfronteret med de omfattende forsvarsværker, som russerne har skabt. Med dødsensfarlige minefelter, skyttegrave og panserspærringer.
Det har kostet tab af materiel og menneskeliv på ukrainsk/vestlig side – til trods for, at man har et stigende antal moderne slagkraftige, vestlige våben til rådighed, herunder avancerede panserkøretøjer som Leopard 2 og Bradley.
I de krigsscenarier, som det amerikanske, britiske og ukrainske militær på forhånd gennemspillede, havde man forudset, at en offensiv kunne blive ganske blodig.
Men ifølge Washington Post var vurderingen i amerikanske, britiske og ukrainske militærkredse, at man måtte leve med tab i en vis størrelse som en uundgåelig konsekvens af forsøget på at gennembryde de kompakte russiske forsvarslinjer.
Man valgte en mere forsigtig, men også mindre effektiv plan
Da det kom til stykket, valgte de ukrainske myndigheder dog – stadig ifølge Washington Post – en plan, der ville give færre tab. Til gengæld betød den, at Ukraine kun gjorde mere beskedne fremskridt på slagmarken.
Den amerikanske administration har valgt at leve med dette ud fra den devise, at ukrainerne er de primære ofre og derfor også dem, der må træffe det afgørende valg.
På det seneste har Ukraine så sendt flere soldater til fronten, men de russiske styrker har fået organiseret sig så kompakt, at det ikke er lykkedes for Ukraine og dets støtter at opnå et afgørende gennembrud.
Den amerikanske militæranalytiker Rob Lee forklarer: ”Russerne har tre centrale forsvarslinjer, og bagved dem ligger befæstede byer. ”
Rob Lee fortsætter: ”Spørgsmålet er ikke bare, om ukrainerne kan gennembryde en eller to af disse linjer. Men kan de gennembryde alle tre og have nok styrker tilbage til at gennemføre større erobringer?”
Tænketank: Vesten har været for tøvende
Ukrainerne har før vist, at de kan vinde hurtigt frem. Men denne gang har de langt sværere ved at holde tempoet oppe.
Dette hænger i høj grad sammen med, at Vestens støtte er kommet i begrænsede bidder. Derfor har man ikke været i stand til at udnytte tilbageslag for de russiske styrker til at presse dem helt i bund.
Ifølge den amerikanske tænketank Institute for the Study of War (ISW) har Vesten været for tøvende og dermed givet russerne et spillerum, som de ikke skulle have haft. ISW kommer med denne klare konklusion:
Ukrainske styrker vil fortsætte med at befri Ukraines territorium og dets befolkning, hvis man får den nødvendige støtte fra Vesten.
Ifølge en vurdering fra ISW har Ukraine på fem uger befriet et territorium, der svarer til, hvad den russiske hær har erobret på seks måneder! Det siger dog mest om russernes manglende offensive formåen.
Den ukrainske hær bevæger sig nu meget langsomt
Men opfattelsen hos ISW og andre er, at støtten til ukrainernes kamp ikke har været så beslutsom og effektiv, som den burde have været.
Den ukrainske hær bevæger sig fremad. Men den bevæger sig meget langsomt. Og jo langsommere det går, jo mere tid får russerne til at befæste deres forsvarsværker. Det er en negativ spiral.
Tysk kritik: Ukrainske soldater hænger fast i gamle traditioner
Det tyske Bundeswehr har fremhævet en faktor, der forstærker denne negative spiral:
Ukrainerne har ikke rigtig omstillet sig til en krig med letbevægelige styrker, der virker sammen i store mekaniserede enheder med moderne panservogne. De hænger fast i traditioner for at kæmpe i mindre grupper. Sådan lyder kritikken.
Her må man dog holde fast i, at der kan være særdeles håndfaste grunde til, at ukrainerne kæmper i mindre grupper. Det har i høj grad at gøre med truslen fra de russiske miner.
Barsk kommentar fra generalstabschefen
Den amerikanske generalstabschef, Mark A. Milley, har følgende barske kommentar til begivenhederne:
”Jeg sagde for nogle måneder siden, at denne offensiv ville blive langstrakt, den ville blive blodig og den ville blive hård. Og det er nøjagtig, hvad den er: Lang, blodig og hård.”
Planen om at bruge Melitopol som et springbræt til at tage kontrollen med Krim løb ud i sandet. Og de ukrainske fremskridt på slagmarken har på det seneste været beskedne.
Kampfly
Men kampen går videre og ukrainerne søger nye midler til at sætte fart i offensiven mod de russiske styrker.
Nu taler man om øget støtte fra kampfly og kamphelikoptere til den ukrainske offensiv. En udvikling, som ukrainerne længe har presset på for.
Meget tyder på, at øget luftstøtte til de pressede ukrainske landtropper bliver en væsentlig del af forsøget på at vende styrkeforholdene til Ukraines fordel. F16 fly som de danske kan måske få en rolle i den forbindelse.
De ukrainske styrker har udtrykt stor frustration over, at de er for lette bombemål for russerne. Så for dem kan det ikke gå hurtigt nok med at levere et stærkere modsvar.
Det står dog uklart, hvilken rolle kampfly (og kamphelikoptere) kan få i Ukraines modstand mod de russiske styrker. Alt tyder på, at disse fly næppe kommer i kamp i år.
Klyngebomber
Men det står i hvert fald klart, at denne krig i høj grad udvikler sig til en artillerikrig. Populært sagt: Man sender patroner, missiler og granater i hovedet på hinanden – men uden at fronterne flytter sig voldsomt meget.
Også her er de ukrainske styrker under et vist pres. Man mangler granater. Klyngebomber kan ifølge major og militæranalytiker Anders Puck Nielsen blive en vigtig del af at fylde ukrainernes huller ud, når det gælder artilleri.
Den tid er forbi, hvor man førte finere diskussioner om, hvor vidt det var at gå over stregen at bruge klyngebomber. Disse bomber er effektive – mere effektive end artillerigranater – og de kan løse vigtige problemer for ukrainerne på slagmarken.
Dette bekræfter generalstabschef Mark A. Milleys kontante kommentar: Det bliver en langstrakt, blodig og hård kamp.
Kræfter i Vesten er parate til at give efter
Den heroisk kæmpende ukrainske hær er i denne kamp ikke kun oppe imod de russiske styrker.
Den er også oppe imod de kræfter i Vesten, der er ivrige for, at ukrainerne skal opgive målet om en militær sejr for i stedet at gå efter en aftale, som giver indrømmelser til Ruslands krav.
Nu, hvor de ukrainske styrker har problemer med de russiske minefelter, hører man flere af disse røster.
De lyder (underhånden) fra diplomatiske og politiske miljøer, der har stærke traditioner for ’appeasement’ – altså eftergivenhed.
Og de lyder fra højreorienterede republikanske kredse i USA.
Disse kræfter kan få vind i sejlene, hvis Joe Biden skulle tabe det amerikanske præsidentvalg.
Man må sætte sin lid til, at det ikke går sådan.
Det vil koste tid, penge, blod, sved og tårer at slå Rusland tilbage i Ukraine. Men både ukrainerne og den vestlige verden har ubetinget brug for, at det sker.
