I dag onsdag begynder en straffesag mod otte mænd ved Retten i Odense.
Her vil anklagemyndigheden ved Fyns Politi kræve, at to får frataget deres danske statsborgerskab og udvises sammen med en tredje.
Der er tale om mænd med palæstinensisk og arabisk baggrund, som står bag et brutalt knivoverfald på lederen af en somalisk bandegruppe.
Anklagemyndigheden har rejst tiltale mod de otte for sidste sommer at have tildelt den 28-årig somaliske bandeleder ikke færre end 18 knivstik.
Leder af somalisk bande
Den 28-årige er leder af den somaliske bande 9hunna som holder til i Vollsmose.
De otte tiltalte kommer fra den arabisk-palæstinensiske bandegruppering NBV fra Odense-bydelen Korsløkke.
De otte mænd er i alderen 18-26 år, og de er alle tiltalt for i forening at have overfaldet den nu 28-årige somaliske bandeleder på Kertemindevej den 1. juni 2022, hvor de tildelte ham mindst 18 knivstik.
Én af de otte er i den forbindelse tiltalt for drabsforsøg, medens de øvrige er tiltalt for grov vold.
Også tiltalt for overfald af to andre mænd
Yderligere er én af de otte tiltalt for at have påkørt en nu 25-årig mand og derefter banket ham og stukket ham med en kniv i forbindelse med overfaldet på den somaliske bandeleder
Fire af de otte er desuden tiltalt for at have udsat en nu 23-årig mand for ulovlig tvang umiddelbart inden overfaldet på de to ovennævnte.
Går efter fordobling af straf
Anklagemyndigheden har rejst tiltale for, at forbrydelserne er sket som led i den bandekonflikt, der på det tidspunkt verserede mellem de to bande-grupperinger 9Hunna og NBV.
Der er således nedlagt påstand om, at forholdene henføres under straffelovens § 81 a, der giver mulighed for en fordobling af straffen.
I sagen nedlægges tillige påstand om frakendelse af dansk statsborgerskab og udvisning mod to af de otte tiltalte samt påstand om udvisning mod en tredje tiltalt, der ikke er dansk statsborger.
Sagen er berammet ved Retten i Odense som nævningesag over 12 dage frem til den 31. maj 2023.