|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
** 2 stjerner ud af 6
LOVE AGAIN er instrueret af amerikanske Jim Strouse, der også har skrevet manuskriptet. Hans CV lyder bl.a. på publikumsprisen på Sundance med “Grace Is Gone” (2007) og “People Places Things” (2015). I 2017 skrev og instruerede Strouse “The Incredible Jessica James”.
Handling
Børnebogsforfatteren og illustratoren Mira (Priyanka Chopra Jonas) er vildt forelsket i sin forlovede, og han i hende. Fremtiden tegner lys, indtil John bliver kørt ihjel af en spritbilist.
Mira er sønderknust. John var hendes livs store kærlighed. Den eneste ene. Hun flygter bort fra den lejlighed, hun deler med sin søster i NewYork, hjem til forældrene, hvor hun to år senere stadig ikke er kravlet op af det sorte hul.
Søsteren overtaler hende til at flytte tilbage og genoptage sit liv, men Miras forsøg på at komme over tabet er fortsat ikke rigtigt vellykkede. Hun begynder at sms’e et utal af kærlighedserklæringer til den døde kæreste – inspireret af indehaveren af hendes yndlingsrestaurant, der også for nyligt har mistet en højtelsket livsledsager og ligesom Mira eksperimenterer med måder at håndtere savnet på.
Hvad Mira ikke ved er, at nummeret, sms’erne er stilet til, nu tilhører journalisten Rob Burns (Sam Heughan). Ligesom Mira er han i krise, fordi kæresten forlod ham lige før brylluppet. Imidlertid rører indholdet i Miras hjertegribende sms’er ham dybt, og uden at have set hende forelsker han sig i hendes person(lighed).
Men hvordan skal han dog komme til at møde hende, og hvilken rolle kommer Celine Dion (Celine Dion), som Rob skal lave et interview med, til at spille i kærlighedshistorien?
Vurdering
Fra første færd stritter manus i alle retninger, og selv om de to hovedpersoner kæmper bravt med en håbløs dialog, bliver den og de aldrig overbevisende.
Woke-manualen er fulgt med stor nidkærhed (en sort, en homoseksuel, en inder, en stupid hvid mand med store muskler, endnu et par latterlige mænd) samtidig med, at budskaberne er fedtet ind i digitalisering. Tilsigtet eller ubevidst formidler filmen på den ene side, hvor ødelæggende mobiltelefoner og app’s er for menneskeligt samvær – på den anden side fremtures med det usandsynlige postulat, at en tilfældig sms (se, hvad teknologi) kan føre til Den Store Kærlighed.
”Love Again” er Hollywood-propaganda af værste skuffe – skåret over læsten: Stærk (brun), talentfuld, begavet og smuk kvinde vs svag (hvid) ikke-helt-så-talentfuld, småklodset mand.
Der er eksempel på eksempel på, hvordan der manipuleres med de faktiske forhold på dating- og arbejdsmarkedet. Især Rob-figuren er slem – hans karakter har meget lidt med virkeligheden at gøre. Et enkelt eksempel: Han kan stammende og svedende ikke finde ud af at invitere Mira på middag over telefonen uden hjælp fra vennerne, og et par timer senere byder Rob hende op til romantisk dans i parken. Nope, den holder ikke for et realitetstjek. Det gør den om muligt endnu mere tåkrummende slutscene heller ikke.
Og at det nu skal gøres til noget nærmest selvfølgelig og ligefrem attraktivt (for kvinder), at Mira ikke kan lave mad, illustrerer, hvordan feministisk propaganda har fået lov til at gennemsyre også ”Love Again”.
Men som altid, når jeg er hård i min kritik, opfordrer jeg til ved selvsyn at drage egne slutninger.
Sjovt nok kan filmes ses alene for Celine Dions skyld! Hun gør det faktisk ret overbevisende i sin spillefilms-debut.
Længde: 107 minutter
- Medvirkende: Priyanka Chopra Jonas, Sam Heughan, Celine Dion m.fl.
- Instruktør: Jim Strouse
- Manus: Jim Strouse
- Censur: Tilladt for alle
- Premieredato: d. 11. maj 2023
Love Again | OFFICIAL TRAILER | I biografen 11. maj – YouTube