Havvindmølleparker – danske skatteydere er nu tvangsspekulanter

Getting your Trinity Audio player ready...

Regeringen har vedtaget, at staten- dvs alle danskere- skal være medejere af havvindmølleparker, der skal bygges inden 2030. 20 % af seks parker på i alt 10 GW (GigaWatt)- ca. 2½ gange det nuværende danske elforbrug- overtager staten på vegne af os danskere for ca. 35 milliarder danske kroner dvs. ca. 6000 kroner for hver af de 6 millioner danskere.

 

Nærværende forfattere og sikkert mange andre er absolut uden ønske om at blive tvangsspekulanter i havvindmøller. Interesserede har i mange år kunnet købe disse aktier på børsen. Regeringen tror, at denne ustyrlige, stærkt varierende og tidvist ophørende el uden videre og med overskud kan sælges til elforbrugere i Danmark og andre EU-lande. Spekulation giver chance for gevinst men også risiko for tab.

 

I Pinsen har el forbrugere kunnet glæde sig over meget lave elpriser-også under nul- pga. rigelig sol og vind. Nogle ejere af el-producerende parker var triste, da de fik bittesmå beløb eller måtte betale for at sælge deres el. Der var for få købere.

 

Når Danmark og mange andre lande ønsker at bygge et enormt antal havvindmøller, vil det samme kunne ske igen og igen i fremtiden, når der produceres mere el, end der bruges. Alle danskere og alle andre vindmølleejere vil i blæsevejr og solskin få lave priser for deres el eller skulle betale for at komme af med den. Ejerne kan også vælge at sætte møllerne i stå for at begrænse tabene.

 

Havvindmøller er den absolut dyreste metode til produktion af el fra vindkraft. At en socialdemokratisk ledet regering tvinger danskerne til at blive spekulanter i havvindmøllers elproduktion og el salg er både absurd og økonomisk skræmmende.

 

Sagen bliver ikke bedre af, at en række pensionskasser ønsker at gå ind i finansieringen af disse vindmølleparker. Hvis disse ikke drives med overskud, kan man blive inddraget som betaler enten via skattebilletten og/eller med en lavere pension, i begge tilfælde uden nogensinde at være blevet spurgt!

Del på Facebook