Vin til festen for sidste skoledag

Juni måned er præget af fest og farver. Skolerne siger farvel til store elever med mange skoleår på bagen, og mange unge glæder sig over, at det trods Corona og anden dårligdom er lykkedes at få anbragt studenterhuen på sin rigtige plads. Med til løjerne hører også de nybagte studenters kørsel fra hjem til hjem, hvor der ved hvert besøg indtages både vådt og tørt. Det kan blive en lang dag for nogle, og dem kan de glade forældre hjælpe ved at servere noget alkoholsvagt. Læs herom nedenfor.

 

Hvidvin

 

Hesketh Wine Company, 2021 Bunnelope, South Australia, Nuriootpa, Barossa Valley, Australien – Normalpris 109 kr. – Tilbudspris 79,95 kr. – På tlf. 86911844 oplyses nærmeste forhandler.

Legenden vil vide, at der i istiden levede et dyr (B9unnelope), der var en blanding af en kanin og et rådyr. Blandingen gav en række fordele, der kan overføres til vinmageri. Det er sket her, hvor producenten har blandet druesorterne Riesling, Chardonnay og Sauvignon Blanc. Resultatet er det ønskede: En vin med frisk duft af æbleblomster, moden smag af stenfrugt og fyldig elegance. Importør: Amalie Vinimport, Hinnerup.

 

Rosévin

 

Cantina Valpolicella Negrar, 2020 Bardolino Chiaretto DOC, Negrar, Italien – Kampagnepris 79,95 kr.

Bardolino er et vinområde langs med Gardasøen i Norditalien, og Chiaretto er lavet på druesorterne Corvina, Rondinello og Molinara, og hos nogle producenter suppleret med Merlot. I naboområderne Lugano og Lombardiet anvendes lokaldruerne Gropello og Marzenino. Men denne dejlige forsommervin er altså fra det legendariske vinhus Cantina Sociale Negrar, som var det første, der løste gåden til Amarone. Forhandler: Supermarco, København SV.

 

Azienda Agricola Romagnoli, Spumante Perini & Perini Rosato, Emilia-Romagna, Italien – Normalpris 59,95 kr. – Tilbudspris 49,95 kr. hos MENY.

Vingården Romagnoli ligger i den lille by Villò øst for Piemonte i den nordvestlige del af det italienske spisekammer Emilia-Romagna. Den ejes af familien Perini, som også står bag Spumante-produktionen af Perini & Perini, som foregår i byen Piacenza. Vinens sprudlende alkoholstyrke på kun 4% gør den til et godt valg, når der skal skænkes op til ungdommen. Importør: GOBIvin, Valby.

 

Rødvin

 

Domaine Laura Lardy, 2019 Morgon ”Côte du Py”, Beaujolais, Bourgogne, Frankrig – Kampagnepris 329 kr.

Laura Lardy er en ny vinmagerstjerne i vinområdet Beaujolais. Hun er yngste medlem af en traditionel vinfamilie, og hun debuterede med sin første vin i 2017 og høstede straks international ros. Den aktuelle Morgon er som andre rødvine fra området fremstillet af 100% Gamay-drue, der alt efter dyrkningsmark giver et interessant og vidt forskelligt ansigt. Denne udgave har masser af mørke bær, sydlandske urter og lakrids i sin fyldige smag. Importør: Propperiet, Brædstrup.

 

Angelo Rocca & Figli, 2020 Conte Parelli, Appassimento, Apulien IGT, Italien – Tilbudspris 69,95 kr. – På telefon 86419600 oplyses nærmeste forhandler.

Conte Parelli er fremstillet af druetyperne Negroamaro, Primitivo og Sangiovese, som vokser på Italiens solrige hæl Apulien i syd. Den er lavet efter Appassimento-metoden, hvilket vil sige, at en del af druerne tørrer ud til rosiner, før de plukkes og senere gærer sammen med frisk vin. Tilskuddet af den koncentrerede most betyder et ekstra indhold af sukker, alkohol og farve, og som i sidste ende gør vinen meget indbydende og let drikkelig. Importør: AMKA, Randers.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…