Simremadens gode vinledsager

Simremad er en af vinterens bedste fortæringer, og læser man efter i Frøken Jensens Kogebog finder man masser af opskrifter på sammenkogte retter, som i dag desværre er gået i glemmebogen. En af de mange hedder kråsesuppe, men hvis man lidt ældre kommer for skade siger navnet i et yngre selskab, bliver man mødt af undrende, ja tit måbende blikke, for næsten ingen ved, at en kråse er en stor muskel i fuglemaver, der på møllevis kværner fuglenes føde, og som i øvrigt i Middelhavslandene betragtes som en gourmetspise, der koster det hvide ud af øjnene.

 

Kunsten at lave simremad er såre enkel. Et opslag på Googles opskriftssider giver pote hver gang, og valget af vin er nemt: Al fyldig rød- og hvidvin vil opfylde rollen som ledsager!

 

Hvidvin

 

Domaine Mélanie Pfister, 2018 Silb, Pinot Gris AAP, Alsace, Dahlenheim, Frankrig – Normalpris 385 kr. – Tilbudspris 346,50 kr. pr. styk ved køb af 3 flasker.

Munden løber i vand, når druen Pinot Gris kommer i spil, for ingen vin med dette navn passer bedre end den til en ret af tykke, hvide asparges og lufttørret skinke. En duft af ananas møder næsen, når vinen skænkes i glasset, og aromaen fortsætter, når vinen når smagsløgene i munden. Finalen er igen domineret af ananas. Navnet Silb relaterer til, at druerne kommer fra en mark, der hedder Silberberg, og en sjælden fylde skyldes, at vinen har lagret på egetræsfade. Importør: Propperiet, Brædstrup.

 

Rødvin

 

Azienda Agricola Alessandro Rivetto, 2013 Barolo DOCG, La Morra, Piemonte, Italien – Normalpris 299 kr. – Tilbudspris frem til 1. marts 249 kr. pr. flaske.

Et gammelt ordsprog vil vide, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, og det det italienske supermarked Supermarco, der ligger i Sydhavnen i København, tale med om. Det har overtaget et parti af velsmagende Barolo, som oprindelig var købt af en kinesisk restaurant, der imidlertid har måttet dreje nøglen på grund af Corona. Vinen er klassisk og velsmagende og behøver ingen lovprisninger. De kommer helt af sig selv, når første slurk er sunket. Forhandler: Supermarco, København SV.

 

Domaine Saint Gayan, 2018 Trescartes, Côtes du Rhône ACRC, Gigondas, Rhônedalen, Frankrig – Normalpris 119,95 kr. – Tilbud 99,95 kr. pr. styk ved køb af 12 flasker.0

Vingården har været i samme families eje siden 1709, og i dag er det 11. generation, Jean Pierre og Martine Meffre, som står for driften og plejen af vinmarker, hvis vinstokke for manges vedkommende er over 80 år. Vinen, der er en blanding af de typiske Rhône-druer Grenache, Syrah og Mourvèdre, er en saftig og fyldig oplevelse, som dækker flertallets behov. Importør: Theis Vine, Charlottenlund.

 

Caves de Rauzan, 2020 Grangeneuve ABC, Entre deux Mers, Gironde, Bordeaux, Frankrig – Normalpris 109,95 kr. – Tilbudspris 49,95 kr. pr. styk ved køb af 12 flasker.

Vinen er stukket sammen af 60% Merlot og 40% Cabernet Sauvignon druer, der er plukket på marker i hjertet af Entre deux Mers syd for vinbyen Bordeaux. Det er ikke nogen kæmpevin, men den udlever sin mission og er en tilfredsstillende ledsager til f. eks. Kong Fiddes livret, en sammenkogt ret, som Frederik den 9. fik serveret på sin fødselsdag på Gråsten Slot. Importør: Philipson Wine, Kokkedal.

 

Tenuta di Ceppaiano, 2018 Chianti DOCG, Pontedera, Toscana, Italien – Normalpris 99,95 kr. – Tilbudspris 69,95 kr. pr. styk ved køb af 6 flasker. På tlf. 86 41 96 00 oplyses nærmeste forhandler.

Druerne til vinen kommer fra et nyt produktionsområde i det smukke Toscana ud mod den del af Middelhavet, som hedder Det thyrenske Hav, hvis lune briser giver optimale forhold for vindyrkning. Druesorterne, som indgår, er Sangiovese (90%) og Cabernet Sauvignon (10%). I bouquet’en spores duft af violer og kirsebær, og i munden opleves smagen fløjlsblød og meget saftbetonet. Importør: Amka, Rander.

 

Casa Vinicola Natale Vergo, 2019 Thor – Dio del Tuono, Puglia IGT, Italien – Normalpris 99,95 kr. – Tilbudspris 59,95 kr. hos MENY.

Tordenguden Thor har fundet vej til de italienske vinmarker og lægger navn til en kraftig sag, som synes at være fremstillet udelukkende til at please nordiske og dermed danske smagsløg. Blandingen af druerne Negroamaro og Zinfandel (alias Primitivo) buldrer derudad med kraftig frugtsmag og højt alkoholindhold. Det kunne meget let gå hen og blive Asatroens hofdrik. Importør: GOBIvin, Valby.

 

Azienda Agricola Duca di Saragnano, 2019 Governo, Chianti DOCG, Cetona, Italien – Normalpris 99 kr. – Tilbud: 6 flasker for 399 kr. På tlf. 86 91 18 44 henvises til nærmeste forhandler.

Udtrykket ”Governo” fortæller, at vinen er fremstillet efter en gammel italiensk vinmetode, hvor druerne tørres ind til rosiner, før de sættes til gæring. Resultatet af denne fremgangsmåde, der kan sammenlignes med produktionen af Amarone, er forøget fylde, sødme og blødhed. Importør: Fortium Wine, Hinnerup.

 

Finca Castell dell Remei, 2020 Sicoris, Tempranillo Old Vines, Penelles, Catalonien, Spanien – Kampagnepris 80 kr.

Vingården blev bygget i slutningen af 1700-tallet og ejes nu af den højt estimerede vinmager Tomàs Cusinè. Det ligger 120 km vest for Barcelona med marker certificeret som økologiske og en beliggenhed 500-600 meter over havoverfladen. Vinstokkene er 50 år og opefter, hvilket giver en meget koncentreret slutvin med lang eftersmag. Importør: Sigurd Müller Vinhandel, Aalborg.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…