Pinlig skandale: De vildt kæmpende ukrainere har ikke fået de våben, som Tyskland har lovet – baggrunden er rystende

Foto: Shamil Shumatov/Scanpix/Ritzau

Den 26. februar holdt den nye tyske forbundskansler Olaf Scholz en stor tale i Forbundsdagen. Her markerede han et vigtigt nybrud i tysk politik ved at understrege, at Tyskland skulle bruge flere penge på sit forsvar.

 

Samtidig lovede han Ukraine, at Tyskland ville sende våben, så ukrainerne kunne forsvare deres frihed.

 

Men dette løfte til ukrainerne ser nu ud til at udvikle sig til en politisk skandale.

 

Tyskland skulle ellers have alle muligheder for at levere våben til ukrainerne. Landet er verdens fjerdestørste våbeneksportør.

 

Koncernchefen for den store tyske våbenproducent, Rheinmetall, kunne da også torsdag i sidste uge fortælle offentligheden, at koncernen havde tilbudt at levere supermoderne våben til ukrainerne. Blandt andet luftværnssystemer, som er meget vigtige for ukrainernes kamp.

 

Armin Papperger, som koncernchefen hedder, oplyste, at man allerede ”havde underskrevet kontrakter”. Nogle af våbnene kunne leveres hurtigt, kunne han oplyse. Det lød jo godt for ukrainerne.  

 

Problemet er bare, at Ukraine ikke har set noget til disse avancerede tyske våben, som de ellers har så hårdt brug for.

 

Nu er det store spørgsmål: Hvorfor er det ikke sket?

 

Pludselig blev koncernchefen tavs

Rheinmetall kan tilsyneladende melde hus forbi. Så pilen peger mod det politiske system.

 

Men manden, der ved, hvad der er foregået – koncernchef Papperger – er pludselig blevet helt tavs. Fra politisk hold er der kommet forbud mod at informere offentligheden om våbenleverancerne til Ukraine. ”Det forbud overholder vi”, siger direktøren til avisen Die Welt, der har omtalt sagen.

 

Fra ukrainsk side gøres det klart, at man selvfølgelig gerne vil have disse våben hurtigt.

 

Så modtageren vil have våbnene hurtigt. Producenten kan levere hurtigt. Hvorfor har de tyske myndigheder så ikke fået våbnene hurtigt, så de straks kunne sende dem videre til Ukraine?

 

Det er det store spørgsmål, som kan blive til en pinlig sag for den nye tyske regering. Efter fire ugers russiske angreb på Ukraine med voldsomme bombardementer, har Tyskland ikke købt ét eneste af disse nye våben til ukrainerne.

 

Tyskland har ganske vist sendt nogle beskedne våbenleverancer til Ukraine. Men det er gamle våben, som det tyske forsvar havde på lager – ikke supermoderne effektivt materiel som det, Rheinmetall er leveringsdygtig i.

 

Ikke flere våben på lager

Den tyske regering har sagt, at våbnene skal forsvare Ukraines frihed. Alligevel må ukrainerne nøjes med våben, der hentes fra lager.  I modsætning til den amerikanske regering vil den tyske end ikke oplyse, hvad man har liggende på lager. Måske fordi det er for pinligt?

 

Men de tyske våben er ikke bare forældede. Foreløbig er de ikke engang afsendt. Efter cirka fire ugers brutal russisk krig mod Ukraine, er der tilsyneladende stadig ikke kommet nogen tyske våben til Ukraine.

 

Skandalen udviklede sig videre: Søndag kunne forsvarsminister Christine Lambrecht (SPD) pludselig fortælle, at der slet ikke var flere våben på lager!

 

”At hente våbnene fra det tyske forsvars lagre er ikke længere en mulighed,” lød det.

 

Spørg i Kanzleramt!

Fra regeringskredse i Ukraine oplyses det, at heller ikke ukrainerne længere bliver informeret om, hvad der foregår.

 

Når journalister spørger det tyske forsvarsministerium, hvorfor de lovede nye våben fra de tyske våbenkoncerner stadig ikke er leveret, og om det stadig er meningen at sende disse nye våben til Ukraine, lyder svaret: ”Spørg i Statsministeriet (Kanzleramt)”!

 

At tale om skandaløst politisk kaos er vel en underdrivelse i betragtning af, at det handler om menneskeliv og om en nation i en overlevelseskamp.

 

Behovet for tysk selvransagelse

Sagens udvikling har været så grel, at spørgsmålet uundgåeligt melder sig: Er der ’bare’ tale om total inkompetence? Eller ligger der bevidste eller ubevidste politiske motiver bag det skandaløse forløb?

 

En så ekstremt dårlig håndtering af en så menneskeligt og politisk vigtig sag rejser uundgåeligt spørgsmålet, om der er noget galt med holdningerne hos nogle af de involverede politikere, militærfolk og civile embedsmænd?

 

Modvilje mod, at Tyskland involverer sig i krig? Modvilje mod, at Tyskland går til kamp mod det Rusland, som man i Merkel-tiden har plejet ret nære relationer til? Bureaukratisk nidkærhed og blindhed i forhold til, hvad der menneskeligt og politisk står på spil i ukrainernes kamp?

 

Det kan kun blive gætterier eller i hvert fald forsigtige bud på en forklaring.

 

To ting står dog fast:

 

Denne sag er pinlig for Tyskland. Og den understreger behovet for tysk selvransagelse med hensyn til, hvad der er kørt af sporet for tyskerne i Merkel-æraen.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…