Er man som jeg så heldig at bo i et hus med have, oplever man meget ofte at få selskab af en lille rødhals, når man luger i bedene eller anretter ting og sager i udekøkkenet, før grillen sættes i gang. Frygtløst spankulerer fuglen rundt mellem ens fødder og venter tålmodigt på, at en orm skal komme til syne i bedet, eller at en krumme brød skal falde til jorden. Det drejer sig om at få føde til fjedrede små, der trykker sig i reden. Selv følger jeg med i dette naturens lille eventyr godt placeret i havebænken med et køligt glas hvidvin, som meget vel kunne være en af de nedenstående.
Hvidvin
Maison Galuval, 2020 Viognier IGP Méditerranée, Cairanne, Ventoux, Rhônedalen, Frankrig – Normalpris 129 kr. – Tilbudspris 106 kr. pr. styk ved køb af 3 flasker.
Hovedparten af den vin, vi drikker fra Rhônedalen i Frankrig, er rød, men ind imellem laves der også hvidvin som denne, hvis Viognier-druer vokser ved foden af det skaldede bjerg i Ventoux. Vinen er frisk og frugtig i smagen og vil nu, hvor grillen er hentet ud af vinterlyet, passe godt til en gang ristede kæmperejer med hvidløg. Importør: Propperiet. Brædstrup.
Oyster Bay Winery, 2020 Chardonnay, Marlborough, New Zealand. – Normalpris 99,95 kr. – Tilbud: 2 flasker for 149 kr. På tlf. 86911844 oplyses nærmeste forhandler.
New Zealand er berømt for sine hvide vine, og specielt dem, hvis druer vokser i vinområdet Marlborough rates højt af det internationale vinpublikum. Denne vin, som er lavet af Chardonnay druer, har et godt bid i smagsløgene og byder på en friskhed, som afspejler markernes kølige beliggenhed. Importør: Amalie Vinimport, Hinnerup.
Rødvin
Domaine La Roquète, 2019 Le Pigeoulet VdP Vaucluse, Bedarrides, Rhônedalen, Frankrig – Normalpris 149,95 kr. – Tilbudspris 139,95 kr. pr. styk ved køb af 12 flasker.
Bag vinen står de legendarisk berømte brødre Frédéric og Daniel Brunier fra vinhuset Vieux Télegraphe i Rhônedalen. Druerne er plukket på østsiden af Rhône lige nord for Avignon og på vestsiden af floden på Mont Ventoux. 55% af druerne er Grenache, 15% Syrah, 15% Carignan, 8% Cinsault og 7% Mourvèdre, og til sammen udgør de en supervin, der smagsmæssigt topper i denne sommer. Importør: Theis Vine, Charlottenlund.
Compañia Vinícola del Norte de España (CVNE), 2018 Cune Crianza, Haro, Rioja, Spanien – Kampagnepris 119,95 kr. – På tlf. 86419600 oplyses nærmeste forhandler.
På etiketten til denne vin fra Rioja står, at den er specielt velegnet til veganere, da druerne udelukkende er plukket på bæredygtige marker. Farven er granatrød, og i både næse og mund fornemmes en kraftig smag af brombær, kirsebær, solbær og hindbær. Så alt er på plads til pasta- og risretter. Importør: AMKA, Randers.
Cellier des Princes, 2020 Vieielles Vignes, Côtes du Rhône AOP, Courthézon, Vaucluse, Rhônedalen, Frankrig – Normalpris 89,95 kr. – Tilbud: 2 flasker for 100 kr.
Vieielles Vignes betyder ”gamle vinstokke”, og i dette tilfælde vil det sige, at vinen er fremstillet på druer fra vinstokke, hvis alder ligger på mellem 40 og 50 år. Udbyttet fra så aldersstegne planter er lavt, men meget intenst, så vinen er yderst koncentreret og elegant. En fin ledsager til både okse- og flæskesteg, Importør: GOBIvin, Valby.
Château Le Chêne, 2018 Haut Médoc AHMC, Cissac, Paullac, Bordeaux, Frankrig – Kampagnepris: 79,95 kr. pr. styk ved køb af 6 flasker.
Denne 2018-udgave fra Château Le Chêne smager bare som Bordeaux-vin fra Haut Médoc skal smage. Sammensætningen af druerne Cabernet Sauvignon, Merlot og Petit Verdot giver vinen struktur og fylde med megen frugt og finesse. En snert af skovbundsduft fuldender billedet af en perfekt vin. Importør: Philipson Wine, Kokkedal.