Rosévin har sat nye salgsrekorder i denne sommer og har hermed fulgt trenden fra de sidste 5-6 år, hvor denne vintype nærmest eksplosivt har fået vendt et negativt image til noget positivt og noget, som man simpelthen må drikke, hvis man skal være med i klubben. At restaurationsbranchen ublut og uden protest tillader sig at forlange 100 kr. for et glas lyserøde dråber ofte fra en åbnet flaske, kan undre. Den pris er der åbenbart ikke nogen, der løfter øjenlåget over, men mange af os har jo også lige fået tilsendt en statslig varmecheck på 6000 kr., som vi kan købe 60 restaurantudskænkede glas rosé for. For en god ordens skyld må det med, at 6000 kr. også svarer til ca. 60 flasker rosé i butikkerne.
Hvidvin
Domaine Lieubeau, 2021 Confluent, Muscadet Sevre et Maine AOP, Nantes, Loiredalen, Frankrig – Kampagnepris 112 kr.
I det yderste forløb af den naturskønne Loireflod ligger vinområdet Muscadet, og her etablerede Joseph Lieubeau i starten af 1800 tallet sin vingård, som i dag drives af hans efterkommere, Francois, Vincent og Marie. Druerne til denne lækre og mineraldrevne vin hedder Melon, og vinstokkene står østvendt og skuer ud over floderne Sevre og Maine. Loiredalen kaldes Frankrigs nyttehave, og vinene herfra havde deres storhedstid i Danmark i 1960érne og -70’erne. De bør have en chance igen! Importør: Sigurd Müller Vinhandel, Aalborg.
Rosévin
Cave de Vignerons, 2021 Montalis Gris, Pays d’Herault IGP, Mont Baudile, Languedoc, Frankrig – Normalpris 119 kr. – Tilbudspris 89 kr. pr. styk ved køb af 6 flasker.
Sydfranske vine domineres af forskellige sammenstik, hvor druesorterne ofte hedder Grenache, Cinsault og Carrignan. De opfylder ethvert ønske om en let vin med bid, og som ikke ligger for tungt i varmt sommervejr. Vi oplever harmoni, frugt og elegant syre, og efter den sidste slurk står vi tilbage med en eksplosion af bær og stenfrugter. Importør: Propperiet, Brædstrup.
Azienda Agricola Valle Reale, 2021 Colle Reale, Paglieta, Abruzzo, Italien – Kampagnepris: 89,95 kr.
Mange vindyrkere er meget misundelige på deres kolleger i det franske vinområde, som hedder Provence. Her har man gennem årelang indsats forfinet kunsten at frembringe rosévine med tårnhøj kvalitet. Men nogle af de andre er ved at have lært kunsten. Blandt dem finder vi vingården Valle Reale i Abruzzo. Her dyrkes druerne økologisk, og i glasset får man en vin, som har fin harmoni frugt og syre imellem. Forhandler: Supermarco, København S.
Rødvin
Riolite Vini, 2020 Borgo Al Pascole, Chianti Nuova Generazione DOCG, Greve in Chianti, Toscana, Italien – Normalpris 144,95 kr. – Tilbudspris 65 kr. pr styk ved køb af 6 flasker.
Ind imellem bygerne sker det, at man som vinsmager kommer ud for, at en velsmagende vin sælges til en pris, der ligger langt under det forventede. Sådan en vin er Borgo Al Pascole. Besparelsen er 79,95 kr. pr. flaske, og ved første øjekast bliver man betænkelig. Men ved smagningen er der lutter begejstring. Ingen malurt i bægeret. Sådan! Importør: Philipson Wine, Kokkedal.
Hesketh Wine Company, Vulturedog, Nuriootpa, South Australia, Australien – Normalpris 109 kr. – Tilbudspris 79,95 kr. På telefon 86911844 oplyses nærmeste forhandler.
Hvem andre end australiere kan kalde en vin for Grippe-hund og afbilde en hund med grippehoved og vinger på etiketten? Formentlig kun Monty Phyton eller komedianter af den kaliber. Nå, men vinen er sat sammen af druetyperne Shiraz og Tempranillo, og det giver et slutprodukt, som er et fabeldyr værdigt. Importør: Amalie Vinimport, Hinnerup.
Allegrini Vini, 2019 Belpasso, Valpolicella, Fumane, Veneto, Italien – Normalpris 99,95 kr. – Tilbudspris 79,95 kr. hos MENY.
Vinhuset, der råder over flere slotte i Verona-området, blev startet i det 16. århundrede og drives fortsat som et familieforetagende, som spænder og eksport til 88 forskellige lande. Vinen Belpaso er en blanding af druesorterne Cornina Veronese, Corvinone og Rondinello samt Cabernet Sauvignon og Merlot. Samme druer ses i Amarone og Passitoer – vine, som er fremstillet på druer, der er tørret ud som rosiner. En sikker ledsager til røde bøffer. Importør: GOBIvin, Valby.
SOVIBOR – Sociedade de Vinhos de Borba, 2018 Adega do Passo, Alentejano IGA, Borba, Portugal – Kampagnepris 49,95 kr. På telefon 86419600 oplyses nærmeste forhandler.
SOVIBOR er et familieejet vinfirma i Alentejo, der er en af Portugals toneangivende provinser. Ansvaret for vinene ligger hos chefvinmager Antonio Ventura, som anses for at være i top-10 i landet. Vinen er let drikkelig og er lavet på druetyperne Alicante Buschet, Syrah og Castelão. Selvom prisen er lav, er kvaliteten høj, hvilket er en retvisende beskrivelse af Portugals vin. Importør: AMKA, Randers.