Paris er vel en messe værd, skal den franske konge Henrik V have sagt, da han for at blive kronet i 1593 gik fra protestantismen og til den katolske tro.
I sandhed er Paris et besøg værd, denne byernes by, der indeholder så megen skønhed og så meget både storslået og tragisk historie.
I det 3. arrondissement tæt ved Seinen og Notre-Dame var der fredeligt og travlt på en og samme tid.
Der var mange indvandrere, især afrikanere, men også mange af kinesisk afstamning, der ganske typisk for denne gruppe var aktive i forretningslivet i form af supermarkeder og andre butikker. Det var tydeligvis også et meget ungt kvarter.
Det franske køkken er vitterlig i en klasse for sig. Fremragende mad næsten alle vegne, og vil man smage, så englene synger, kan man prøve restaurant Le MaZenay på Rue de Montmorency, hvor man til en rimelig pris kommer himlen lidt nærmere.
Paris er desværre ikke kun dur, men i stigende grad også mol. Ikke mol i betydningen af sørgmodighed, men af fortvivlelse. Paris og omegn er etnisk, kulturelt og religiøst meget langt fra at være det Frankrig, som lidt ældre danskere kender fra deres ungdom.
Dagen før undertegnedes ankomst den 15. oktober blev en 12-årig fransk pige fundet død. Omstændighederne er endnu ikke endeligt klarlagt, men det står klart, at der er tale om et afstumpet seksualmord. De mistænkte er alle ikke-etniske franske, den døde 12-årige er fransk. (Læs om sagn i DKA her og her)
Kriminalitet i Frankrig opgøres ikke efter oprindelsesland, som vi gør det i Danmark. Det er forbudt, fordi alle forudsættes at være franskmænd, når de er i landet. Det ses også af Frankrigs vanvittige regel om, at enhver, der fødes på fransk territorium, automatisk modtager fransk statsborgerskab.
Det ændrer ikke det mindste ved, at Frankrig er plaget af bander og af kriminalitet i et omfang, der får banderne i de danske ghettoer til at tage sig ud som hyggelige kolonihaveforeninger. Ud fra al almen viden er arabere og afrikanere voldsomt overrepræsenterede i de kedelige statistikker, således uden tvivl også i Frankrig.
På vej ind fra lufthavnen kørte jeg med RER-toget, der har stop helt inde i hjertet af Paris. På det meste af turen var ikke under 70 pct. af passagererne afrikanere. Ikke at der var en utryg stemning denne sene lørdag eftermiddag, men det fik ikke en til at tænke så meget på Paris som på et sted syd for Sahara.
På vej tilbage til lufthavnen fem dage senere i en taxi kunne jeg konstatere, at de ydre dele af det indre Paris (stadig inden for den store ringvej, der omgiver Paris) var næsten helt arabiserede og afrikaniserede. Andelen af etniske franske var lille, formentlig under 25 pct.
Jeg havde en god tur til Paris, hvad angår smuk arkitektur, storslået historie, fantastiske kunstværker og næsten guddommeligt god mad. På disse områder kan byen kun anbefales på det allervarmeste.
Hvad det etniske, kulturelle og religiøse angår, er jeg eksistentielt bekymret over Paris’ fremtid, i et videre aspekt over Frankrigs færd i de kommende år og i det helt store billede over Vesteuropas skæbne.
Leonard Cohen sang ”first we take Manhattan, then we take Berlin”. I La France synes de tilvandrede med mindst lige så god ret at kunne synge, ”først tog vi forstæderne, derpå tager vi Paris”.
Paris er vel en messe værd, men hvor længe?
