Uden for vinduerne taber træerne deres blade, og de står nøgne hen ligesom kriseramte danskere foran tilbudsvarerne i supermarkedet. Der er for mange ikke meget at rutte med, og Folketingets hjælpepakker lindrer måske lidt, men når en træbriket til brændeovnen har nået en pris på 25 kr. for 1 styk, så er der ikke meget at råbe hurra for. Men der er dog lyspunkter hist og pist. Således har prisen på vin ikke taget højdespring. Et lavere salg holder prisen nede, og følger man nøje med, kan der endog noteres små prisfald.
Bobler
A.D.V Fossalta di Piave, Borgo de Col Alto, Prosecco DOC, Fossalto di Piave, Veneto, Venedig, Italien – Kampagnepris 79,95 kr. hos MENY.
Selvom vi er på vej ind i vintermanederne, så byder oktober tit på udendørsvejr, og her kan denne boblende Prosecco gøre livet værd at leve. Boblerne er rigelige i glasset, og duft og smag indeholder delikate mindelser om fersken, hvide syrener og akacie. Lige et, der kendetegner en fin velkomstdrink, og så kan den også anbefales som mixer i en Aperol Spritz. Importør: GOBIvin, Valby.
Hvidvin
Weingut Frank, 2022 Grüner Veltliner DAC, Weinviertel, Herrnbaumgarten, Østrig – Kampagnepris 79,95 kr. – På telefon 86 41 96 00 oplyses nærmeste forhandler.
Østrig er på mange måder et fortræffeligt land, hvor man hovedsagelig laver kvalitetsvin på et meget højt niveau. Landets ædelsøde dessertvine kappes på lige fod med Tyskland og Ungarn, og den aktuelle hvidvin er et fint eksempel på en fremragende ledsager til fisk og skaldyr. Her er duft af eksotiske frugter, citrus og coxorange-æbler, mens smagen er sprød og frisk med strejf af peber. Importør: AMKA, Randers.
Rødvin
Azienda Agricola Alessandro Rivetto, 2020 Nebbiolo, Langhe DOC, La Morra. Piemonte, Italien -Normalpris 129 kr. – Tilbud: 2 flasker for 200 kr.
Vingården ligger i samme område, som anvendes til produktion af de store Barolo-vine, og druen er dem samme som bruges til at lave Baroloerne af, men prisen er langt fordelagtigere. Det tæller jo positivt i vore påtvungne sparetider. I mange år var inkollektivRivetto en nærmest overset vingård, som solgte alle sine druer til andre producenter, men da to sønner kom tiæ roret, skete der ting og sager i både mark og kælder, og i dag får man virkelig ”value for money”. En stor pose penge gør underværker og sætter tydelige spor i vinen. Forhandler: Supermarco, København SV.
Château Dumanet, 2021 Syrah Grande Réserve, Saint-Guilhem-Le-Dessert IGP, Narbonne, Frankrig – Kampagnepris 99 kr.
Vinslottet er tilsluttet et vinkooperativ i Sydfrankrig, der hedder Vignerons du Narbonnais, og den aktuelle vin er en super-Syrah. Den er atypisk for området, da den har en friskhed og frugtighed, som man normalt ikke finder dér, hvor solen hersker med kvælende varme. Men de milde briser fra Middelhavet mildner væksten, og man gør sig selv en stor tjeneste, hvis man serverer vinen til grillstegte kalvekoteletter. Det er mums at lade kød gå op i en højere enhed med vinens smag af peber, blåbær, blomme og lakrids. Importør: Propperiet, Brædstrup.
Château Croix des Pins, 2019 Les 3 Villages, Ventoux AOP, Mazan, Rhône-dalen, Frankrig – Kampagnepris 98 kr.
Vinen er fremstillet af druesorterne Grenache (55%), Syrah (35%) og Mourvèdre (10%), og vinstokkene gror i et mikreklima mellem Mont Ventoux og Les Dentelles de Montmirail, der er klassificeret som biosfærereservat af UNESCO. Bygningerne stammer fra det 16. århundrede, dengang da paverne havde hovedsæde i byen Carpentras. Efter nogle års stilstand er der i dag kommet et nyt hold til under ledelse af Vinmageren Jean-Pierre Valade. Hans vine har status som unikke og egnstypiske ud til sidste fingerspids. Importør: Sigurd Müller Vinhandel, Aalborg.
Cantina Botter Winery 2021 Ciclico, Veneto IGT, Fossalta di Piave, Italien – Normalpris 79,95 kr. – Tilbud: Æske med 3 flasker 199 kr. På telefon 89 9118 44 oplyses nærmeste forhandler.
Vinen er lige at gå til og er lavet på druesorterne Merlot og Corvina. Disse to har et stort publikum, som ikke går alt for stærkt op i vinens finurligheder, men som foretrækker en let sødme og et højt indhold af alkohol frem for de fimsede vinanmelderes yndede dufte af hestestald og karlekammer. Styrken her er 14%! Importør: Fortium Wine, Hinnerup.