På pressemødet søndag bebudede statsminister Mette Frederiksen, at det danske forsvarsbudget skal have et kraftigt løft, så forsvarsudgifterne runder to procent af bruttonationalproduktet (BNP) i 2030. Det betyder ekstra beløb til forsvaret på omkring 18 milliarder kr. om året.
Dette er økonomisk og politisk et stort og vigtigt spring.
Samtidig er de involverede partier enige om at bruge i alt syv milliarder kr. i 2022 og 2023 i lyset af Ruslands invasion af Ukraine.
Folkeafstemning
Hidtil har Danmark som andre lande fedtspillet i forhold til målsætningen fra NATO’s Wales-topmøde i 2014 om, at man skal bruge mindst to procent af BNP på forsvaret. Vi har i praksis ignoreret denne målsætning, ligesom en stribe andre NATO-lande har gjort det.
Men på pressemødet forleden slog man fast, at det skal være slut nu. Regeringen har lavet en aftale med Venstre, De Konservative. De Radikale og SF om, at Danmark skal op på de to procent af BNP til forsvaret. Det er et væsentligt skridt.
Samtidig kunne statsministeren fortælle, at de samme partier er blevet enige om at lægge det såkaldte forsvarsforbehold ud til en folkeafstemning, der skal finde sted den 1. juni i år.
Forsvarsforbeholdet, der blev nedfældet i den såkaldte Edinburgh-afgørelse fra 1992, har betydet, at Danmark blandt andet står uden for EU-traktatens bestemmelser om forsvars- og sikkerhedspolitik. Det skal nu ændres.
To afgørende beslutninger på én gang
Regeringen og flertallet bag den lægger dermed op til to afgørende beslutninger på én gang:
For det første skal det danske forsvarsbudget have et afgørende løft, så vi tager et historisk spring til at bruge to procent af BNP på forsvaret svarende til 18 milliarder kroner ekstra hvert år.
For det andet skal Danmark nu deltage på lige fod med de andre EU-lande, når det gælder fælles beslutninger om forsvars- og sikkerhedspolitik – forudsat at danskerne stemmer ja den 1. juni. I så fald forsvinder vores forsvarsforbehold i EU.
Med beslutningen om en kraftig forhøjelse af forsvarsudgifterne har Mette Frederiksen ladet sig inspirere af Tyskland. Her har den nye regering under socialdemokraten Olaf Scholz allerede varslet, at man vil tage springet til de to procent.
Altså to socialdemokratiske ledere, der begge gør op med fortidens slappe linje i forsvarspolitikken. Den aktuelle baggrund er naturligvis truslen fra Putins Rusland.
I Folketinget er der nu en historisk bred tilslutning til et markant løft i forsvarsudgifterne. Der vil være et flertal bag målet om at bruge mindst to procent af BNP.
”Stå aldrig til søs – lad de andre stå!”
Dette er i sig selv historisk. Nu erklærer et bredt politisk flertal sig parat til, at vi tager større ansvar for vores egen sikkerhed. Dermed opgiver vi den traditionelle danske holdning, som kan beskrives med to berømte citater:
Det ene lyder:
”Du pusling-land, som hygger dig i smug, mens hele verden brænder om din vugge.” (skrevet af Jeppe Aakjær under Første Verdenskrig).
Det andet lyder:
”Stå aldrig til søs – lad de andre stå!” (admiralen i ”Pinafore”).
Flere penge til forsvaret
Danmark opruster. Det er nødvendigt og derfor godt. Ikke bare af hensyn til beskyttelsen af os selv. Men i høj grad af hensyn til at kunne bistå andre lande, der trues på deres frihed – som det nu sker med Ukraine.
Man skal ikke øge forsvarsudgifterne for at øge forsvarsudgifterne. Man skal øge forsvarsudgifterne for at kunne tage vare på sin egen sikkerhed og hjælpe lande, der er truet.
Det er glædeligt, at der tegner sig et klart flertal i Folketinget for at øge forsvarsbudgettet til de cirka to procent af BNP. Vi er i en historisk situation, der kræver hurtig handling, hvad det angår. Og befolkningens flertal vil formentlig bakke op om flere penge til forsvaret i lyset af Putins aggressioner og Ukraines lidelser.
Så vidt, så godt.
Folkeafstemning med risiko
Men regeringen vil samtidig benytte lejligheden til at gennemføre en folkeafstemning for at få danskernes ja til at fjerne vores forsvarsforbehold i EU. Altså den danske særregel om, at vi ikke deltager i EU’s fælles forsvarspolitik.
Tankegangen er vel, at man vil hugge til mod forsvarsforbeholdet i en situation, hvor danskernes forsvarsvilje er øget.
Men det virker lovlig forhippet og risikabelt. Faren er, at en del af de danskere, der er villige til at øge forsvarsbevillingerne i den nuværende situation, vil være mere skeptiske over for at fjerne EU-forbeholdet vedrørende forsvaret.
Man tager i hvert fald en chance, hvis man kæder de to ting sammen. Specielt hvis man lægger op til en hurtig proces.
Sporene skræmmer fra de tidligere folkeafstemninger, hvor danskerne har sagt nej til euroen og til at fjerne retsforbeholdet.
Hidtil har Mette Frederiksen forsikret, at hun ikke går efter et opgør med de danske EU-forbehold. Hun har endda omtalt forbeholdene som ”grundlaget for den danske Europa-politik”.
Men nu lyder der altså nye toner.
Et nej i nakken
Faren for, at et flertal af befolkningen kan finde på at slå bak, bliver øget af, at denne nye debat om at afskaffe forsvarsforbeholdet kommer ganske pludseligt.
Det kan tænkes, at dette ikke har været med i Mette Frederiksens planer fra start, men at de borgerlige har krævet det.
Men det kan altså ikke helt udelukkes, at man får et nej i nakken fra befolkningen ved en folkeafstemning – endnu engang. Det kan tænkes, at danskerne er parate til at øge forsvarsbevillingerne i den aktuelle situation, men ikke til slet og ret at fjerne forsvarsforbeholdet. Så hele manøvren vælter.
Dette handler ikke kun om taktiske overvejelser. Der er også reelle grunde til, at mange bevarer en usikkerhed eller decideret skepsis, når det gælder fjernelse af forsvarsforbeholdet og deltagelse i en fælles EU-forsvarspolitik.
USA’s afgørende rolle
De fleste danskere mener med rette, at langt den stærkeste garant for vores sikkerhed er USA. Og her er det altså i NATO, det foregår.
Den nuværende regering er da også gået stadig længere i retning af at kæde dansk forsvarspolitik til USA. Senest har man lagt op til en ny forsvarsaftale med USA, der åbner for at få amerikanske soldater, militært materiel og udstyr placeret på dansk jord.
De færreste danskere er i tvivl om, at vores sikkerhed står og falder med USA. Stemningen i befolkningen og i det politiske liv går i dag klart i retning af, at vi militært set skal holde os tæt til amerikanerne. Putins afstumpede og brutale adfærd forstærker kun denne holdning.
Det giver samtidig en vis skepsis over for at lægge for meget af Danmarks forsvars- og sikkerhedspolitik i EU-regi.
Andre forsvarsproblemer er langt vigtigere
Erfaringen har gennem årene vist, at der er kræfter i EU, som vil bruge et europæiske samarbejde om forsvars- og sikkerhedspolitik til at lægge mere distance til USA. Det ser man ikke mindst i Frankrig.
Men det er der overhovedet ikke stemning for i den danske befolkning. Man kan komme med den ene og den anden kritik af USA. Men når det drejer sig om at værne om vores sikkerhed i en urolig verden, så ved langt de fleste danskere godt, hvor vigtigt det er at samarbejde tæt med amerikanerne.
Derfor har der aldrig i den danske befolkning været stemning for at følge de mere flyvske ideer om, at Europa skal gå sine egne forsvarspolitiske veje i forhold til USA.
Man skal holde et godt samarbejde med de andre EU-lande, når det gælder forsvars- og sikkerhedspolitik. Men man skal lade være med at lægge op til, at dansk forsvars- og sikkerhedspolitik står og falder med, om vi fjerner forsvarsforbeholdet. Tæt samarbejde med USA og flere penge til forsvaret er vigtigere.
At rejse en stor debat om EU-forbeholdet er ude af proportion i en tid, hvor andre forsvarsproblemer vejer langt tungere. Det risikerer at gøre mere skade end gavn.
