Nye Borgerliges plan for et mere borgerligt Danmark

Pernille Vermund (Foto: Nye Borgerlige)

Søndag offentliggjorde Nye Borgerliges deres plan for et mere borgerligt Danmark.

Du kan se præsentationen og læse ned i detaljerne på deres hjemmeside. I deres nyhedsbrev skriver Pernille Vermund:

 

PLANEN er vores samlede bud på, hvordan vi sammen med andre borgerlige partier over de næste 14 år vil kunne gøre danskerne rigere, friere og styrke det danske værdifællesskab – hvis altså den politiske vilje er til det.

 

Vi har viljen. Vi håber, de andre partier i den borgerlige lejr også har det.

 

Politikerne skal bestemme mindre
I mit borgerlige Danmark bestemmer politikerne mindre og danskerne meget mere selv – også over flere af deres egne penge.

 

Det er det, vi har lagt en plan for.

 

I rigtig mange år er det gået modsat. Politikerne har trukket mere og mere magt til sig. De har centraliseret både ude i de små samfund, i kommunerne og i staten. En stor del af magten er endt i København. Resten er sendt videre til EU i Bruxelles.

 

Det er ikke kun Socialdemokratiet og venstrefløjen, der er skyldige. Selv under venstreledede regeringer er der blevet centraliseret, opbygget store tunge systemer og skabt et formynderi og et bureaukrati, der umyndiggør danskerne.

 

Det har gjort velfærden dyrere, men ikke bedre.

 

Der er for meget frås med danskernes penge
Vi har valgt at kalde det frås med danskernes penge. For det er det, det er, når politikerne ikke sørger for, at hver krone, der opkræves i skat, bliver brugt fornuftigt.

 

Vi skal have vendt bøtten. Og det får vi først, når vi kan tale åbent og ærligt om, at fejl og mangler i velfærdssamfundet ikke kan løses af politikerne med flere love og regler, mere kontrol og flere af skatteborgernes penge.

 

Tværtimod gør politikerne det ofte værre – og dyrere.

 

Pengene skal tages fra politikerne
Hvis kernevelfærden, ældreomsorg, sundhed, uddannelse, forsvar og børnepasning skal kunne leveres i en høj kvalitet til den rigtige pris, skal politikerne lære at holde fingrene væk og give mulighederne og ansvaret til de fagpersoner, der er uddannet til at løse opgaverne.

 

Så PLANEN er en anvisning på, hvordan pengene til meget af kernevelfærden i fremtiden kan tages fra politikerne og i stedet følge den enkelte dansker.

 

Vi giver et frihedsbrev til de offentlige institutioner, så fagligheden kommer i højsædet.

 

Det er også en anvisning på, at hvis vi fjerner frås – altså politikernes ufornuftige brug af danskernes skattepenge – kan vi sende pengene tilbage til de danske familier i form af lavere skat.

 

Skat er tid
For det, vi reelt betaler i skat, er tid, og tid får man aldrig tilbage. Den tid, vi bruger på at tjene penge til at betale for politikernes frås, er tid, vi kunne have brugt sammen med vores nære og kære.

 

Frås er ikke bare spild af ressourcer. Det er umoralsk og forkert. For frås stjæler tid, og man har kun den tid på jorden, der er udmålt til én. Den skal man have lov at bestemme over så meget som muligt af selv.

 

Borgerlig solidaritet
Jeg holder umådeligt meget af Danmark. De værdier, der binder os sammen som folk, betyder, at vi ønsker at hjælpe hinanden og dele med hinanden.

 

Det er netop det danske værdifællesskab, jeg kæmper for.

 

I Nye Borgerlige kalder vi det borgerlig solidaritet, at vi danskere gerne vil hjælpe dem, der ikke kan klare sig selv, at vi vil sikre alle danskere samme ret til sundhed, uddannelse og ældreomsorg.

 

Det er ikke Socialdemokratiet, der opfundet det danske værdifællesskab. Det havde danskerne lang tid før, socialismen blev opfundet.

 

De værdier bygger vi danskernes borgerlige samfund på.

Del på Facebook