Folketinget havde stor debat om forfølgelse af kristne – men handling var der ikke meget af

Kirke brænder (arkiv)

Kristendomsforfølgelser, herunder vold, mord, fordrivelse og nedbrænding af kirker sker i stort omfang i lande uden for Europa.

 

Men nu sker det også i stigende grad i lande med indvandringen fra muslimske lande.

 

Det er formentlig almindelig kendt, uanset hvilken tro – eller ingen overhovedet – man bekender sig til.

 

Det er formentlig på denne baggrund Dansk Folkeparti v/Morten Messerscmidt m.fl. den 30.10.2020 fremlagde et beslutningsforslag om kortlægning af forfølgelse af kristne i de lande, som Danmark samarbejder med.

 

I Folketinget kom beslutningforslaget til 1. behandling af B 60 den 4.12.2020 pkt. 20.

 

Kirkeordførerne for Liberal Alliance (Henrik Dahl) og Det Radikale Venstre (Marianne Jelved) var ikke til stede i Folketingssalen. Alternativet var heller ikke repræsenteret, da partiet kun består af én person, og der vel er grænser for, hvad en enkelt person kan overkomme af ordførerskaber.

 

Udenrigsministerens tale

Udenrigsminister Jeppe Kofod indledte (min.10:04:03) sin tale med følgende:

 

”Er der noget, denne regering har fokus på, er det forfølgelse af kristne, og mange internationale undersøgelser dokumenterer, at omfanget af diskrimination mod og forfølgelse af kristne i verden er stigende. Vi har en forpligtelse til at vise solidaritet med de mennesker i verden, der på grund af deres tro og overbevisning må leve med diskrimination, undertrykkelse og forfølgelse. Ja, undertiden også massemord og udslettelse.”

 

Det var jo en god begyndelse, men som talen skred frem, fortonede grusomhederne mod kristne sig ligesom. For der er jo også andre, der bliver undertrykt og forfulgt på grund af deres tro, herunder yasidierne i de ISIS-besatte områder. For slet ikke at tale om iughurerne i Kina og rohingaerne i Myanmar.

 

Og det er så sandt, som det er sagt.

 

Udenrigsministeren nævnte også den stigende antisemitisme, der foregår globalt, i Europa og også herhjemme. Det er der vist ingen, der har kunnet undgå at opdage, da især jøder bliver udsat for vold, mord og terror ikke mindst i Frankrig.

 

Internationale organisationer

Kofod kunne fortælle, at den anglikanske biskop af Truro Stift, Phillip Mountstephen, på foranledning af indenrigsminister Jeremy Hunt, havde udfærdiget en rapport om kristenforfølgelser.

 

Derudover fik vi at vide, at regeringen arbejder sammen med en masse internationale organisationer. Vi kan rose os af, at på trods af Danmarks liden størrelse, havde vores ord langt større vægt, end størrelsen gav anledning til. Ved disse ord var man ikke langt fra at føle sig som medlem af en superpower.

 

I disse organisationer er man gået langt videre end til de kristne og andre religioner, for som Kofod (og de internationale organisationer) mener, skal ingen forfølges på grund af deres religion, mangel på samme eller konvertering til en anden religion, og ej heller forfølges på grund af køn, seksuel orientering, hudfarve, etnicitet eller ”hvad man kan finde på af uhyrlige undskyldninger for at diskriminere sine medmennesker.”

 

Så har man vist ikke glemt nogen.

 

Opfattelsen synes at være, at skam få den, der i et land, som gennem 1.000 år har været baseret på kristendommen, alene sætter focus på den forfølgelse, de kristne udsættes for både her, i Europa og resten af verden. Når man nu var i gang, kunne man vel lige så godt tage revl og krat med under samme hat. Skulle det essentielle, nemlig kristendomsforfølgelserne, så blive noget udvandet, kunne Danmark alligevel holde fanen højt ved at hævde, at vi da taler om det – hele tiden.

 

For udenrigsministeren kunne fortælle, at han bragte forfølgelse af de kristne op, hver gang han havde et møde med sine kolleger rundt om i verden, senest i foråret 2020 i Ægypten.

 

Som en overraskelse i hvert fald for mig, fik Kofod i sin tale også indskudt, at han tror, at danskerne tror, at muslimerne er de mest forfulgte i USA, Kina og Danmark. Og det mente han var helt skævt, når man så på virkeligheden.

 

Ja, virkeligheden er et godt sted at begynde, når man vil vide mere. Og så kan man måske spørge om, hvem i alverden Kofod har stillet det spørgsmål til?

 

Prisen for handling

Udenrigsministeriets særlige enhed for Tros- og religionsfrihed åbnede i 2017. Ideen var at få trosfrihed på dagsordenen. Kontoret gør det godt, skriver Bibelselskabet, men er på grænsen til at kunne ligne en symbolsk gestus.

 

Regeringens strategi følges ikke op af handling, og der afsættes alt for få penge til at fremme tros- og religionsfrihed i udviklingslandene.

 

Det synes, som om det var den af biskoppen udfærdigede rapport, der i høj grad blev en anstødssten mellem regeringen og Dansk Folkeparti samt de partier, der støtter DF’s beslutningsforslag, nemlig De Konservative (v/Naser Khader), Venstre (v/Michael Aastrup Jensen), Nye Borgerlige (v/Mette Thiesen) samt – dog med lidt forbehold – næsten Enhedslisten (v/Eva Flyvholm).

 

For DF ønskede en minutiøs (dette ord måtte oversættes for Socialdemokratiets ordfører Anette Lind) kortlægning af  kristendomsforfølgelserne.

 

Så nu var det økonomi, der kom på dagsordenen. For det var jo spild af penge at lave en sådan kortlægning, når biskoppen allerede havde fået udfærdiget en rapport.

 

Det var bedre, mente Kofod, at man brugte kræfterne på at hjælpe de forfulgte kristne i stedet for at lave skrivebordsarbejde, som allerede er lavet er andre.

 

Dette synspunkt er jo for så vidt udmærket, hvis kræfterne så blev brugt på handling. Det mener Bibelselskabet ikke, de gør.

 

Støttende partier

Ordførerne for Venstre, De Konservative og Nye Borgerlige var enige med Dansk Folkeparti i, at kristendomsforfølgelserne skal italesættes, og det skal gøres højt.

 

Naser Khader mener, at tilbageholdenheden med at tale alt for højt er, at man ikke vil provokere de lande, der forfølger kristne.

 

Michael Aastrup Jensen (V) henviste til, at den britiske undersøgelse næppe havde lavet en uafhængig undersøgelse af det danske Udenrigsministeriums arbejde, og at det netop var dét, man opfordrede til.

 

Mette Thiesen (NB) meddelte kort og godt, at hendes parti støttede DFs beslutningforslag.

 

Eva Flyvholm (Enh.) oplyste, at hvis man kunne lave en fornuftig tekst, som kunne bringe alle videre og sikre religionsfrihed til alle, så syntes hun, man skulle gøre det. Men Enhedslisten kunne ikke støtte, at der blev lavet en uvildig undersøgelse, fordi det ville blive ”noget bøvlet bureaukrati”.

 

Et intermezzo

Så lykkedes det næsten Dansk Folkepartis ordfører Alex Ahrendsen at ødelægge den gode stemning ved et sammenfald af to omstændigheder.

 

Dels får vi at vide, at 75% af forfulgte religiøse minoriteter i verden er kristne, dels havde Socialistisk Folkepartis kirkeordfører overladt dagens debat til Halime Oguz.

 

Det var måske derfor for stor en fristelse for Ahrendsen at lade uvidende og spørge Oguz om, hvorfra det muslimske had mod kristne stammede (efter min. 10:36).

 

Oguz prøvede at krybe udenom ved at henvise spørgsmålet til Akademia. Men da Ahrendsen fremturede ved at sige, at det stod i koranen, kom kampgejsten op i Oguz.

 

Hun belærte derfor Ahrendsen om koranens abrogerede (ophævede) Mekka-vers om islams respekt for kristendommen og jødedommen; en respekt, der ikke bliver islam til del fra kristendommens side. Kan der mon være en grund?

 

De grumme og hadske Medina-vers hørte vi intet om.

 

På trods af dette intermezzo, der i et noget mere varmblodigt land kunne have udviklet sig til lidt af hvert, sluttede dagen lige så civiliseret, som den startede og blev henvist til viderebehandling i Udenrigsministeriets udvalg.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…