Sådan klarer Danmark sig i kampen mod corona, når vi sammenligner med andre lande – og sådan skal vi gøre

Tænketanken Deep Knowledge, der har sæde i London og Hongkong, har lavet en rangliste over, hvor gode verdens lande er til at beskytte deres befolkninger mod corona.

 

I bedømmelsen forsøger man at afveje forskellige sider af indsatsen mod corona – herunder begrænsning af smitte, sundhedsressourcer og kvaliteten af hospitalsbehandling.

 

Det er klart, at en sådan rangliste i et vist omfang bygger på skøn. Men sammenligningen kan give et fingerpeg om, hvordan blandt andet Danmark klarer i kampen mod den forfærdelige sygdom.

 

En foreløbig konklusion: Vi klarer os ganske godt. Men vi kunne klare os endnu bedre. Måske er vi på vej. Men det kræver, at vi går forsigtigt og omhyggeligt til værks.

 

Danmarks store aktiv mod corona: samfundssind

Fremskridtene i den danske indsats mod corona skyldes ikke alene kvaliteten af vores sundhedssystem. De skyldes i høj grad også holdninger og værdier blandt danskerne.

 

Det gælder først og fremmest samfundssindet. Vi er heldigvis stadig et land, hvor de enkelte borgere føler en høj grad af tillid, hensyn og ansvarlighed i forhold til deres medborgere og til samfundet som helhed.

 

Det hjælper os i kampen mod corona.

 

Sådan ligger vi på ranglisten

Førstepladsen på ranglisten fra Deep Knowledge indtages af Israel. På andenpladsen ligger Tyskland, som da også er blevet fremhævet i flere artikler i Den Korte Avis.

 

Derefter følger på pladserne 3-9 en stribe asiatiske lande med Sydkorea i spidsen.

 

Danmark ligger på plads 15. Det er ganske pænt. Vi ligger lidt over Norge og Finland – Sverige er slet ikke med i top-40.

 

Og måske er Danmark yderligere på vej i den rigtige retning.

 

Mølbaks bemærkelsesværdige tal

Direktør Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut kunne på pressemødet tirsdag fortælle, at det danske smittetryk ligger lavt.

 

Selv med åbningen af skoler og børnehaver skønnes det at holde sig på 0,6  – hvilket vil sige, at hver enkelt corona-ramt dansker i gennemsnit smitter 0,6 person. De yderligere åbninger, som kan blive resultatet af de aktuelle politiske forhandlinger, vil formentlig kun få smittetrykket til at stige til 0,8. Det er stadig lavt.

 

Det lave smittetryk vil få antallet af smittede i Danmark til at gå ned. Og det kan bidrage til at rykke Danmark endnu længere op i international sammenligning.

 

Meget tyder som sagt på, at danskernes samfundssind og ansvarlige adfærd har bidraget meget til, at vi står med disse forholdsvis pæne tal. Kort fortalt: Danskerne holder afstand. Ikke bare, fordi reglerne kræver det, men fordi langt de fleste kan se, at det er det rigtige at gøre.

 

Hvad det angår kan vi formentlig måle os med tyskerne, der jo altså ligger på en fornem andenplads på den verdensomspændende rangliste.

 

De politiske forhandlinger

Det smittetryk på 0,8, som Kåre Mølbak regner sig frem til, er som sagt stadig lavt. Men det er klart, at en forholdsvis hurtig yderligere åbning af det danske samfund øger risikoen for, at udviklingen kommer ud af kontrol.

 

Så der er god grund til at gå meget forsigtigt til værks i de aktuelle politiske forhandlinger – og være hurtig til at bremse op, hvis der opstår faresignaler.

 

Politisk opgør i Tyskland

I Tyskland har man den samme debat: Hvor hurtigt kan man gå frem med at åbne samfundet, når smitten er kommet mere under kontrol?

 

Også her skilles de politiske vande:

 

Forbundskansler Angela Merkel (CDU) vil gå forsigtigt til værks med en åbning. Det samme vil manden, der kan blive den næste forbundskansler, Markus Söder (CSU).

 

Derimod taler Armin Laschet (CDU), der er ministerpræsidenten for Tysklands største delstat, Nordrhein-Westfalen, for at gå raskere frem med at åbne. Sådan lidt Lars Løkke/Jakob Ellemann-agtigt.

 

Ikke på niveau med Tyskland

Der er særlig grund til at være varsom og omhyggelig med åbningen af Danmark.

 

Vores stærkeste aktiv i kampen mod corona har som sagt været befolkningens ansvarsbevidsthed og samfundssind. Hvad det angår, ligger vi blandt de absolut bedste.

 

Det må ikke sættes over styr ved at tage overilede politiske initiativer, der risikerer at skabe uro og usikkerhed.

 

Vi har et grundlæggende godt sundhedssystem, også når det gælder den konkrete indsats mod corona-smitten. Men her er vi ikke på niveau med Tyskland. Vi må se i øjnene, at vores sundhedssystem er noget mindre robust end det bomstærke tyske system, hvis der kommer et fornyet corona-pres.

 

Det tyske sundhedssystem er ekstremt velorganiseret. Og det er ekstremt ressourcestærkt.

 

I god tid ’polstrede’ man sig med sengepladser og personale til intensiv behandling af corona. I en sådan grad, at man har tomme sengepladser stående, samtidig med at man behandler udenlandske corona-patienter med den overskydende kapacitet.

 

Dertil kommer, at man i Tyskland er gået målrettet til værks med at opspore corona-smitte og inddæmme den ved hurtigt at få sat smittede i karantæne. Man er således meget aktive med at teste, lidt ligesom i Sydkorea. Det er baggrunden for meget lave dødstal, selv om man har mange ældre.

 

I Tyskland dør hver 42. coronasmittede (2,37 procent). I Italien dør hver 8., i Sverige er det hver 11.

 

De berømte ’corona-taxaer’ i Heidelberg er et eksempel på Tysklands meget aktive indsats mod corona. De kører læger rundt til smittede patienter for nøje at overvåge deres tilstand.

 

Corona skal ikke have chance for comeback

Det danske sundhedssystem har ikke helt den samme bemærkelsesværdige skarphed og muskelkraft som Tyskland, når det gælder sundhedssystemets bekæmpelse af corona.

 

Så meget mere afhænger vi af ansvarlighed og påpasselighed for at holde smitten nede. Derfor skal vi gå forsigtigt til værks ved åbningen af samfundet. Vi må ikke give corona chancen for et stærkt comeback.

 

https://www.dkv.global/safety-ranking

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…