Det franske samfund lukker ned – men i indvandrerghetto er politiet på en svær opgave

De to vagter, der vogter indgangen til hovedpostkontoret i det indvandrertætte område Saint-Denis, er på en hård opgave.

 

Pierre, som forsøger at få folk til at holde en afstand på en meter, er på en umulig opgave.

 

En halen af folk krydser gaden.

 

Mænd står i grupper og snakker.

 

Det er på Rue de la République, hovedgaden i Saint-Denis.

 

Pladsen foran kirken er godt nok næsten øde. Men andre steder går alt galt. Det skriver Les Temps, der har besøgt Saint-Denis.

 

Saint-Denis er en indvandrertæt forstad til Paris.

 

Her samler folk sig på cafeer stik imod myndighedernes krav.

 

Frankrig er hårdt ramt af coronavirussen. Præsident Macron har stillet skrappe krav til borgerne: De skal holde sig hjemme og ikke komme fortæt på hinanden for at forhindre at smitten breder sig.

 

 

Catherine, der arbejder på apoteket, sukker dybt bag sin blå maske. Der har lige været fire kunder, som stod i indgangen og talte højt sammen. Vagtmanden var magtesløs.

 

”De forstår ikke noget. Nogle siger endda, at denne virus er noget de ‘hvide’ har fundet på for at få dem væk fra gaden, ” siger den vrede vagt.

 

Ved et indkøbscenter står en gruppe sorte teenagere, nogle iført maske og andre ikke, og snakke.

 

En kvinde med slør og et barn i klapvogn, der går forbi, skælder dem ud. Men de reagerer ikke.

 

Foran indgangen til Hôtel de la Poste, mindre end 200 meter fra den berømte rue du Corbillon, hvor nogle af terroristerne den 13. november 2015 blev sporet, udveksler et dusin unge mennesker oplysninger om den bedste måde at fifle med de overordnede certifikater, der kræves af politiet, skriver avisen.

 

De unge kører flere sammen på scootere. Politiet kan intet gøre. Det er håbløst at udstede bøder, må man forstå.

En sporgvogn kommer kørende stopfyldt.

 

Mange har masker på.

 

Det ligner de masker, de bruger på hospitalerne. Hvor kommer de fra, spørger avisen?

 

Og svarer selv: Der findes forretninger som sælger dem under bordet for to Euro. Fem Euro for andre. Her er også salg af narko – helt som sædvanligt.

 

nogle steder i Saint-Denis er der stille. sådan er det også i andre forstæder.

 

Nogle af de steder der er problemer er på vaskerierne, hvor indbyggerne vakker tøj. Her er mange mennesker og stabler af snavset tøj.

 

Lige ved siden af ​​skal en håndfuld afrikanske kvinder pakke deres varer ud på gaden. Grøntsager, tilberedte retter og andet.

 

En politibil kommer kørende og parkerer foran kvinderne, som protesterer.

 

En betjent siger til avisen: ”Vi vil ikke give op. Men vi ved godt, hvordan disse mennesker bor, og hvordan de lever. Det er bare umuligt at kræve, at de bliver inden døre hele dagen.

 

En gammel kongolesisk dame på vaskeriet beder politiet om at stå fast:

 

“Stå fast. De bringer også os i fare. Saint-Denis er ikke en junglen endnu, ” siger hun ifølge avisen.

 

Guldhornene digt

 

Adam Oehlenschläger skrev i 1802 digtet “Guldhornene”. Guldhornene digt blev udgivet året efter i 1803. Digtet betragtes som et af de vigtigste værker i Danmark i denne periode.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…