Søren Krarup har markeret sig som en uforsonlig kritiker af kulturradikalismen og af traditionsløsheden. En ny bog samler en række af hans essays.
Søren Krarup: DANSK GENMÆLE. Hæftet med flapper. 122 sider. Kr. 199,95. Forlaget Hovedland. Udkommer d. 6. september
***** fem stjerner ud af seks
————————————————————————————————
I sin seneste bog sætter Søren Krarup dels ord på, hvad det vil sige at være dansk, dels trækkes knivskarpt op, hvor fronten går: Konservatisme og fædrelandskærlighed versus kulturradikalisme, forsvarsvilje og nationalt engagement versus forsvarsnihilisme (”Hvad skal det nytte?”), kristendommens ansvarliggørelse versus kapitulation og æstetisk uansvarliggørelse (med Georg Brandes og systemet Politiken i spidsen).
I en tid hvor grænseløsheden er det nye sort, har Søren Krarup i sit forfatterskab bestandigt fremhævet grænserne, det danske folk og kristendommen som centrale kategorier. Med den position placerer han sig i direkte modsætning til kulturradikalismen og alle dens gerninger inden for politik, familie, opdragelse og undervisning.
Dansk genmæle
”Dansk genmæle” er en essaysamling med i alt syv tekster tidligere offentliggjort i perioden 1996-2015. Forfatteren gør rede for sit ærinde i forordet:
”Dette er en bog, der handler om den dystre, danske virkelighed og om dansk kulturkamp i mere end hundrede år (…)
Det hele har for mig handlet om den i dette land og folk afgørende virkelighed, der hedder kristendom og danskhed”. (s.7)
Dette land er Danmark, som er en nation beboet af et folk:
”Danmark er danskernes fædreland og et fædreland svarer til det hjem, hvor familien netop har hjemme. Danmark har igennem en tusindårig historie været den danske nation (…) og Danmark er dermed en given og forpligtende virkelighed for det danske folk.” (s. 16)
På den baggrund og med sin solide forankring i den danske muld må Søren Krarup selvfølgelig være erklæret modstander af abstrakte menneskerettigheder og utopier. Også her er han helt klar i mælet med afsæt i Magna Carta, det store engelske frihedsbrev (1215), og Jyske Lov (1241). Et retssystem bygger på to ting: For det første den givne, gældende lov, for det andet på landet / retsområdet – det bestemte, begrænsede landområde, som loven gælder indenfor. For uden lov ingen rettigheder, så enkelt er det.
Forskellen på luthersk kristendom og calvinismen
En historisk gennemgang af forskellen på luthersk kristendom og calvinismen kaster lys over menneskerettigheds-konceptets oprindelse, og hvordan den amerikanske uafhængighedserklæring 1776 først får indflydelse på den franske revolution 1789, siden på den menneskerettighedserklæring, som FN vedtog i 1948. Menneskerettighederne er blevet gjort til noget religiøst.
”Skurke” og ”helte”
De forskellige essays rummer en del gentagelser, men det gør faktisk ikke noget – gentagelser fremmer som bekendt forståelsen. I denne sammenhæng får læseren et overblik over ”skurke” og ”helte” som toneangivende repræsentanter for henholdsvis kulturradikalismen og dens modstandere. Blandt ”skurkene” finder vi Georg Brandes, hans bror Edvard Brandes, Politikens grundlægger sammen med Viggo Hørup, P. Munch og Erik Scavenius. De to sidste udnævnes af tidligere chefredaktør på Politiken, Bo Lidegaard, til Danmarks frelsere på grund af deres udenrigs- og kulturpolitik. Dermed har Lidegaard også placeret sig selv solidt som kulturradikal arvtager.
”Heltene” er Harald Nielsen, magister i litteratur, forfatteren Jakob Knudsen, til dels Henrik Pontoppidan, Aage Kidde, bror til forfatteren Harald Kidde, samt John Christmas Møller.
Søren Krarup er ikke en sort præst
”Dansk genmæle” måtte gerne blive indkøbt i klassesæt på alle gymnasier. Som modgift til den indoktrinering, der finder sted fx i forhold til Georg Brandes, og som har fundet sted i årtier i uddannelsessystemet. Jeg blev student i 1971 og er såvel i min egen gymnasietid som på danskstudiet i 70’erne blevet præsenteret for Georg Brandes som den store lysmager – med had til snærende kristendom og hyldest til den frie tanke.
Uden et beredskab til at skille skæg og snot for sig, bliver man nemt forledt – og her kan Krarup bog levere den nødvendige balance: ”(…) muligheden for en dansk fremtid ligger i opgøret med radikalismen, som forfalskede den menneskelige eksistens ved at gøre emancipationen eller frigjortheden til det egentlige og derved fortrænge ansvarlighedens og forpligtethedens dimension – det vil sige den givne, historiske bestemte eksistens. ” (s. 33)
Så nej. Søren Krarup er ikke en sort præst, og hans forfatterskab er et lys i det historieløshedens mørke, der i disse år sænker sig over størstedelen af Europa.
Også forsidebilledet er helt rigtigt valgt: Søren Krarup læner sig rankt stående op ad en gammel træstamme med sit velkendte, stærke og lidt skeptiske blik rettet mod beskueren. Jeg ved ikke, om jeg er den eneste, som straks får associationer til Martin A. Hansens novelle ”Roden”, men såvel essaysamling som novelle er hermed til anbefaling.
