Pave Frans var fredag i sidste uge i Marokko. I Marrakech, hvor FNs pagt om migration til Europa blev underskrevet af 160 lande herunder Danmark.
Denne pagt er helt efter den katolske kirkes overhoved.
Man husker paves appel til europas ledere om at tage imod alverdens migranter.
Marrakesh-pagten betegnes af EU-landenes talrige skeptikere som et væv af fromme ønsker, en ny katekismus eller en traktat om underkastelse. Fra ophavsmændene i Forenede Nationer tales derimod om økonomisk vækst, som vil skabe fremgang under den rette ledelse og sikre immigranterne gavn af oplæring, social sikkerhed og integration. Alt under respekt for international lov.
Paven har selv talt om , at de, der bygger mure, ender med selv at blive spærret inde bag de mure, de bygger.
Jeg har grædt ved synet af pigtråd med barberblade, som murene udstyres med. Jeg har grædt, fordi så megen ondskab trænger ind i mit hovede og mit hjerte. Jeg har grædt over mennesker, som er druknet i Middelhavet.
Det er sandt, at mange mennesker med god vilje gribes af frygt. Den frygt skyldes populisternes svanlige prædikener om, hvad der truer Europa. Det Europa, som skylder indvandringen sin rigdom.
De mennesker, der flygter fra krig eller sult, ville ikke flygte, hvis det ellers så generøse Europa holdt op med at sælge våben, som dræber kvinder og børn i Yemen.
Europa bør prøve at hjælpe med uddannelse og med økonomiske investeringer. Det er sandt, at intet enkelt land kan tage mod hele verden. Men der er hele Europa at fordele alverdens indvandrere i.
Men der er ét spørgsmål paven aldrig har besvaret.
Hvor mange immigranter vil Vatikanstaten kunne åbne sine rige gemakker for?