Så skete det. Konflikterne mellem Socialdemokratiet og De Radikale brød ud i lys lue.
Det blev resultatet, da Mette Frederiksen forhandlede klimamål med Pia Olsen Dyhr fra SF og Pernille Skipper fra Enhedslisten.
De tre partier blev enige om, at Danmark skal nå en 70 procents reduktion i udledningen af CO2 i 2030.
Man kan diskutere, hvor meget det i praksis betyder for klimaet. For det første er Danmark et lille land. For det andet giver danske CO2-reduktioner andre lande mulighed for at udlede mere inden for rammerne af EU’s kvotesystem. En dansk enegang ændrer i sig selv ikke meget på klimaet.
Men Pia Olsen Dyhr og Pernille Skipper fejrede det i hvert fald som en stor politisk sejr, da de gik ud til offentligheden og dermed til vælgerne.
Mette Frederiksens bagtanke
For Mette Frederiksen lå der nok også en særlig bagtanke med at indgå denne delaftale.
S-formanden ønsker at begrænse De Radikales indflydelse. Hun vil ikke ind i noget, der bare kan minde om regeringsforhandlingerne i det berømte sorte tårn i 2011, hvor Margrethe Vestager kostede rundt med Socialdemokratiet.
Derfor vil Mette Frederiksen forhindre, at De Radikale stiller alle mulige betingelser for at gå med til de andre partiers mærkesager.
Morten Østergaard vil ikke diskutere klimamål uden at diskutere, hvordan man finder det økonomiske grundlag for dem. Han vil også have sammenkædet udlændingepolitikken og økonomien.
Østergaard insisterer i det hele taget på, at intet i forhandlingerne er endeligt på plads, før det hele er på plads – med økonomi og det hele.
Men det har to konsekvenser, som Mette Frederiksen ikke bryder sig om: For det første kan det give De Radikale for meget magt i forhandlingerne, blandt andet ved at spille det økonomiske kort.
For det andet giver det en risiko for, at forhandlingerne kører fast i stridigheder om en masse punkter på én gang.
Et dristigt træk, der fejlede
Derfor forsøgte Mette Frederiksen sig med en anden vej:
Hun satsede på en klimaaftale, som kunne få helhjertet opbakning fra SF og Enhedslisten. De kunne give den som partierne med de store visioner. Det skulle presse De Radikale til at gå med i stedet for at ligne ’spielverderbere’, der insisterede på kedelige krav om økonomi.
Det var et dristigt træk fra Mette Frederiksens side. Hun ignorerede med åbne øjne det radikale krav om, at de forskellige emner skulle forhandles som en helhed.
Hun gjorde det, fordi det ellers var svært at komme nogen vegne i forhandlingerne. Og hun gjorde det også for at signalere, at De Radikale denne gang ikke skulle have lov til at bestemme så meget.
Tanken var vel, at De Radikale måske nok ville brokke sig, men at de ville være nødt til at tilslutte sig klimamålene uden at insistere på, at der først blev en aftale om klimaet, når økonomien var på plads.
Det var en voldsom satsning fra Mette Frederiksens side. Og hun tabte.
Østergaard har en pointe
Morten Østergaard siger nej til at acceptere det, som Mette Frederiksen, Pia Olsen Dyhr og Pernille Skipper nåede frem til. Og han insisterer på, at intet kan forhandles endegyldigt på plads, før alt er forhandlet endegyldigt på plads.
Man skal være enige om både økonomi, udlændingepolitik og andet, før man kan erklære en klimaaftale for klappet og klar.
Principielt har Morten Østergaard en pointe. Når man forhandler om store komplekse sager, er det kutyme, at intet er vedtaget, før det hele er vedtaget. Tingene hænger sammen, og parterne skal vide, hvor de står samlet, før de slår sømmene endeligt i.
Men Mette Frederiksen havde brug for noget, der lignede et reelt gennembrud i forhandlingerne. Og det forsøgte hun så at få på klimaet – sammen med venstrefløjen.
Hun håbede, at De Radikale ville føle sig nødt til at følge med. For det første, fordi de også går ind for de pågældende klimamål (70 procent reduktion af CO2-udslip i 2030). Og for det andet, fordi de ellers kunne stå isoleret som økonomi-teknokrater, der klamrer sig til regneark og krav om at pengene skal passe.
Men Morten Østergaard bed ikke på. Han tog konfrontationen og sagde nej til at forhandle på Mette Frederiksens grundlag.
Indædt magtkamp i rød blok
En indædt magtkamp er i gang inden for rød blok.
En magtkamp, der bunder i, at rød blok slet ikke hænger politisk sammen. Partierne vil vidt forskellige ting.
De kan enes om nogle ting, for eksempel klimamålene. Men de har mere end svært ved at enes om en politisk helhed. Både når det gælder økonomi og værdigrundlag. Både når det gælder udlændingepolitik og arbejdsmarked.
Konflikterne mellem de røde står i kø. Mette Frederiksen forsøgte at komme uden om dem og få skub i forhandlingerne ved at lave en klimaaftale, der kunne give noget juble-juble stemning.
Men Morten Østergaard jubler absolut ikke. Han er blodskudt og bister. Han føler sig snydt.
Fra valgtriumf til forpjusket flok
Mette Frederiksens forsøg på at skabe et gennembrud i forhandlingerne og løfte stemningen ligger i ruiner. Stemningen i rød blok er nede på nulpunktet. Og ingen ser ud til at ane, hvordan man kommer videre.
Måske må de røde partier nøjes med at få et nødtørftigt politisk grundlag flikket sammen, så de kan humple derudaf.
Mette Frederiksen får vel dannet en S-regering. Men det kan ende med at blive en svag regering, der er meget afhængig af de borgerlige for at kunne føre en nogenlunde sammenhængende politik.
Kort efter valgtriumfen ser den røde lejr allerede temmelig forpjusket ud.
