Folkeskolereformen af Fælles Mål i 2014 blev bygget på sand – og løgne. Lektor Keld Skovmand dokumenterer bedraget i en ny bog.
Keld Skovmand: FOLKESKOLEN – EFTER LÆRINGSMÅLSTYRINGEN. Hæftet. 262 sider. Kr. 224,95. Hans Reitzels Forlag. Udkommet d. 1.2.2019.
***** fem stjerner ud af seks
————————————————————————————————
Keld Skovmand er cand.phil. i religionsvidenskab, selvlært teolog, tømrer og trommeslager. Samt ph.d. Især tømreruddannelsen borger for, at her har vi endelig at gøre med en uddannelsesforsker forankret i virkeligheden frem for de fleste andre pædagogiske forskere placeret på Himmelbjerget. Og så har han igennem en årrække været optaget af, hvilken betydning læreplaner har, ikke mindst for udformningen af læremidler til skolens undervisning.
I 2016 udgav han bogen ”Uden mål og med – Forenklede Fælles Mål?” Heri satte han et stort spørgsmålstegn ved den såkaldte læringsmålstyrede undervisning, fordi der slet ikke forelå evidens for, at denne erstatning for de hidtidige indholds-mål var en forbedring. International forskning og erfaringer fra udlandet blev misrepræsenteret af danske uddannelsesforskere og politikere, og især skoleerfaringer fra Ontario blev ukritisk overført til en dansk reform- og skolesammenhæng. Skovmand skriver således:
”Folkeskolen er med reformen af Fælles Mål i 2014 og læringsmålstyringen angiveligt blevet tilpasset internationale tendenser inden for både skoleudvikling og uddannelsesforskning. Lærerne er i et vist omfang blevet efterladt umyndiggjorte, da de har skullet underordne sig tilpasningen. Det har været særligt markant i forhold til ”læringsmålstyret undervisning”, der blev belagt med evidens i form af tomme formler: ”Fordi det virker”.
Nu følger forfatteren sin kritik op med ”Folkeskolen – efter læringsmålsstyringen?”, der om muligt er en endnu grummere afsløring af bagmændene for reform-angrebet på den danske folkeskole og på lærerne. I bogen udreder Skovmand systematisk, grundigt og kildebelagt de beslutningsprocesser – og manipulationer – der er blevet lagt til grund for reformen af Fælles Mål.
Skovmand har forsøgt at interessere diverse journalister for sin dokumentation for videnskabelig uredelighed hos reformens ophavsmænd, men mønstret har været gennemgående: Journalister er hurtigt blevet kyst væk, når modparten – magtfulde folk i Undervisningsministeriet og i det pædagogiske kleresi – har taget til genmæle. Selv Jacob Fuglsang på Politiken, der har siddet på uddannelsesstoffet i årevis og har stor indsigt, skulle åbenbart ikke have noget klinket. (jf. s. 50)
Citatmosaik
Her følger en række citater, der angiver essensen i Skovmands ærinde, og de stærke kræfter, han har været og er oppe imod i sin kritik af grundlaget for at indføre den læringsmålstyrede undervisning:
”Ingen i det pædagogiske forskningsmiljø på Aarhus Universitet kan have været uvidende om eksistensen af og alvoren i min kritik. Flere har udtrykt undren over, at den ikke har fået konsekvenser, men ingen har overvejet, at de også selv har et ansvar. Der er ingen, der har opfordret mig til at rejse disse sager.
[Jens Rasmussen, Andreas Rasch-Christensen, Niels Egelund og Lars Qvortrup er af Skovmand blevet anmeldt til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed. Anmeldelserne går på bl.a. citatfusk, plagiat og fabrikation af data. Her kom så navnene på de vigtigste bagmænd, der kan suppleres med bl.a. Skolerådet, Simon Calmar Andersen, Claus Holm og daværende undervisningsminister Christine Antorini – LN]
Flere har frarådet mig at gøre det, og kun yderst få har støttet mig i at tage skridtet (…) Der har ingen hjælp været at hente i forskningssamfundet. ” (s. 66)
”Læringsmålstyret undervisning er opfundet i Undervisningsministeriet i 2014 i samråd med et par forskere. ” (s. 118)
”Navnene er i sig selv uinteressante. Det er den snævre personkreds og rekruttering til gengæld ikke.” (s. 134)
”Aktørerne er offentlige myndigheder, offentlige institutioner, interesseorganisationer og private firmaer, der synes at have en fælles interesse i at brede en bestemt opfattelse af undervisning og læring ud over folkeskolen og læreruddannelsen.” (s. 220)
”Staten bærer selv hovedansvaret. Der er ingen måde, hvorpå Undervisningsministeriet rimeligvis kan fralægge sig dette ansvar. Hvorfor retter man overhovedet henvendelse til Rambøll og beder dem om at levere ”analyser” og rådgivning? Hvorfor accepterer man ukritisk konklusionernes i EVA’s [Evalueringsinstituttet] rapporter? Hvorfor baserer man ”læringsmålstyret undervisning” på rådgivning og tekster fra en snæver kreds af mennesker? (s. 238)
Keld Skovmand er en ener med stor integritet
Keld Skovmand bør have stor ros for det arbejde, han stort set ene mand har præsteret. Ophavsmændene til reform-misfostret burde sidde tilbage med meget røde ører. Det gør de sikkert ikke, for så havde de ikke oprindeligt været så forhippede på at gennemføre en dødssejler.
Bogen har indimellem et knudret sprog, men indholdet er så vigtigt, at fremstillingen gerne skulle nå ud til et meget bredt publikum. Også fordi forfatteren selv peger på vejen frem:
”Det bør definitivt være slut med at basere reformer på:
- Enkelte forskeres rådgivning uden indhentning af råd fra andre forskere (second opinion)
- Rådgivning fra konsulenthuse, der har økonomiske interesser i at levere en bestemt type ydelser, men som ikke har faglige forudsætninger for at levere en vidensbaseret rådgivning (Rambøll).
- Rapporter, der fastlægger policy og foreskriver den pædagogiske praksis i skolen (Danmarks Evalueringsinstitut).
(…)
Det må tilsvarende være slut med følgeforskning, der styres og varetages af en snæver kreds af aktører, hvor de fleste har et habilitetsproblem, fordi de selv har været med til at forberede den reform, som forskningen skal forestille at følge. (s. 241)
Keld Skovmand er en ener med stor integritet, der rent faktisk har forstået, hvad der menes med kritisk forskning, og praktiserer den.