For nylig kom en ny udgave af de såkaldte PISA-målinger af skoleelevers færdigheder.
I Sverige brystede undervisningsministeren sig af, at landets skoleelever præsterede stadig bedre ifølge målingerne.
Men dette er nu blevet afsløret som politisk korrekt hykleri.
Når landets PISA-tal tog sig fine ud, skyldtes det i høj grad, at en stor gruppe elever slet ikke deltog i målingen. De var nemlig så dårlige til svensk, at de var ude af stand til at være med i prøverne!
I PISA 2015 var 5,7 procent af eleverne udelukket fra målingen, fordi de ikke evnede at deltage. I den seneste måling for 2018 var dette tal eksploderet til 11,1 procent. Det er Europa-rekord.
Mere end hver tiende elev var altså ude af stand til at deltage i prøven.
”Sørgelig læsning”
De svenske skolemyndigheder siger selv, at dette i høj grad skyldes de senere års store indvandring:
”Dette på grund af de store migrationsstrømme, som den store flygtningekrise i 2015 gav anledning til.”
Det tilsyneladende fine svenske PISA-resultat skyldtes altså i høj grad landets enorme problemer med indvandringen. Mange indvandrerelever klarer sig så dårligt på svensk, at man ikke engang kan måle deres præstationer. De fleste af disse elever har opholdt sig i Sverige i flere år!
Kristina Axén Olin, der er uddannelsesordfører for det konservative parti Moderaterna, er forarget over, at regeringen bryster sig af PISA-resultatet. Hun siger til avisen Expressen:
”Det er meget svært at glæde sig over dette resultat. Det er elleve procent, der havde så dårlige resultater i svensk, at de ikke engang fik lov til at være med i undersøgelsen.”
Hun fortsætter: ”De her elleve procent er i klasseværelset hver dag, og de skal også forlade den svenske skole med alle dertil hørende karakterer (…) PISA-rapporten er sørgelig læsning.”
Og det må man i den grad give hende ret i. Rapporten er et deprimerende monument over en fuldkommen fejlslagen udlændingepolitik.
Også enorme forskelle i Danmark
I Sverige serverer man uanede mængder af skønsnak om integration. Men den barske virkelighed er, at integrationen langt fra har fundet sted. En meget stor del af de ikke-vestlige skoleelever lever i parallelsamfund.
De har ikke tilført det svenske samfund de store, nye ressourcer, som de politisk korrekte hævder. De har først og fremmest tilført det svenske samfund enorme problemer, der nu er ved at komme helt ud af kontrol.
De nylige PISA-tal viser, at der også i Danmark er enorme forskelle i læsefærdighederne hos elever med henholdsvis dansk baggrund og indvandrerbaggrund.
Ikke-vestlige indvandrerbørn er langt bagefter
Selv om den ikke-vestlige indvandring efterhånden har stået på i en del år, så er udviklingen ligefrem gået i den gale retning: Ifølge målingen fra 2018 læste indvandrerbørnene ringere sammenlignet med de danske børn, end de gjorde ifølge den forrige PISA-måling fra 2015.
PISA bruger en pointskala i disse målinger. I 2018 lå indvandrerbørnene i første generation hele 74 points efter de danske børn, når det gælder læsefærdigheder. Det er et enormt gab.
Selv indvandrerbørnene i anden generation halter langt bag efter – med 62 procents forskel mellem de to grupper, når det gælder læsescore.
Tager man indvandrerbørn i både første og anden generation under ét har de et efterslæb på 65 points. Et lignende mønster finder man i en række andre europæiske lande.
I Østrig og Tyskland har man det samme store efterslæb for indvandrerbørnene som i Danmark. I Finland, Sverige, Island og Holland er det endda større.
På et tidspunkt begyndte indvandrerbørnenes færdigheder at blive lidt bedre sammenlignet med landenes egne børn. Men så kom den massive indvandringsbølge i 2015, som Angela Merkel satte i gang, og så gik det den gale vej igen.
Ikke en ressource, men en belastning
Den elendighed, som lyser ud af disse PISA-tal, fortæller os to ting:
Den fortæller os, hvor galt det kan gå, når den ikke-vestlige, overvejende muslimske indvandring kommer helt ud af kontrol.
Og den understreger, at denne form for indvandring samlet set ikke er en ressource for vores samfund. Den er en belastning.
Der er absolut ingen grund til at lytte til skønsnakkende erhvervsledere og politikere som for eksempel den radikale Morten Østergaard, når de forsøger at give indtryk af, at denne form for indvandring er en ressource og en berigelse.
Den er et problem, som udgør en kæmpeudfordring for vores samfund.
Det danske samfund har brug udlændinge, som kan tilføre os nyttige kvalifikationer. Men vi har ikke brug for en indvandring, som skaber voldsomme kultursammenstød og betyder, at vi bruger enorme summer på passiv forsørgelse, ressourcespild og opretholdelse af lov og orden. Og vi har ikke brug for islamisering.
De fleste danskere ved det sådan set godt. Men politikere såsom Morten Østergaard og Pernille Skipper og medier, der bugner af ’rigtige meninger’, gør en ihærdig indsats for at få folk til at glemme det.
