Der er 6,3 millioner salvadoranere.
Men kun godt 4 millioner af disse bor i El Salvador.
Resten, mere end 2 millioner, er udvandret til USA. (JP, 11.1)
Det er de senere år blevet sværere at komme illegalt til USA, men salvadoranere forsøger sig fortsat hvert år i tusindvis.
Menneskesmuglere står klar til at ”hjælpe” til gengæld for summer i omegnen af 45.000 danske kroner, 70.000 kr., hvis der følger et barn med den voksne.
Nu er lidt mere end 2 millioner ikke mange ud af de snart 330 millioner indbyggere i USA, men djævelen ligger ofte i detaljen så at sige.
De 2 millioner salvadoranere i USA er et billede på den enorme demografiske forandring, som USA har undergået siden 1965.
I 1965 lempede USA sine indvandringslove meget betydeligt samtidig med, at grænsen til Mexico i årtierne derefter ikke blev ret godt bevogtet.
Resultatet er ikke til at tage fejl af.
Befolkningens sammensætning ændrer sig
I 1965 udgjorde hvide amerikanere 83-84 procent af befolkningen, sorte ca. 10 procent, hispanics (fra Latinamerika) kun 3-4 procent, mens 2 til 4 procent var fordelt mellem asiater og indianere.
I dag lyder tallene nogenlunde således:
Hvide udgør ikke meget mere end 60 procent, sorte ca. 13 procent, hispanics 18 procent, asiater 6 procent, og resten fordelt på andre, især indianere.
Allerede i dag er hvide i mindretal i alle aldersgrupper under 11 år.
I begyndelsen af 2040’erne vil hvide amerikanere ryge ned under 50 procent af den samlede befolkning og med fortsat kurs nedad i absolutte tal.
Det sker både som følge af en aldrende hvid befolkningsdel.
Men det sker især som følge af de øvrige gruppers unge alder – især hispanics – og højere fertilitet hos både sorte og hispanics.
Demokraternes kynisme
Denne meget hastige forandring har fundet sted først og fremmest ved en kombination af uovervejede beslutninger.
Men i de senere også gennem kynisk spekulation fra Det Demokratiske Parti, som er dem, der har entydig gavn af den befolkningsmæssige forandring. Både hispanics og asiater stemmer som sorte i altovervejende grad på Demokraterne.
Reelt er Republikanerne blevet de hvides parti.
En ildevarslende udvikling.
En ny skillelinje
Det betyder nemlig, at amerikansk politik i stigende grad ikke handler om klassetilhørsforhold, men om etnicitet eller race, en langt hårdere skillelinje.
Denne identitetspolitik, som især dyrkes af minoriteterne, men som også vil finde vej til de hvide, spiller oven i købet sammen med en hastigt voksende ulighed i USA.
Denne økonomiske spaltning sker af lige dele indvandring og globalisme.
Taberne er dele af arbejderklassen, der tidligere havde relativt velbetalte jobs på USA’s mange fabrikker, men som i dag er enten arbejdsløse eller lever af dårligt betalte jobs.
Det kan undre, at nogen kan undre sig over, at Donald Trump kunne blive valgt til præsident i 2016.
Med sine valgløfter om at bygge en mur mod Mexico og hjemtage tabte amerikanske industriarbejdspladser ramte han lige ned i hjertekulen hos den hvide arbejderklasse, som stemte på ham i meget store tal, 67 procent mod Hillary Clintons sølle 28 procent.
Den omvendte verden af tidligere, hvor flertallet af den hvide arbejderklasse stemte Demokratisk.
USA’s hurtigt forandrede demografi varsler nogle meget alvorlige fremtidige konflikter, hvor de to store partier i voksende grad vil stå fjendtligt over for hinanden, eller sagt på den helt hårde måde: De hvide mod de andre. Det bliver ikke kønt at skue.
