Underhuset i det britiske parlament stemmer for en hensigtserklæring om, at briterne ikke kan forlade EU uden en skilsmisseaftale.
318 stemmer for, mens 310 stemmer imod forslaget, der var stillet af den konservative parlamentsmedlem Caroline Spelman.
De folkevalgte parlamentarikere stemte tirsdag aften om syv ændringsforslag til planen for briternes vej ud af EU.
To ud af de syv forslag blev stemt igennem. Ud over Spelmans ændringsforslag blev også et forslag fra den konservative Graham Brady stemt igennem.
Han foreslog, at aftalen om den såkaldte bagstopper skiftes ud med “alternative foranstaltninger” for at undgå en såkaldt hård irsk grænse med kontrol.
Bagstopperen er tidligere blevet omtalt som et sikkerhedsnet, der skal sikre, at der ikke kommer en hård grænse mellem Irland og Nordirland.
En hård grænse vil blandt andet betyde, at der kommer kontrolposter mellem Irland og Nordirland, da de hver især vil være underlagt forskellige toldregler.
Tirsdagens ændringsforslag til en brexitaftale kommer i kølvandet på, at selv samme forsamling 15. januar stemte imod den brexitaftale, som premierminister Theresa May har forhandlet med EU.
Men med dagens afstemning sender parlamentet Theresa May tilbage til forhandlingsbordet i Bruxelles for at ændre på den aftale, der foreligger.
– Jeg er enig i, at vi ikke bør forlade EU uden en aftale, siger May efter afstemningen i parlamentet.
Men at modsætte sig et såkaldt hårdt brexit uden en aftale, er ikke nok til at stoppe det, lyder det videre fra May.
Hun vil nu indlede samtaler i EU-regi, men det bliver ikke let, forsikrer May.
Et tredje forslag, der fik meget opmærksomhed op til afstemningen, handlede om at udskyde datoen for brexit. Det blev stillet af Yvette Cooper fra oppositionspartiet Labour.
Hvis ikke May kunne levere en aftale inden 26. februar, skal exit-datoen skydes med ni måneder, hed det. Men det blev stemt ned.
Efter planen forlader briterne EU 29. marts i år.
/ritzau/Reuters