Licenspenge blive brugt til at sprede ideologi. Robin Aitken tager BBC ved vingebenet i en ny bog.
Robert Aitken: THE NOBLE LIAR BBC. Hæftet. 292 sider. £7.68. Forlaget Biteback Publishing. Udkommet d. 20.11.2018. (Er ikke oversat)
***** fem stjerner ud af seks
————————————————————————————————
Robert Aitken er britisk journalist og har i mange år arbejdet for BBC som reporter og også haft ledelsesfunktioner. Allerede i 2007 var han ude med kritik af BBC i bogen ”Can We Trust the BBC?” Heri rejser han spørgsmålet om modtagerne af BBC’s programmer kan have tillid til institutionen. For til trods for at BBC har vokset sig stadig større og mere indflydelsesrig på et ry for at levere ærlig, præcis og dybdegående journalistik, så viser public broadcasting-stationen sig at være karakteriseret ved slagside: Bestemte grupper og synspunkter nyder godt af en gunstig behandling, mens andre udgrænses eller udskammes.
Desuagtet BBC burde være den samlede nations stemme, er det blevet mere og mere tydeligt, at gigantforetagendet er styret af ideologi, som lukker for en afbalanceret fremstilling af verden.
Den ædle løgn
Nu følger Aitken sin kritik op med en ny bog ’Den ædle løgner BBC. Hvordan og hvorfor BBC forvrænger nyhederne for at fremme en liberal (læs: kulturradikal) dagsorden’. Publikationen strammer skruen og argumentationen nok en tand.
Titlen kalder på en forklaring: Den såkaldt ædle løgn stammer oprindeligt fra den græske filosof Platons værk ”Staten” og går noget forkortet ud på at retfærdiggøre en samfundsopdeling i klasser. En rangorden er forudsætning for at etablere social harmoni – alle kan jo ikke være regenter – og her kan ’en ædel løgn’, en myte, om denne rette og afbalancerede tilstand for alle, være på sin plads for at sikre ro. Det er selvfølgelig bedst at fortælle sandheden, men hvis en sikring af freden fordrer en løgn, så legitimerer dette højere og ædle formål løgnen.
Forestillingen om den ædle løgn bringer Aitken i spil i forhold til det moderne britiske samfund. Her omfortolkes den ædle løgn til, at vi som enkeltindivider og samfund bilder os ind, at vi kan klare os uden en objektiv moralkodeks. Det enkelte menneske kommer til at ligge under for illusionen om at være sin egen gud, der kan sætte egne moralske standarder.
Denne selvforståelse gennemsyrer også det store flertal af BBCs medarbejdere i deres valg, vinklinger og fortolkninger. Ikke mindst fremstillingen af Brexit og Præsident Trump har været ensidig og ideologisk farvet – krydret med proportionsforvrængninger og udeladelser tilpasset en venstresnoet dagsorden.
Bogen handler imidlertid om langt mere end det britiske svar på Journalistisk Venstreparti og den licensbaserede mediemogul BBC. Udviklingen inden for BBC sættes i større historisk perspektiv, der anskueliggør, hvordan velfærdsstaten og dens ideal om retfærdighed og anerkendelsen af enkeltindividets værdi uanset social placering er et produkt af kristendommen. Paradoksalt nok samtidigt med at kristendommen af mange bliver lagt for had. At kristendommen således er kilden til menneskerettighedskonceptet bliver stålsat ignoreret i opgøret med den gamle orden.
Den lange march gennem institutionerne
Denne skyklap-tilgang er gået hånd i hånd med den tyske, revolutionære student Rudi Dutschkes parole om ’den lange march igennem institutionerne’ som vejen til at opnå revolution – altså nedbrydning indefra.
Den kommunistiske revolution i Rusland var ikke spiselig, og derfor måtte en mere raffineret samfundsomvæltnings-strategi tages i brug. I forlængelse af 68-oprøret kom stadig flere venstreorienterede politikere, lærere, socialarbejdere, jurister og journalister ind i samfundsinstitutionerne (parlament, skole, universitet, embedsværk mv.) og steg med årene op i magthierarkiet.
Ikke mindst medierne fungerede som en magnet for unge, driftige mennesker, der ville lave om på verden, og hvilket bedre sted at få indflydelse end i BBC. I 1990’erne var frugten klar til at blive plukket. Som følge af et generationsskifte i det hæderkronede etablissement var hele institutionen solidt i hænderne på 68-generationen ved årtusindeskiftet.
Overtagelsen af samfundsinstitutionerne indefra har vist sig fatal. Et ret lille antal mennesker, der til gengæld er uhyre indflydelsesrige, leverer de officielle definitioner på virkeligheden. Det sker i uddannelsessystemet, det sker i de juridiske og politiske organer, og det sker i massekommunikationsmedierne. BBC ikke mindst.
BBC kan erstattes med DR
Robin Aitken laver en skarp og veldokumenteret analyse af, hvordan BBC har udviklet fra at være en alment-dannende public service-kanal forankret i kristne moralværdier til et ideologisk redskab for ’liberale’ (læs: kulturradikale), globalister og multikulturalister.
Jeg har kun kunnet berøre få af Aitkens pointer her, men læser man fagbøger på engelsk, er bogen til varm anbefaling. Det er slående, hvordan navnet BBC med et fingerknips kan erstattes med navnet DR og dermed tilbundsgående forklare, hvorfor DR i dag leverer partsindlæg fremfor afbalanceret journalistik – for nyttige idiot-skatteborgeres penge. ”Deadline” – DRs i egen selvforståelse intellektuelle fyrtårn – er eksemplet par excellence.
