Den 75-årige pensionist Detlef J., der bor i tyske Offenburg, var på vej hjemad fra et arrangement ude i byen.
I nærheden af banegården løb han ind i Ali M. Denne kom til Tyskland i 2015 og fik sin asylansøgning afvist i 2017 – men han blev bare i landet alligevel. Det er ganske almindeligt i Merkels Tyskland.
For pensionisten blev dette tilfældige møde med Ali M. fatalt. Den afviste asylansøger slog ham til jorden og sparkede ham i hovedet – uden nogen som helst grund.
Detlef J. blev sendt i koma. Nu kan han ikke længere selv klare at spise. Han kan heller ikke huske ret meget af sit liv. Og han er blevet blind på sit ene øje.
Alis selvmedlidenhed
Ali M. er foreløbig blevet anbragt på en psykiatrisk afdeling. Her har han skrevet nogle betragtninger ned om sagen – en slags brev, der skal fremstille ham som uskyldig.
Brevet er gennemsyret af medlidenhed. Men det er vel at mærke ikke medlidenhed med hans offer – det er selvmedlidenhed.
Han giver kokain og alkohol skylden for det, han har gjort. Han mener derfor heller ikke, at han kan straffes for sin handling.
Han skriver så ’gribende’, at ingen er klar over, at han græder.
”Politikerne har et medansvar”
Detlef J.’s søn Ralf siger, at han har svært ved at klare dette jammerbrev:
”Gerningsmanden har ikke kun slået min far næsten ihjel, så han nu er bundet til sengen. Han har også tidligere slået en taxachauffør i Freiburg ned. Han er flere gange blevet kontrolleret af forbundspolitiet, fordi han opførte sig mærkeligt.”
Alligevel fik han altså lov til at invalidere Detlef J. Ralf J. spørger anklagende:
”Hvorfor anbragte man ham ikke bag lås og slå? Min far kunne i dag nyde sin pensionisttilværelse, hvis myndighederne havde levet op til deres ansvar.”
Ralf og hans bror vil kræve erstatning til faderen. Samtidig anklager han Forbundsrepublikken og dens politikere for det, der er sket – ”med deres usammenhængende udlændingepolitik har de et medansvar for denne voldshandling”.
Men Ralf J. taler nok for døve øren. En sag som denne bliver fortiet i langt størsteparten af de tyske medier. De ser det som en vigtigere opgave at fastholde den politiske korrekthed end at stille sig på offerets side og anklage et system, der skaber en menneskelig tragedie som denne.
Og de etablerede politikere med kansler Merkel i spidsen kunne ikke drømme om at forholde sig til den slags.
Nathuen trukket ned over øjne og ører
Nutidens tyskere er ikke noget oprørsk folkefærd. De vil gerne have ro og orden. Men der simrer en vrede over konsekvenserne af masseindvandringen.
Nogle bliver trukket i retning af AfD (Alternative für Deutschland) – specielt i Østtyskland, som man har set det ved nylige delstatsvalg.
Men mange, der slet ikke overvejer at stemme AfD, bliver alligevel berørte, når skæbner som Detlef J. slipper igennem mediernes politisk korrekte spærreild.
Det sker bare ret sjældent, at tyskerne får reel information om gerningsmændenes baggrund. Sådan kan store dele af nationen leve videre med nathuen trukket godt ned over øjne og ører.
Tilbage ligger Detlef J. i sin seng. Han kunne have haft mange gode år tilbage. Det får han ikke.
