Venstres Ungdom (VU) mener, at der er mange frie og velintegrerede muslimske kvinder.
For at vise det, har de lavet en valgvideo om den muslimske kvinde Amira. Skal man tro videoen, er hun en kvinde, der selv vælger, om hun vil gå med tørklæde eller ej. Eller som det hedder hos VU: Hun “vil Danmark”. (Se video i bunden af artiklen)
Nu er der bare det problem, at denne Amira ikke eksisterer. Selv om VU hævder, at der er mange muslimske kvinder som ‘Amira’, kunne man ikke finde nogen muslimsk kvinde, der kunne bruges som eksempel.
Derfor lavede man en video, hvor ‘Amira’ er fri fantasi. Den kvinde, som VU har fået til at optræde i videoen, hedder såmænd Klara-Maria Rønnebo. Hun er en ung dansk skuespiller, der aldrig har været muslim.
Det sagde VU bare ikke selv noget om. Alle måtte tro, at Amira var en muslimsk kvinde, der fandtes i virkeligheden.
Det var Radio 24Syv, der afslørede, at Amira i virkeligheden var Klara-Maria.
Radioen ringede til Klara-Maria og hun bekræftede, at det hele var opfundet. Amira fandtes ikke.
»Man skal selvfølgelig tage højde for, at det er en reklame. Jeg er jo en skuespiller. Alt er jo manipuleret,« siger Klare-Maria Rønnebro, til B.dk.
Derefter ringede radio24Syv til Jakob Sabroe, der er formand for VU.
Det var en afslørende samtale. Den viste, at VU-formanden et eller andet sted godt er klar over, at hans video har meget lidt med den virkelighed at gøre, som mange muslimske kvinder lever i.
Muslimske kvinders virkelighed
En stor del af de muslimske kvinder en meget begrænset personlig frihed. De er underlagt en streng social kontrol, og de skal underkaste sig mænd. Som der står i Koranen: “Mænd står over kvinder.” (Sura 4:34)
De kvinder, der forsøger at bryde ud for at få deres frihed, kan blive straffet hårdt. De kan ikke bare deltage i en valgvideo. De kan ikke blive filmet, mens de går i bad, som ‘Amira’ gør det. Og de kan ikke bare tage tørklædet af, hvis de har lyst.
VU-formanden tilstår da også over for radioen:
“Hvis man havde fundet en, der færdes i det muslimske miljø, så kunne vi frygte, hvilke konsekvenser det kunne have for hende.”
På den ene side vil Venstres Ungdom gerne tegne et billede af en fri, stærk og velintegreret kvinde.
På den anden side kan man ikke finde nogen muslim, der passer til denne beskrivelse. Og man er klar over, at det kan have alvorlige konsekvenser for en muslimsk kvinde, hvis hun forsøger at være fri, stærk og selvstændig – eller sagt på en anden måde: hvis hun forsøger at være dansk.
Dette enorme problem kunne Venstres Ungdom have lavet en video om. En video, der forklarede, hvordan islamiske kræfter bekæmper kvinders frihed. En video, der fortalte om modige kvinders kamp for at få kontrol over eget liv.
Det naturlige politiske budskab fra et parti som Venstre, der i den grad hylder friheden, ville være, at den slags kvinder fortjener al den støtte, de kan få, fra de danske politikere og det danske samfund.
Men det er ikke det budskab, som VU sender.
Liberalistisk ideologi kommer før virkeligheden
De tegner et billede af, at denne kvindernes frihedskamp slet ikke er nødvendig. For se bare, hvor frigjort og dansk en muslimsk kvinde som Amira allerede er.
VU laver et portræt af en muslimsk kvinde, der har meget lidt med virkeligheden at gøre. Det indrømmer man jo selv, når man siger, at man var nødt til at finde en dansk skuespiller til portrættet.
Men samtidig vil man gerne lufte en liberalistisk ideologi, der går ud på, at det hele nok skal gå, hvis samfundet blander sig udenom.
Ikke noget burkaforbud. Ikke noget med regler for tørklæder og den slags. Ikke noget med at blande sig i, hvordan muslimske familier undertrykker unge kvinder.
Man siger altså to ting, der ikke hænger sammen:
Først indrømmer man, at der er ekstrem stærk kontrol med de unge kvinder. Derefter hævder VU-formand Jakob Sabroe, at mange af disse kvinder er frie:
“Jeg tror, hvis man går en tur i sit nabolag, så vil man møde masser af eksempler på velintegrerede muslimer ligesom Amira.”
“Der findes masser af typer som Amira derude – masser. Det har så bare ikke været muligt at finde den perfekte.” (B.dk)
Ét spørgsmål hænger i luften efter denne højst aparte sag:
Hvis man kan møde masser af eksempler på velintegrerede muslimer ligesom Amira bare ved at gå en tur i nabolaget, hvorfor i alverden har man så ikke brugt bare én af dem i videoen?
Se indslag fra Radio 24Syv med klip fra deres to telefonsamtaler.
https://www.facebook.com/24syv/videos/vu-vil-have-at-danmark-skal-v%C3%A6re-for-amira-men-hun-findes-ikke/2405383183026466/
Mød Amira. Hun er ambitiøs, tager ansvar og arbejder hårdt. Hun vil Danmark.
Vi vil et frit samfund – med tørklæde eller uden. Det skal hverken staten eller mørkemænd diktere.
Danmark skal være åbent for folk som Amira, men lukket for dem, der ikke vil Danmark. #dkpol #fv19 pic.twitter.com/gavPFaFz20
— Venstres Ungdom (@VUngdom) May 28, 2019