1814 og 1864 var slemme år i Danmarkshistorien. Men svenskekrigene i midten af 1600-tallet var på mange måder langt værre. Der var tale om en eksistenskamp. Vi overlevede som selvstændig nation skønt stærkt amputeret. Historiker skriver grundig og spændende bog om de svære år, hvor vort land var på kanten af udslettelse.
Svenskekrigene som den totale krig
Dette omfattende værk er lidt af en præstation. Ikke i den forstand, at der ligger selvstændig forskning bag. Ikke at der dukker nye, epokegørende opdagelser op. Men i, at Lars Christensen, som er ph.d. i historie med speciale i 1600-tallets historie, øjensynligt har gennemgået stort set alt, hvad der er skrevet om sit emne, også lokale kilder. Svenskekrigene var en total krig i den forstand, at den vedrørte og ramte langt de fleste civile. Afdækningen af deres lidelser er måske bogens væsentligste pointe. De grumme nærbilleder rammer ind i hjertekulen.
Overordnet set var begivenhederne omkr. 1658 led i en ændring af magtbalancen i Norden. Sverige tog teten på bekostning af Danmark. Vore svenske naboer var simpelthen bedre til at føre krig. Faktisk indrettede man hele samfundet på krigsførelse. Den byggede i væsentlig grad på lejesoldater, som man også kender det fra Trediveårskrigen. Hvervede hære er dyre i drift, hvorfor det gjaldt om hele tiden at holde dem beskæftigede – allerhelst på fremmed jord, som kunne brødføde de hærdende horder. Simpel logik, men rædselsfuld for den befolkning, det gik ud over.
Fra Brømsebro- til Roskildefreden
Danmarks deroute begyndte med Christian Firtals mildest talt uheldige deltagelse i Trediveårskrigen, fulgt op af Torstenssons lumske overfald i 1643, som resulterede i Brømsebro-freden. Men det skulle blive langt værre. Frederik III ville efterfølgende udnytte svenskernes ressourcekrævende engagement i Østersøområdet til at tage hævn og vinde det tabte tilbage. Men uden at have forberedt sig ordentligt blev resultatet katastrofalt. De svenske hære blev sendt til Jylland. Ved en af militærhistoriens dristigste operationer lykkedes det at fortsætte over isen til Fyn, Langeland, Lolland-Falster og Sjælland. Hovedstaden – og hele kongeriget – var i livsfare. Man blev tvunget til Roskildefreden, som betød tabet af Skånelandene og dele af Norge.
Karl X Gustav havde dog et større mål: Danmarks udslettelse. Takket være forsvaret af København i 1659 og den efterfølgende sejr ved Nyborg lykkedes det som bekendt ikke. Men krigen betød en stor svækkelse af landet. Det er et under, at man få år senere havde kræfter til at kaste sig ud i et storstilet tilbageerobringsforsøg af Skåne, som faktisk var lige ved at lykkes.
Bedre kortmateriale, tak!
Forfatteren skriver godt og levende. Når alt dette er sagt, skal der imidlertid dryppes en smule malurt i bægeret. Bogens kortmateriale er simpelthen ikke godt nok. På bogens første sider findes fire kort over Europa 1648, Danmarks afståelser 1643-60 og svenskekongens felttog mod Danmark 1657-58 samt et meget groft kort over det berømte togt over isen. Det er det hele. Det ville have været rart med nogle mere detaljerede kort, herunder grafiske fremstillinger af Københavns belejring og selve stormen samt slaget ved Nyborg.
Svenskekrigene havde vidtrækkende konsekvenser for vort land. Adelen blev svækket og borgerskabet styrket ved enevældens indførelse. Grunden var lagt til den moderne centralstat.
Lars Christensen, Svenskekrigene 1657-60. Kristeligt Dagblads Forlag 2018, 624 sider, ill., 300 kroner.
