Sverigedemokraterne står til en massiv fremgang, når svenskerne går til valg på søndag.
Ved valget i 2014 fik partiet 12,9 procent af stemmerne. Denne gang har det i meningsmålingerne ligget i nærheden af 20 procent. Man kan ikke udelukke, at partiets opbakning på valgdagen bliver endnu større.
Det er uvist, hvad partiet rent politisk vil kunne bruge en eventuel fremgang i den størrelsesorden til.
Det er ikke givet, at der kommer en borgerlig regering. Og hvis der gør, er det svært at forudse, hvilken indflydelse Sverigedemokraterne vil få.
Men det vil i sig selv være en skelsættende begivenhed, hvis omkring hver femte svenske vælger stemmer på det indvandringskritiske parti. Det vil samtidig presse de konservative Moderaterna i retning af en strammere kurs i udlændingepolitikken.
Sverige er kendt som landet, hvor en massiv indoktrinering nærmest har gjort den ikke-vestlige masseindvandring til en statsreligion. I en sådan grad, at den har fået lov til at ødelægge landet.
Hvis selv svenskerne nu i stort omfang siger fra, vil det give voldsom genlyd i andre lande.
Et sådant resultat vil sende de politisk korrekte kræfter i dyb krise i hele Europa, herunder Danmark. Hvad har de overhovedet tilbage, hvis selv Sverige falder?
Macron mod ”nationalisme” og ”populisme”
Danmark har netop haft besøg af den franske præsident Macron. Han tordner mod ”nationalisme” og ”populisme”.
Han kan ikke lide folk, der vil værne om den nationale samhørighed og de nationale grænser, og som vil holde EU’s magt i stramme tøjler. Dem kalder han ”nationalister”.
Han kan heller ikke lide ”populister”. Det er noget tåget, hvad der menes med det ord – også når Macrons danske eftersnakkere bruger det. Men det bliver i hvert fald brugt som et skældsord mod folk, der vil have en meget stram styring af den ikke-vestlige indvandring.
Macron har imidlertid et alvorligt problem: Befolkningerne vil ikke vide af hans korstog mod ”nationalisme” og ”populisme”. National samhørighed og stram udlændingepolitik har stor folkelig opbakning.
Franskmændene vender da også ryggen til Macron, der oplever en voldsom nedtur i meningsmålingerne.
På samme måde vender tyskerne ryggen til Angela Merkel, som ikke mindst straffes for sin slappe udlændingepolitik.
Nu ser det ud til, at den svenske statsminister Stefan Löfvén vil lide samme skæbne ved det svenske valg. Det kan inspirere de europæiske befolkninger til at gå videre i opgøret med politisk korrekte ledere.
Macrons fejltagelse
Da Macron var i Danmark, lød han nærmest, som om han troede, at den danske regering var hans allierede i kampen mod ”populisme” og ”nationalisme”.
Men hverken den danske regering eller det store flertal i Folketinget vil overhovedet bruge den slags poppede skældsord i debatten. Befolkningen vil det endnu mindre.
I stedet koncentrerer man sig om en praktisk politik, der kombinerer europæisk engagement med stram styring af indvandring og forsvar for nationalt fællesskab.
Man vil forsvare den kultur, som det danske samfund bygger på, og den velfærd, som vi har skabt.
De to sider af sagen hænger nøje sammen: Ukontrolleret indvandring fra meget fremmede lande giver både dybe kulturkløfter og voldsomt pres på velfærdssystemet.
Meningsløs ordskvalder
Det oplæg til finanslov, som regeringen har fremlagt efter drøftelser med Dansk Folkeparti, appellerer til den brede politiske midte i befolkningen. Den midte, der vil kombinere velfærdspolitik og stram udlændingepolitik.
At tale om ”populisme” og ”nationalisme” i den sammenhæng er meningsløs ordskvalder. Det drejer sig om konkrete løsninger på konkrete – og store – problemer.
I maj i år viste en fremskrivning fra Finansministeriet, der rækker til år 2100, at den ikke-vestlige indvandring koster det danske samfund netto 33 mia. kr. om året.
Det er penge, som for en stor del kunne gå til bedre velfærd for den danske befolkning. Nu går de i stedet til forsørgelse af indvandrere, der ikke forsørger sig selv.
Nej
I den svenske valgkamp spiller sammenhængen mellem masseindvandring og ringere velfærd en kolossal rolle.
Svenskerne siger nej til denne dobbelte belastning.
Danskerne siger nej.
Tyskerne siger nej.
Franskmændene siger nej.
Mange andre siger nej. De gider ikke diskutere ”populisme”. De vil bare have et ordentligt samfund.
På søndag skal det vise sig, hvor langt svenskerne er parate til at gå i opgøret med den traditionelle elite, der bruger flosklerne om ”populisme” til at dække over sit eget svigt.
En valgsejr til Sverigedemokraterne vil sende en ny chokbølge gennem europæisk politik.
