Tyskland i krise: Politikere og medier angriber det indvandringskritiske AfD, men det får bare partiets opbakning til at vokse


Udlændingepolitikken har kastet Tyskland ud i en ny krise.

 

Denne gang skyldes det begivenheder i den østtyske by Chemnitz. Her begik to asylansøgere et knivmord på den 35-årige tysk-cubaner Daniel H. Den ene gerningsmand var syrer, den anden iraker.

 

Mordet vakte voldsom vrede blandt borgere i byen.

 

Vreden var særlig stor, fordi den irakiske gerningsmand, Yousef A., slet ikke burde have været i Tyskland.  Han var nemlig kommet fra Bulgarien, hvor han allerede havde søgt asyl. Men de tyske myndigheder formåede ikke at få ham sendt tilbage til Bulgarien.

 

Sagen udløste demonstrationer i Chemnitz. Tilsyneladende deltog også højreekstremister i disse demonstrationer.

 

Nogle af dem jagtede indvandrere i gaderne, og der opstod voldsepisoder.

 

Stemningen blev ekstra ophedet, da en embedsmand delte arrestordren mod den ene af gerningsmændene på de sociale medier, så det stod klart, at den pågældende havde en række forbrydelser på samvittigheden.

 

Jo mere AfD kritiseres, jo flere vælgere får de

Det indvandringskritiske parti AfD var involveret i protestdemonstrationerne. Partiet har nægtet at fordømme de personer, der optrådte aggressivt over for indvandrere.

 

Ifølge partiets lederskikkelse, Alexander Gauland, er det ”normalt, at folk går amok, når et mord finder sted”.

 

AfD’s tvetydige signaler i forhold til de voldelige ekstremister har udløst kraftige angreb på partiet fra medierne og fra andre partier.

 

Disse kritikere har givetvis håbet på, at de deres angreb på AfD ville skræmme vælgerne væk fra partiet.

 

Men det stik modsatte er sket. AfD har aldrig haft så stor opbakning i meningsmålingerne som efter Chemnitz.

 

I en helt aktuel måling når AfD rekordhøjde med en tilslutning på 17 procent (INSA/BILD). Dermed overhaler partiet Socialdemokratiet (SPD)!

 

En tidligere måling for TV-stationen ZDF gav også AfD 17 procent. Endnu en aktuel måling giver partiet 16 procent – side om side med De Grønne og lige i hælene på SPD (Forsa/Welt).

 

Disse målinger sender rystelser gennem tyske politikere og meningsdannere. De forstår det ikke: Her advarer de i de stærkest mulige vendinger mod AfD – og så vil stadig flere stemme på dem.

 

Det viser, hvor lidt disse politisk korrekte kredse har forstået af, hvad der foregår i deres eget land.

 

Mange tyskere føler sig svigtet af deres politikere – med forbundskansler Angela Merkel i spidsen.

 

Politikernes ansvar

Disse ledere har lukket et hav af migranter ind i Tyskland, som slet ikke skulle være kommet ind.

 

Der er ikke styr på, hvad migranterne laver, herunder deres kriminalitet. De to indvandreres mord på Daniel H. i Chemnitz er kun ét i rækken af drab (og voldtægter) begået af indvandrere/asylansøgere mod tyskere.

 

Netop som bølgerne gik højt i Chemnitz, faldt der dom i en uhyggelig mordsag fra byen Kandel (Rheinland-Pfalz), hvor en ung afghaner stak sin tidligere veninde Mia ihjel.

 

Tyske Mia var bare 15 år. Hun stoppede samværet med afghaneren, og det kostede hende livet. Han har nu fået en dom på otte et halvt års fængsel for mordet.

 

Blandt borgerne er der en stærk oplevelse af, at politikerne har skabt tilstande, hvor den slags kan ske. Når det så sker, får de at vide af politikere og medier, at de ikke bør vise deres raseri over det. For så er de fremmedfjendske.

 

En skændsel

I forbindelse med Chemnitz har politikere og medier sendt et hav af fordømmelser og formaninger mod dem, der har protesteret over drabet.

 

Nogle af disse fordømmelser er helt på sin plads. Men de burde være forbundet med en erkendelse af politikernes store ansvar for, at indvandringen er kommet ud af kontrol.

 

Borgerne har ikke mødt nogen forståelse for, at folk bliver vrede over sådan et mord og over de politikere, der har ladet en masse migranter blive i landet, selv om de burde være sendt ud.

 

Der er ingen tvivl om, at højreekstremistiske kredse har fisket i rørte vande i Chemnitz. Men politikerne har givet dem gode muligheder for det ved først at svigte i udlændingepolitikken og dernæst at lægge skylden for konflikterne på de utilfredse borgere. Det er en skændsel.

 

Bred folkelig mistillid

Også fra Angela Merkel er der kommet stærkt fordømmende ord mod demonstranterne i Chemnitz. Men ikke et ord, der kunne antyde, at hun selv føler et ansvar for, at tingene er gået galt.

 

Hun har budt sin befolkning noget, som man ikke bør byde en befolkning.

 

Alle de tyske politikeres bekymringer drejer sig i øjeblikket om, at højreekstremistiske grupper vinder frem. Der er bestemt grund til at være på vagt over for disse grupper, som især står stærkt i Østtyskland.

 

Men det er et langt større problem for det tyske samfund, at brede grupper af ganske almindelige vælgere mister tilliden til deres politikere.

 

I forhold til dette kæmpestore folkelige tillidstab er de højreekstremistiske miljøer et begrænset problem.

 

Også dette bredere tillidstab er særlig stort i Østtyskland. Ifølge meningsmålingerne står AfD til at få 25 procent af stemmerne ved det kommende delstatsvalg i Sachsen, hvor Chemnitz ligger.

 

Men mistilliden er stærk i hele Tyskland, herunder mistilliden til Merkel selv.

 

Derfor rider AfD højt i meningsmålingerne, uanset alle advarsler fra de etablerede kredse.

 

https://www.bild.de/bild-plus/politik/inland/politik-inland/bild-wahlcheck-diese-partei-profitiert-vom-chemnitz-chaos-57036894,jsRedirectFrom=conversionToLogin.bild.html#remId=1569820836871073847

 

https://www.welt.de/politik/deutschland/article181399706/Forsa-Umfrage-Gruene-und-AfD-liegen-fast-gleichauf-mit-SPD.html

Del på Facebook