Af Martin Henriksen, MF og udlændingeordfører, Dansk Folkeparti
I den vestlige verden har vi givet hånd til hinanden lige så længe, som vi kan huske.
Det er en del af vores kultur og omgangsform, og det skal også indvandrere naturligvis respektere.
Selv har jeg intet problem med at tage min hånd op til hjertet, når jeg besøger muslimske lande. Det gør jeg hellere end gerne, for jeg befinder mig på deres hjemmebane. Skik følge eller land fly, som man siger.
Derfor har jeg også en forventning om, at indvandrere her i landet respekterer vores skikke, herunder måden hvorpå vi hilser på hinanden.
Her nytter det ikke noget, at nogle muslimer nægter at give hånd, fordi de er underlagt en tro, der bygger på ulighed mellem kønnene og en skelnen mellem ”ren” og ”uren”.
Vælger man at afvise et håndtryk, er det et klart udtryk for foragt for det nye værtsland og et signal om, at man ikke vil være en del af fællesskabet.
Derfor undrer det mig, at flere partier tøver med at ville lovgive om, at man skal give håndtryk ved ceremonier for statsborgerskab.
Kravene for at blive dansk statsborger er mange, og sådan skal det også være.
Vi skal ikke underlægge os fremmede trosretninger og de indskrænkninger, de sætter.
Lovgivningen på udlændingeområdet skal først og fremmest skal bruges til at begrænse indvandringen og sikre flere hjemsendelser.
Men det ændrer ikke på, at lovgivningen også er et vigtigt redskab til at bevare de mest grundlæggende værdier og den kultur, som vores land bygger på.
