Efterlønsordningen giver mulighed for, at ældre kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet tidligere end folkepensionsalderen, og den mulighed har de ældre benyttet sig af i stort omfang, når man ser på beskæftigelsesfrekvensen for 59-årige, der kunne gå på efterløn som 60-årige.
I året op til efterlønsalderen lå beskæftigelsesfrekvensen på knap 70 pct., men når personerne fyldte 60 år, faldt beskæftigelsesfrekvensen med ca. 10 procentpoint til knap 60 pct.
Billedet er imidlertid et andet for de personer, der først kunne gå på efterløn senere. Sammenligner man personer, der kunne trække sig tilbage, når de fyldte 61½ år, blev beskæftigelsesfrekvensen holdt på samme høje niveau omkring 70 pct., også efter personerne fyldte 60 år. Og først ved 61½ år – svarende til efterlønsalderen – faldt beskæftigelsesfrekvensen.
Frekvens falder først ved efterlønsalderen
Resultatet er det samme for de personer, der kunne gå på efterløn som 60½- eller 61-årige. Og foreløbige resultater indikerer, at det også vil være tilfældet for de personer, der tidligst kan gå på efterløn som 62-årige: Beskæftigelsesfrekvensen er uændret frem mod efterlønsalderen, hvorefter den hurtigt falder med omkring 10 procentpoint. For 61½-årige er andelen i beskæftigelse 15 procentpoint højere for de, der først kunne gå på efterløn som 61½-årige sammenlignet med de, der kunne gå på efterløn som 60-årige.
Besparelse på over 50 milliarder
Alternativet til efterløn er altså ikke anden offentlig forsørgelse, men ordinær beskæftigelse. Det betyder en klar forbedring af de offentlige finanser. Samlet set er de årlige udgifter til efterløn faldet fra ca. 23,5 mia. kr. i 2008 til et forventet forbrug på 11,3 mia. kr. i 2018.
De faldende udgifter til efterløn betyder, at der i perioden 2008-2018 samlet set er sparet 52,8 mia. kr. på udgifter til efterlønsordningen. Hertil kommer så højere offentlige indtægter i form af øgede skattebetalinger, når alternativet til efterløn som vist i høj grad er ordinær beskæftigelse.
Idet alternativet til efterløn hovedsageligt er ordinær beskæftigelse, betyder det også, at forhøjelsen af efterlønsalderen kun må forventes at indebære begrænsede merudgifter til øvrige forsørgelsesordninger.
